|
[[Fil:Max Koch Schlacht bei Hemmingstedt.jpg|thumb|360px|[[Slaget ved Hemmingstedt]] 17. februar 1500, hvor kong Hans og [[Frederik 1.|hertug Frederik]] led et forsmædeligt nederlag til [[Ditmarsken (landskab)|Ditmarskens]] bønder.]]
[[Fil:Meldorfer-Dom-innen.jpg|thumb|I [[Meldorf]]s kirke skal [[Dannebrog]] være hængt op efter det danske nederlag.]]
Hans mente nu, at han var stærk nok til at tage sig af andre problemer. Et af disseFormelt var [[Ditmarsken (landskab)|Ditmarsken]]. Formelt var Ditmarsken under faderen, Christian I,1. blevet en del af [[hertugdømmet Holsten]], men reelt fungerede det fortsat som en selvstændig bonderepublik. KongenI og[[1499]] hertugenhavde krævedekong retHans tili [[landdag]]en i [[Rendsburg]] forlangt, at byggeditmarskerne treskulle borgeindgå i Ditmarskenhans [[kongedømme]] og krævedeskatte skat15.000 afMark indbyggerneårligt, samt rejse tre fæstninger. Disse krav blev afvisteafvist af indbyggerne. I[[11. årfebruar]] 1500 angreb de to brødre, hertug Frederik og kong Hans, sammen med det holstenske ridderskab Ditmarsken med en hær på 12.000 mand, hvoraf 4.000 var [[lejesoldat]]er, kendt som "den sorte garde". [[Hovedstad]]en [[Meldorf]] måtte hurtigt overgive sig. Landsknægte og adelige ryttere drog derpå nord over ud i marsken, fulgt af [[artilleri]] og vogne (hvoraf nogen var tomme, beregnede til at transportere det forventede bytte). Vejen mod [[Hemmingstedtkrigsbytte]] var mudret). Bønderne åbnede imidlertid digerne mod [[Vesterhavet]] således, atså vandet steg i de brede grøfter langs vejen. VedAlle i Meldorf, der ellers kunne, var flygtet og tog opstilling ved en gammel [[skanse]], indenpå det[[plattysk]] højerekaldet land,''Dusenddüwelswarf'' ([[gesthøjtysk]]en,: havde''Tausendteufelswall'' nogle= hundrede[[djævel|tusinddjævlemuren]]) ditmarskereved tage[[Hemmingstedt]]. opstillingDenne skanse spærrede vejen for kong Hans' tropper.<ref>https://www.welt.de/geschichte/article157901855/Unheimliche-Waffe-brachte-Bauernpack-den-Sieg.html</ref> Da de forreste tropper stormede skansen, smed bønderne rustninger[[rustning]]er og støvler, og med lanser[[lanse]]r som springstokke sprang de over grøfterne og angreb hæren, der ikke kunne flygte, fordi vejen bag dem var blokeret af fremrykkende vogne og kanoner[[kanon]]er. Omkring en tredjedel af hæren blev hugget ned eller druknede. Ditmarskerne gik løs på riddernes heste; de tungt pansrede riddere blev liggende hjælpeløse i pløret, når hestene segnede under dem. [[Sejr]]en var vis for ditmarskerne, og snart lød råbet: "''Skån hesten! Dræb manden!''"<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''Knut Alvssons krig'' (s. 76)</ref> Kong Hans og hertug Frederik red bagerst i trænet, og slaget kan have været over, inden de forstod, at det var begyndt. Kong Hans nærmede sig aldrig Ditmarsken igen.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''Knut Alvssons krig'' (s. 77)</ref> Han undslap kun med nød og næppe, mens store dele af den holstenske adel døde.<ref name="Witt 71">Wittendorff, s. 71</ref>
De 130, som var for syge eller gamle til at flygte fra Meldorf, var myrdet af kong Hans' lejesoldater.<ref>http://www.kriegsreisende.de/neuzeit/schwarze-garde.htm</ref> Frem til [[reformationen]] blev der afholdt årlige sjælemesser for de 130 civile dræbt i [[massakre]]n.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''Knut Alvssons krig'' (s. 68)</ref>
Angiveligt skulle den originale [[Dannebrog]]sfane fra [[Estland]]stoget, som man havde medtaget i forventning om, at det skulle være sejrsbanner, ved denne lejlighed være blevet erobret af ditmarskerne og senere ophængt i kirken i Meldorf.<ref name="Witt 71"/>
Angiveligt skulle den originale [[Dannebrog]]sfane fra [[Estland]]stoget, som man havde medtaget i forventning om, at det skulle være sejrsbanner, ved denne lejlighed være blevet erobret af ditmarskerne og senere ophængt i kirken i Meldorf.<ref name="Witt 71"/> Snart sivede det ud, at kongen havde lidt et frygteligt nederlag. Nogle dage efter skrev han i et brev: "''Vi var draget ind i Ditmarsken med et lille antal folk og havde næsten erobret landet, men blev slået tilbage i mandags, og led stor skade. Vi håber at komme over disse skader og gøre gengæld.''" Men snart greb uroen om sig; skadeomfanget kunne ikke holdes skjult, og Sten Sture hørte af bønderne i sit område, at de var parate til en opstand mod den danske konge.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''Knut Alvssons krig'' (s. 84)</ref>
=== Nyt oprør i Sverige ===
|
