Danmark-Norge: Forskelle mellem versioner

== Efterdønninger fraaf opløsningen af Kalmarunionen (1523-1588) ==

Rigsfællesskabet mellem Danmark og Norge har sin oprindelse i Kalmarunionen. Under Kalmarunionen havde sin tid da man overalt mærkedemærkedes eftervirkningerne af [[Den Sorte Død]] og denneden medførte igen nedlæggelsen af landbrugsbedrifter i Norge samtog [[Hansaen]]s kontrol med norsk handel. Danske og tyske embedsmænd kom til at indtage norske embeder. Jordegods og [[bispesæde]]r kom under fremmed kontrol. Derved svækkedes mulighederne for en norsk selvhævdelse. [[1450]] blev rigsfællesskabet fastlagt i [[Bergenstraktaten|en traktat]], der skulle sikre det norske [[rigsråd]] indflydelse ved kongevalg, men bestemmelsen fik ingen reel betydning.

Kalmarunionen ophørte at eksisterei [[1523]], da [[Sverige]] valgte sin egen [[konge]]. Efter således at have mistet Sverige flygtede [[Christian 2.]], og det danske [[rigsråd]] valgte da hertug [[Frederik af Holsten]] til konge (som [[Frederik 1.]]). Frederik stod over for store problemer: dels at holde sammen på resterne af fællesriget og sikre kongens stilling deri, dels at stække Hansaens økonomiske magt i riget. Dertil kom problemer med magtmisbrug blandt embedsmænd. Det skulle vise sig, at Frederik 1. og hans afløser, [[Christian 3.]], evnede at løse dem alle.

[[Frederik 1.]]s første skridt var at sikre sig sin godkendelse som konge i Norge. Han sendte derfor to udsendinge til Norge, [[Henrik Krummedige]] til [[Østlandet]] og [[Vincens Lunge]] til [[Vestlandet]]. Henrik Krummedige opfyldte sin opgave loyalt over for kongen, mens [[Vincens Lunge]] søgte at udnytte situationen til at opbygge sin egen magtstilling sammen med [[ærkebiskop]] [[Olav Engelbrektsson]] og resterne af det norske rigsråd. For at blive hyldet som konge måtte [[Frederik 1.]] godkende en håndfæstning, der gjorde [[Vincens Lunge]] og rigsrådet til de egentlige magthavere i Norge. Men efter kongevalget følte Frederik 1. sig snart stærk nok til at udskifte de norske høvedsmænd på [[Akershus slot|Akershus]] og [[Bohus fæstning|Båhus]] med troværdige dansketrofaste embedsmænd. Dertil kom at Vincens Lunge blev kompromitteret, og at han ragede uklar med ærkebispen på grund af sine lutherske sympatier. I [[1529]] kunne Frederik 1. uden vanskeligheder afsætte ham som lensmand på [[Bergenhus]].

[[Frederik 1.]] havde brug for indkomster og kastede blikket på kirkens besiddelser, som blev inddraget en for en. Det medførte strid med ærkebispen, som forsøgte at skabe et modkup med den afsatte [[Christian 2.]], men da Christian ankom i [[1531]] med en i [[Nederlandene]] sammenskrabet [[hær]], lykkedes det ham hverken at vinde [[Akershus slot|Akerhus]] eller [[Bohus fæstning|Båhus]], og han måtte overgive sig. Ærkebispen og andre gejstlige måtte affinde sig med kongenkong Frederiks styrkede stilling. Da [[Frederik 1.]] døde [[1533]], gjorde ærkebispen et sidste forsøg på at genvinde sin tidligere stilling, men de danske lensherrer på allede vigtigerevigtigste slotte sluttede op bag [[Christian 3.]]. I [[1536]] lod ærkebispen Vincens Lunge dræbe under et møde i [[Trondhjem]] og andre danske lensherrer fængsle og forsøgte at erobre [[Akershus slot|Akershus]] og [[Bergenhus]]. Men [[Christian 3.]] kunne snart drive ærkebispen ud af Norge, og i [[1537]] var hele Norge ubestridt under den danske konges herredømme.

[[Reformationen]] [[1536]] indebar, at det meste [[kloster]]- og kirkegods blev inddragetkom under kronen, som derved blev landets ubestridt største jordejer og tilsvarende fik øgede indtægter og magt. I stedet for en mere eller mindre selvstændig [[katolsk]] kirke stod nu en [[reformert]] kirke under den danske konges overhøjhed. [[Gejstlighed]]en ophørte med at have politisk betydning, og også i forhold til bønderne svækkedes præsteskabet. Ved reformationen havde de gamle præster fortsat deres daglige virke, men i de følgende årtier blev de afløst af præster, der havde modtaget deresvar uddannelseuddannet i [[Danmark]].

Tilbage stod for kongen afklaringen af forholdet til rigsrådet. Forud for sit valg til norsk konge havde [[Christian 3.]] lovet det danske [[rigsråd]], at Norge fremover ville blive behandlet som et dansk landskab. I virkeligheden skete det ikke: Danmark havde [[valgkongedømme]], hvorfor enhver ny konge for at blive valgt måtte afgive mere eller mindre handlingsbegrænsende løfter i en [[håndfæstning]]. Det svækkede selvsagt kongens magt. Norge derimod var at [[arvekongedømme]], og det var derfor i kongens interesse at beholde Norge i en større grad af uafhængighed. Det for at sikre valgretten til den danske trone til fremtidigefor medlemmer af kongehuset. Det norske [[rigsråd]] afskaffedes [[1537]], men ellers beholdt Norge de fleste af sine institutioner. Til afløsning af rigsrådet oprettedes "[[herredag]]e", der var møder mellem danske rigsråder udsendt som kongelige kommissionærer til Norge, norske [[adel]]smænd og [[lagmand|lagmændene]]. Disse "herredsdage" fungeredevar dels som rigets højeste domsmyndighed, dels som lovgivningsorgan og gennemførte ved recesser[[reces]]ser en fornyelse af norsk ret. Fra [[1548]] indførtes tillige stændermøder, der blev indkaldt i vigtige anledninger, især kongehyldninger. I 1572 oprettedes en norsk centralmyndighed, idet lensherren på [[Akershus slot|Akershus]] fik titel af statholder og en vis kontrolmyndighed over de andre norske lensherrer.

=== HanseforbundetHansaforbundet stækkes ===

Samtidig indebar [[Grevens Fejde]], at [[HanseforbundetHansaforbundet]]s stilling blev alvorligt svækket. HanseforbundetHansaforbundet havde lige siden middelalderen haft et handelskontor i Bergen på den norske vestkyst. Bergen var udgangspunkt for al handel med Nordnorge, hvilken. isærDen bestod i, at fisk, fanget langs de nordnorske kyster, blev byttet mod korn fra Mellemeuropa. HanseforbundetHansaforbundet sad stærkt på hele denne handel og indtog i kraft heraf en magtstilling, som savner sidestykke. Set fra et dansk-norsk synspunkt måtte det være et stort ønske at bryde denne magtstilling.

En beskeden begyndelse var gjort allerede i 1507, da Amsterdam af Christian 2. havde fået rettigheder til at deltage i handelen, men disse rettigheder havde langt fra et omfang, der kunne true Hanseforbundets stilling<ref>Friis, s. 537</ref>. Truslen kom især internt i Hanseforbundet: Lübeck havde forsøgte at holde kornforsyningerne til Bergen og Norge under kontrol for derved at styre [[bytteforhold]]et mellem fisk og korn. Men andre østersøstæder viste ikke forståelse for Lybæks politik i så henseende, og de begyndte derfor at anløbe Bergen på "strandsiden" uden for staden og her afsætte korn til den befolkning af norske, danske, hollandske, tyske og skotske købmænd, som her havde slået sig ned her, og dissede fik nu mulighed for og regeringens opbakning til at gå ind i den nordlandske handel med [[fisk]]. DetteDet bidrog til at undergrave Hansaforbundets magtstilling i Bergen og Norge, og denneden nye udvikling tog fart under dyrtidsårene i 1540-'erne<ref>Friis, s. 537f</ref>. Nok bestod handelskontoret i [[Bergen]], men hansakøbmændene måtte fra [[1550'erne]] handle på lige vilkår med norske købmænd, hvorfor sidstnævnte vandt frem. Dermed toges de første skridt til at frigøre sig fra et fremmed (ikke dansk-norsk) herredømme i næringslivet. I den udstrækning, hvor købmændene havde fremmed (tysk, nederlandsk, og skotsk) baggrund, blev de forholdsvis hurtigt assimilerede i det norske samfund<ref>Salmonsen "Norge" (opslag "Historie", s. 189)</ref>. Denne udvikling skulle snart brede sig til andre næringsgrene.

Baggrunden for HanseforbundetsHanseaorbundets svækkelse var dels, at [[Bremen]] og nederlandske stæder vandt frem i den norske fiskeeksport, dels den voldsomme vækst i den danske korneksport til Norge. Allerede i begyndelsen af det [[16. århundrede]] havde [[Deventer]] (der var et nederlandsk medlem af HanseforbundetHansaforbundet) udviklet sig til et betydeligt marked for fisk fra [[Bergen]]. Deventer og andre stæder kunne gennem de store [[flod]]er sikre det tyske indland forsyninger af fisk på fuldt så gode konkurrencebetingelser som [[Lübeck]] og andre hansastæder ved Østersøens kyst og vandt gennem århundredet stadig frem. Denne udvikling i forsyningsforbindelserne var stort set bragt til ende omkring 1575. Toldregnskabet for [[Bergen]] [[1577]] viser, at kun 20% af fiskeeksporten gik til hansastæder ved [[Østersøen]], 59% gik til [[Bremen]] og andre hansestæder ved [[Nordsøen]], 19% til nederlandske stæder (blandt andet [[Deventer]]) og 2% til [[Oldenburg]]. Angivelserne vedrører kun fisk fragtet af fremmede, men den danske og norske fiskefragt var næppe særlig stor<ref name=autogeneret1>Friis, s. 538</ref>. Det hører imidlertid med til billedet, at hollænderne og Bremen ikke kun hentede sin fisk i Bergen og Norge men tillige forsynede sig fra Newfoundland<ref>Friis, s. 540 med henvisning til Albert Olsen</ref>. Dette bevirkede, at heller ikke hollænderne kom til at styre den samlede handel med fisk og korn på Norge<ref name=autogeneret1 />. Her lå en mulighed for Danmark, og denne skulle ikke forblive uudnyttet.

Som vigtige skridt til yderligere at stække HanseforbundetsHansaforbundets indflydelse i Norge skal nævnes to tiltag: dels blev det ved forordning af 1553 forbudt de vendiske stæder (herunder Lübeck) at sejle gennem [[Storebælt]] med andre varer end vendisk gods. Derved mindskedes afgørende mulighederne for østersøstæderne for at udvikle fragtsejladsen til Danmark og Norge. Dels indsatte det danske styre [[kancellisekretær]] [[Kristoffer Valkendorf]] på [[Bergenhus]] som lensmand i 1556. Blandt hans opgaver synes at have været stækkelseat afstække HanseforbundetsHansaforbundets magt i Bergen. I 1558 indledtes en aktion mod tyske håndværkere i byen, der i 1560 endte med en ny traktat, hvor disse håndværkeresderes særlige rettigheder var stort set indskrænket til intet. I praksis blev de gjort til ligestillede undersåtter underlagt den stedlige (norske) myndighed<ref>Friis, s. 543</ref>.

Dermed var HanseforbundetsHansaforbundets magt i Norge endeligt knust, og rammerne var lagt for at udvikle den dansk-norske søfart og handel. Med tiden blev disse muligheder til fulde udnyttet til lige stor gavn for danskere og nordmænd.