Kloster (kristendom): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Tags: Mobilredigering Mobilwebredigering |
KnudW (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved 5.103.98.245, fjerner ændringer fra 5.56.156.170 (diskussion | bidrag) Tag: Tilbagerulning |
||
Linje 1:
{{harflertydig7|Kloster}}
[[Fil:Sankt Mariae Helsingoer.jpg|thumb|[[Sankt Mariæ Kirke og Vor Frue Kloster|Vor Frue Kloster]] i [[Helsingør]]]]
Et '''Kristent kloster''' er et sted, hvor mennesker der har valgt, at gå i en særlig tjeneste over for kirken, bor.
Ordet Kloster betyder "indelukke"<ref>Fenger, s. 171</ref> og betegner dels et ''bygningsværk'', og dels et ''religiøst fællesskab'', som lever adskilt fra det øvrige [[samfund]] efter en klosterordens særlige bestemmelser<ref>Ordbog over det danske sprog: ''Kloster''
Linje 10:
=== Oprindelse ===
I den kristne verden begyndte klosterdannelsen i 4. århundrede, men spirerne ligger langt længere tilbage. Så snart den kristne kirke begyndte at indlade sig med denne verden, var der straks nogle, som fordømte dette (montanisterne), men disse blev satte uden for, og i 4. århundrede stod statskirken fuldt færdig. Samtidig opstod klostrene, der godkendte statskirkens relative berettigelse, men som hævdede for sig et højere standpunkt. I klostrene havde kirken et afløb for sine radikale elementer, i det samledes og uskadeliggjordes sprængstoffet.
Klosterbevægelsen opstod i [[Egypten]] i [[300-tallet]], hvor det første kloster blev grundlagt af [[Pachomios]], som skrev en regel for livet i klosteret. Klostervæsenet spredte sig hurtigt i [[romerriget]] i Egypten og Lilleasien, og langt de fleste klostre er en del af den [[romerskkatolske kirke]]. Sin første egentlige kristelige udformning fik klosterlivet af [[Basilios den Store]], han er den græske kirkes munkefader. For Basilios, der var et barn af den antikke kultur, var klosterlivet ikke en undertrykkelse af men en tilbagevenden til naturen, ikke modsætning til men en fuldkommelse af den gamle visdom. Men Østens klostre har fået liden kulturhistorisk betydning, deres munke brugte ofte næverne for bevisgrunde i de teologiske kampe, eller de fortabte sig i religiøs egoisme, der snart gav sig udslag i snurrige selvpinsler, snart i lediggang. Fra dem er udgået en af den kristelige mystiks hovedværker, [[Pseudo-Dionysios]], samt [[legendelitteratur]]en, der er en fortsættelse af den antikke roman og grundlaget for den folkelige digtning i middelalderen.
=== Kulturdannende rolle ===
De vesterlandske klostre var i middelalderen kulturens arnesteder. I slutningen af det 4. århundrede kom klosterbevægelsen ad litterær vej (''Vita St. Antonii'') fra Østen til Vesten. Mænd som Ambrosius, Hieronymus og Augustin blev dens fremmere, og [[Martin fra Tours]] (død 400) samlede et klostersamlag om sig, men det var [[Benedikt fra Nursia]], der blev den vesterlandske Kirkes Munkefader. I [[535]] gav han de regler for klostret [[Monte Cassino]] syd for [[Rom]], som skulle blive forbillede for hele det (Vest)europæiske klostervæsen<ref>Garner, s. 11</ref>. Fra Benediktinerklostrene kristnedes og kultiveredes den germanske verden, de var middelalderens [[avlsgård]]e og [[landbrugsskole]]r, i dem sad munken og nedskrev, hvad der hændte ude i den store verden, eller også sad han og afskrev gamle [[håndskrift]]er; i klosterkirken fødtes [[kirkemusik]]ken, som svøbte sig om de tanker, der havde fået ord i sang i klostercellen; i klosterskolerne opdroges ikke alene de vordende munke, men også uden for stående. Fra Cluniacenserklostrene udgik det store religiøse opsving, som affødte [[korstog]]ene; fra Cistercienserklostrene udgik statsmænd og landmænd, og i dem udsprang med den hellige Bernhard det væld af kristelig Følelse, som den kristelige lyrik længe har levet af; fra tiggerklostrene (de tidligere klostre kaldtes i almindelighed herreklostre) dreves en indre mission, undertiden snæversynet og fordummende, men fra dem udgik også nogle af de mest energiske forkæmpere for [[renæssancen]]s og reformationstidens frihedsidealer; fra [[Jesuiter]]klostrene er der gjort det samme arbejde som det, der er gjort fra alle de andre klostre tilsammen, men mens klostermurene ellers skilte munkene fra verden, har jesuitterne revet murene ned, de udgør en hær, der kun holder hvil i klostrene mellem slagene. Klostrene begyndte at protestere mod verdenskirken, de er endte med hos jesuitterne at blive verdenskirkens fæstninger.
=== Klostrene i Europa ===
Grundlæggelsen af et kloster i [[Citeaux]] i [[Frankrig]] [[1098]] indebar en styrkelse af det europæiske klostervæsen: under [[Bernhard af Clairvaux]] spredte denne klosterrørelse, [[cistercienser]]ne, hurtigt ud over [[Europa]] og nåede også [[Danmark]], hvor [[Ærkebiskop Eskil]] blev en forkæmper for denne klosterorden. Blandt andet blev cistercienserklostre oprettet i [[Herrevad]] i Skåne [[1144]] og bemandet med munke fra Citeaux, og 1153 overtog de klosteret i [[Esrum Kloster|Esrum]] (oprindelig et benediktinerkloster). Senere medvirkede Eskil ved grundlæggelsen af to [[Præmonstratenserordenen|præmonstratenserklostre]] i Skåne omkring [[1150]], i [[Tommarp]] og [[Øved]], som fik munke fra denne ordens hovedkloster i [[Prémontré]] i [[Champagne]], Frankrig<ref>Fenger, s. 173</ref>.
=== Efter reformationen ===
| |||