Dyveke Sigbrittsdatter: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Nordfra (diskussion | bidrag) →Forholdet til Christian 2.: Sigbrits beskyldninger mod ærkebiskoppen i Trondheim. |
Nordfra (diskussion | bidrag) →Forholdet til Christian 2.: Adelens motiv. Bondedomstolen. |
||
Linje 41:
== Forholdet til Christian 2. ==
[[Fil:Dyvekebergen.jpg|thumb|left|200px|[[Erik Valkendorf (ærkebiskop)|Erik Valkendorf]] sammen med Dyveke og mor Sigbrit, som [[Eilif Peterssen]] tænkte sig det i [[1876]].]]▼
Der findes to beretninger om, hvordan Christian 2. mødte Dyveke; de lader sig ikke kontrollere, men stemmer godt overens og bygger efter alt at dømme på en levende, mundtlig [[tradition]]. Ifølge [[Hans Svaning]], som ikke nedskrev historien før i 1570'erne (''Christiernvs II, Daniæ Rex''), var det [[Erik Valkendorf (ærkebiskop)|Erik Valkendorf]], der fik øje på Dyveke på gaden i [[Bergen]]. Ligeså smuk som datteren var, ligeså fæl var hendes mor angiveligt. Mor og datter stod ved en handelsbod ude på gaden, hvorfra de solgte "''sukkerstads og andre ligegyldige sager''". Valkendorf udmalede Dyvekes skønhed for kongen, da han kom tilbage til [[Akershus]], så Christian 2. hverken fik rast eller ro, før han fik set vidunderet, og begav sig over høje bjerge og dybe dale den lange vej til Bergen. Der inviterede han byens borgerskab til et bal på Bergens [[rådhus]], og sørgede for, at Dyveke og hendes mor var blandt dem. Da ballet var over, overtalte han Dyveke til at overnatte på [[kongsgård]]en. Det lyder som [[Askepot|eventyret om Askepot]].<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 12-13), forlaget Vigmostad Bjørke, Bergen 2019, ISBN 978-82-419-1690-8</ref>
Line 51 ⟶ 50:
Da Christian blev konge i [[1513]], valgte han som sin hovedresidens [[Københavns slot]]. Dyveke og Sigbrit flyttede ind i [[Hvidøre Slot]] ved [[Skovshoved]], som [[kong Hans]] havde ladt bygge på en klippe med udsigt over [[Øresund]]. Det var ingen hemmelighed, at Christian havde en frille, men han kan have ønsket at være diskret om det.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 53)</ref> Problemet var, at han skulle giftes med [[Elisabeth af Habsburg]]. Ærkebiskop Erik Valkendorf og Elisabeths familie forsøgte derfor at overtale ham til at droppe forholdet, der vakte almen forargelse. Kongen afslog, og forholdet til Dyveke kom til at vare i ti år - også efter, at udsendinge fra Elisabeths farfar, kejser Maximilian 1., i [[1516]] (året efter [[bryllup]]pet) kom til Danmark for at forlange, at Dyveke straks skulle forlade landet - ellers ville der ske hende en ulykke. Men ikke en gang denne åbne trussel fik kongen til at afslutte [[skandale]]n.<ref>[http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/625/ Dansk Kvindebiografisk Leksikon - Dyveke<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Tværtimod; selv om Christian nu var en gift mand, syntes han Dyveke var for langt borte i Hvidøre. I slutningen af marts [[1516]] købte han en bygård ved [[Amagertorv]] af [[Mogens Gøye]], og der flyttede Dyveke og Sigbrit ind, kun fem minutter at gå fra kongeslottet.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 88)</ref>
▲[[Fil:Dyvekebergen.jpg|thumb
[[Høvedsmand]]en på Københavns slot, [[Torben Oxe]], var kendt som en brutal og hensynsløs mand. flere gang anklaget for voldsbrug og dokumentfalsk, men god til at indynde sig hos kongen. Angiveligt var han betaget af Dyveke, og da han en gang var alene med hende, skal han have antastet hende. Hvad det gik ud på - [[voldtægt]] eller kun nærgåenhed - melder historien ikke noget om. I hvert fald sagde Dyveke ikke noget til kongen. Hvis de var alene, og Dyveke intet sagde, er det uforståeligt, hvordan slotsskriveren Hans Faaborg fik nys om sagen. I hvert fald skal han have fortalt kongen hemmeligheden, og da han konfronterede Dyveke, skal hun have benægtet historien for at redde Torben Oxe ud af kniben. I stedet blev Hans Faaborg henrettet i 1516 - men han kendes kun fra [[Skibbykrøniken]],<ref>https://biografiskleksikon.lex.dk/Hans_Faaborg</ref> og dér skriver [[
Christian, der var ude af sig selv af sorg, skal have lyttet til anklagerne om [[forgiftning]], og at Torben Oxe stod bag. Ved tabet af Dyveke så kongen ud til at tabe sin mentale balance helt; fra da af blev hans optræden stadig mere ekstrem og voldelig. Rigsrådet skulle dog afgøre Oxes skyld eller uskyld, og de frikendte høvedsmanden. Men denne version af historien er ikke nedskrevet før mere end 50 år senere. Der er forskellige versioner - at Sigbrit havde bedt sin datter om at opmuntre Torbens tilnærmelser, så de to kunne blive gift - og at kongen selv stod bag planen, ligesom hans far kong Hans havde giftet sin frille [[Edele Jernskæg]] med en af hofmændene for at gøre hende respektabel, og samtidig holde hende i hoffets og sin egen nærhed. Som Oxes kone ville Dyveke frit kunne færdes på slottet.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 98)</ref>
▲[[Høvedsmand]]en på Københavns slot, [[Torben Oxe]], var kendt som en brutal og hensynsløs mand. flere gang anklaget for voldsbrug og dokumentfalsk, men god til at indynde sig hos kongen. Angiveligt var han betaget af Dyveke, og da han en gang var alene med hende, skal han have antastet hende. Hvad det gik ud på - [[voldtægt]] eller kun nærgåenhed - melder historien ikke noget om. I hvert fald sagde Dyveke ikke noget til kongen. Hvis de var alene, og Dyveke intet sagde, er det uforståeligt, hvordan slotsskriveren Hans Faaborg fik nys om sagen. I hvert fald skal han have fortalt kongen hemmeligheden, og da han konfronterede Dyveke, skal hun have benægtet historien for at redde Torben Oxe ud af kniben. I stedet blev Hans Faaborg henrettet i 1516 - men han kendes kun fra [[Skibbykrøniken]],<ref>https://biografiskleksikon.lex.dk/Hans_Faaborg</ref> og dér skriver [[Povl Helgesen]], at det var for [[tyveri]].<ref>https://books.google.no/books?id=OurkCwAAQBAJ&pg=PT73&lpg=PT73&dq=skibbykr%C3%B8niken+dyveke&source=bl&ots=LBWps3leph&sig=ACfU3U3cqq4Bm_V0qVAlIjIbkTcsMUpNzg&hl=en&sa=X&ved=2ahUKEwj8i4mPyYnqAhWiyqYKHTnUDCAQ6AEwAnoECAoQAQ#v=onepage&q=skibbykr%C3%B8niken%20dyveke&f=false</ref> Alligevel skal Dyveke have udbrudt, at hun var skyld i Faaborgs død. Året efter døde hun pludseligt. Det blev senere hævdet, at hun havde fået [[kirsebær]] tilsendt fra Torben Oxe, spiste dem, blev syg og døde - angiveligt fordi bærene var forgiftet.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 98)</ref>
'''Det vides ikke engang, om Torben Oxe faktisk var anklaget for drab på Dyveke.''' Det er sikkert, at han blev stillet for retten og henrettet nogle måneder efter hendes død, men samtidige kilder siger ikke noget om, hvad han var anklaget og dømt for - kun, at rigsrådet frikendte ham, og at kongen ikke kunne acceptere det, men indkaldte tolv bønder til [[tingsted|ting]] på slotspladsen i København, og lod dem dømme i sagen. Det var helt ureglementeret; en [[adelsmand]] kunne ikke dømmes af bønder. Men retten fandt et smuthul, udtrykt sådan: "''Vi dømmer ikke Torben, mens hans egne gerninger dømmer ham.''" Straffeudmålingen blev overladt til kongen. Han dømte Torben Oxe til døden.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 101)</ref>
Christian, der var ude af sig selv af sorg, skal have lyttet til anklagerne om [[forgiftning]], og at Torben Oxe stod bag, og dertil skulle have forsøgt at forføre hende. Ved tabet af Dyveke så kongen ud til at tabe sin mentale balance helt; fra da af blev hans optræden stadig mere ekstrem og voldelig. Den vilkårlige [[henrettelse]] af Torben Oxe vakte enorm opsigt i samtiden, ikke mindst fordi Torben Oxe først blev frikendt af sine ligemænd i [[rigsrådet]]. Christian ville i sin fortvivlelse ikke acceptere dommen og stævnede i stedet Torben Oxe for en bondedomstol. Muligvis gjaldt anklagen i rigsrådet underslag i stillingen som høvedsmand; for bondedomstolen var anklagen udvidet til at gælde giftmord. <ref name=autogeneret1 /> I [[Skibbykrøniken]] hævdede [[Poul Helgesen]], at Torben Oxe og hans fætter [[Knud Pedersen Gyldenstierne]] havde sendt "''den syge [[skøge]]''" forgiftede [[kirsebær]]. <ref>[https://tidsskrift.dk/index.php/historisktidsskrift/article/view/31197/60122 Studier over Povl Helgesen. I. Nogle Skibykrønike-problemer. | O. BØGGILD-ANDERSEN | Historisk Tidsskrift<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Imidlertid var det slet ikke [[Årstid|sæson]] for kirsebær.▼
I [[1523]] dukkede historien om de forgiftede kirsebær op. Danske adelige, der ville ramme Christian 2. og Sigbrit, hævdede i et skrift, at kongen fik Torben Oxe [[halshugning|halshugget]], fordi Sigbrit havde løjet om, at Oxe havde antastet hendes datter. Det mest sandsynlige motiv for et eventuelt drab på Dyveke måtte være, at nogen ville af med hendes mor. Og den danske [[adel]] fandt Sigbrit utålelig og kan have håbet, at hun ville miste grebet om kongen, hvis Dyveke faldt fra.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 103)</ref>
[[Habsburger]]ne - Christian 2.s svigerfamilie - havde tidligere udtalt sig truende, da de fandt ud af, at Christian holdt fast ved sin frille også som gift mand. Dronningens bror, [[Karl 5.|hertug Karl af Burgund]], sendte en delegation til Danmark for at få Dyveke fjernet fra Danmark, "''enten med venskab eller på anden vis...med løfter eller med trusler...Og hvis hun ikke rejser, skal man, uagtet prisen, spille hende et groft puds og ikke hvile, førend hun er borte''". Hvilket "groft puds" havde man her haft i tankerne?<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 85)</ref>
Forholdet til svogeren Karl blev ikke bedre af, at Christian to år efter sit bryllup ikke havde set en øre af den enorme [[medgift]], han var lovet i ægteskabskontrakten. I januar [[1517]] sendte han for anden gang en delegation til sin svigerfamilie i [[Burgund]] efter pengene. Denne gang truede han med at blokkere Øresund for skibe fra habsburgernes områder, eller beslaglægge skibene og deres last. Men hvis [[Huset Habsburg]] følte sin ære krænket af det, blev æren ikke genoprettet i andres øjne ved et giftmord på en ung pige.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 104-5)</ref>
▲
Sigbrit klandrede Erik Valkendorf for sin datters død. "''Hun beskylder mig åbent, og ingen anden på jorden, for sin datters død. [[Gud]] ved, at jeg er uskyldig. Hun siger, at det skal koste mig livet.''" Denne trussel kendes dog kun fra Valkendorf selv. Han opholdt sig i [[Trondheim]], da Dyveke døde, så Sigbrit må i så fald have ment, at han fik andre til at overbringe giften.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 107)</ref>
| |||