I de følgende år var Hans stadig optaget af forholdet til Sverige og til sin bror. Frederik var fortsat utilfreds med sin andel. Han gjorde endog krav på et større [[len]] i Danmark og en del af Norge, idet overenskomsten i Bergen af [[29. august]] [[1450]] sagde, at kongesønner uden krone skulle forsørges på tilbørlig vis. Kong Hans nølede med at gøre krav på Sverige, også da Sten Sture kom i strid med [[lensmand]]en på [[Gotland]] [[Iver Axelsen Thott]], fordi Thott drev [[sørøveri|sørøvervirksomhed]] i [[Østersøen]] og skadede [[Hansestædernehansestæderne]], der var Sten Stures forbundsfæller. Thott opfordrede forgæves kong Hans til et fælles angreb på Sverige, og da Thott ikke kunne stå sig mod Sten Sture, overgav han øen til Hans mod at få sin gård Lilø i [[Skåne]] tilbage. I de følgende år blev forholdet mellem Sten Sture og det svenske rigsråd stedse mere spændt, og da Hans sluttede forbund med [[zar]] [[Ivan 3. af Rusland]], frygtede svenskerne et angreb fra to sider og gjorde tilløb til at fuldbyrde [[Kalmar Recess|Kalmar-recessen]], men Sten Sture forstod stadig at trække alle forhandlinger i langdrag.<ref name="DBL 564"/> Imidlertid angreb russerne [[Finland]], og under sit halvhjertede forsvar kom Sture i strid med sin rival [[Svante Nilsson Sture|Svante Nilsson]] og blev ved sin hjemkomst til Stockholm afsat af rigsrådet i 1497. Han havde dog endnu almuen på sin side og belejrede sine modstandere, der var anført af ærkebiskop [[Jakob UlfsenUlfsson]], på [[Stäket]].<ref name="Salm 831"/>
