Versionen fra 15. maj 2020, 14:33 redigér Nordfra (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 7.939 edits Verbets historie. ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 15. maj 2020, 14:50 redigér fjern redigering Nordfra (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 7.939 edits Norner. Stærk bøjning. Gå til næste forskel →
Linje 1: {{eftersyn\|dato=august 2019}} [[File:Die Nornen Urd, Werdanda, Skuld, unter der Welteiche Yggdrasil by Ludwig Burger.jpg\|thumb\|De tre [[norne]]r [[Urd]], [[Verdandi]] og [[Skuld]] har navne til ære for verbets tidsaspekter fortid, nutid og fremtid. Tegnet af Ludwig Burger.]] Et '''udsagnsord''' eller et '''verbum''' (verbet - flere verber) af [[latin]] ''verbum'' = [[ord]]) er et ord, der udtrykker en [[handling (virke)\|handling]] ("løber", "leger"), en hændelse ("indtræffer", "synker") eller en tilstandsmåde ("er", "bør") og som fungerer som [[Prædikat (grammatik)\|prædikat]] i en sætning.<ref>https://sproget.dk/lookup?b_start_svar_fra_sprognaevnet:int=10&SearchableText=verbum</ref> På [[norsk]] blev de tidligere kaldt "gerningsord".<ref>https://ordbok.uib.no/GJERNINGSORD</ref> Udsagnsord/verber er en af [[ordklasse]]rne.<ref>https://sproget.dk/raad-og-regler/typiske-problemer/ordklasser</ref> Line 5 ⟶ 6: [[Homer]] viste i ''[[Iliaden]]'' til ting som havde været, ting som var, og ting som tilhørte fremtiden. [[Platon]] bemærkede, at sprog indeholder, hvad vi nu tænker på som [[navneord]] og udsagnsord. En fælles opfatning var, at udsagnsordene optrådte i tre tider: Fortid, nutid og fremtid. Det var [[Aristoteles]] uenig i. Han havde inddelt sproget i ordklasser, og verber kaldte han ''rhéma'' (ῥῆμα = udsagn, ytring).<ref>https://appcoin.netlify.app/rhema-word.html</ref> Han godtog ikke noget faktisk "nu", men beskrev alt som enten fortid eller fremtid. Hverken Platon eller Aristoteles interesserede sig for [[sprog]]ets [[grammatik]], men kun for sproget som udgangspunkt for [[Logik\|logisk]] korrekte slutninger.<ref>Bård Borch Michalsen: ''Verbene som bevæger verden'' (s. 23-24), forlaget Spartacus, ISBN 978-82-430-1284-4</ref> Men så udgav Dionysius Thrax (ca [[170 f.Kr.]] – ca [[90 f.Kr.]]), elev av [[Aristarchos fra Samothrake\|Aristarkhos]] fra [[Samotrake]], et lille skrift ~~om grammatik.~~,<ref>https://en.wikisource.org/wiki/The_grammar_of_Dionysios_Thrax</ref> ~~som~~der ~~blev~~satte enstandard ~~standard~~som [[håndbog]] i grammatik i [[Konstantinopel]] efter 400-tallet.<ref>https://gedsh.bethmardutho.org/Dionysius-Thrax</ref> I [[Romerriget]]s skoler blev den brugt under sit latinske navn, ''Ars grammatica'' (= Grammatikkens [[kunst]]). Thrax var påvirket af [[~~stoicisme\|stoikerne~~stoiker]]ne og deres strenge adskillelse mellem [[fornuft]] og følelser. Deres grammatiske læremester Aristarkhos etablerede et system med 8 ordklasser, stadig med ''rhéma'' lånt fra Aristoteles. Thrax beskrev et ''rhéma''-ord som den del af samtalen, der bøjes i tid, person og tal, og betegner en handling eller en hændelse. Det system, som Artistarkhos udviklede og Thrax beskrev, forblev kernen i vestlig grammatik.<ref>Bård Borch Michalsen: ''Verbene som bevæger verden'' (s. 25)</ref> I [[norrøn mytologi]] optræder de tre [[norne]]r med navne, der beskriver verbets tidsaspekter: [[Urd]] (af fortidsformen af det [[norrøn]]e udsagnsord ''verða'' = at tilblive), [[Verdandi]] (= det værende, nutid) og [[Skuld]] (af ''skulu'' = fortidsformen af "skulle"). Norrønt havde langt flere udsagnsord med stærk bøjning; historisk blev alle udsagnsord bøjet stærkt. Hvor man i dag siger "flår - flåede - har flået", hed det på norrønt ''flá - fló - fléginn''.<ref>Bård Borch Michalsen: ''Verbene som bevæger verden'' (s. 26-17)</ref> I dag kan man vælge fortidsform af "fnise" - både den stærke bøjning "fnes" og den nyere, svage bøjning "fnisede".<ref>https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=fnise</ref> == Bøjning ==

Udsagnsord: Forskelle mellem versioner