Sigbrit Villoms: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
→‎Kongens rådgiver: Sigbrit ved forhandlinger.
Linje 52:
 
== Kongens rådgiver ==
Sigbrit var hverken konfliktsky eller diplomatisk[[diplomati]]sk. I 1517 kom pavens udsending Giovannangelo Arcimboldi fra [[Milano]] til Danmark for at sælge [[aflad]]sbreve til financiering af byggearbejder på [[Peterskirken]]. I [[1518]] rejste han til Sverige og fremforhandlede en kortvarig [[våbenhvile]] mellem kong Christian og [[Sten Sture den ældre]], men blev Arcimboldi så gode venner med Sture, at denne ville indsætte ham som ærkebiskop i [[Uppsala]]. Da Christian 2. hørte det, beslaglagde han Arcimboldis gods i Danmark, også de store beløb indtjent på afladssalg. Italieneren blev arresteret i [[Skåne]], men klarede at flygte tilbage til Sverige og videre til [[Rom]]. Undervejs tilskrev han kong Christian om, at Sigbrit skulle have sagt, at havde hun været konge, ville hun "''drukne den [[legat (udsending)|legat]] og hele hans følge, og tage alt hans gods og hans penge''". Arcimboldi skrev, at han havde større grund til at frygte Sigbrit end kongen. Men de [[trussel|trusler]], hun angivelig var kommet med, havde han fra andre; han havde ikke selv hørt dem.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 166-67)</ref>
 
I [[1521]] og [[1522]] stod Sigbrit på højden af sin magt. Hun stod for omtrent alle større ind- og udbetalinger i kongens navn, og holdt opsyn med [[told]]- og [[mønt]]væsenet. Enorme beløb passerede gennem hendes hænder. I december 1522 modtog hun på Københavns slot nyslåede mønter til en værdi af 5.000 mark, i form af omkring 900.000 mønter. I sit hus ved Amagertorv holdt hun en stab af skrivere, der også talte mønterne. Hun kunne skrive til kongens bankmand i Amsterdam, Pompius Occo, og anmode om 500 guldgylden til bankhuset [[Fugger]]s repræsentant i byen, så kongens udsending i Rom fik pengene udbetalt fra Fuggers kontor i pavens by. Sigbrit var også involveret i fordeling af forsyninger, madvarer og [[våben]] i Danmark, Norge og Sverige.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 164)</ref>
 
Sigbrit havde også ansvaret for at opfostre kongens børn med dronningen. Åbenbart havde hun også [[medicin]]sk kundskab. Da Christian 2.s søster en gang var syg, sendte en af kongens rådgivere hende en [[recept]], "''som Sigbrit selv har lært mig''". I Pompius Occos regnskaber fremkommer også en større udbetaling for indkøb til [[apotek]]et, "''som Sigbrit Willems skrev efter, og jeg sendte hende''". Jørgen Hanssøn i Bergen skrev i foråret 1521, at Sigbrit havde lovet ham [[korn]] fra [[Viken]], da han var i København om vinteren, men kornet kom ikke, da det i stedet behøvedes på [[Älvsborg]]. Hun havde lånt en hollandsk [[foged]], Tonis Merscaert i Oslo, et400 større beløbmark, som han investerede i et skib, der handlede med Nederlandene og Tyskland.<ref>https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/view/52364/69180</ref> [[Lensherre]]n i Oslo, Hans Mule,<ref>https://nbl.snl.no/Hans_Mule</ref> havde også en andel i forretningerne. I maj 1522 var et skib fra København undervejs til Amsterdam med [[rug]]. Det havnede nær [[kyst]]en af [[Skotland]], hvor det blev opbragt af engelske [[orlogsskib]]e, der fastslog, at den halve last tilhørte enken Sigbrit, "''som står kongen af Danmark nær''". Måske var det det skib, som Merscaert havde investeret i. I så fald var det et tabsprojekt; mandskabet blev landsat, rugen solgt i [[Newcastle]], og skibet sendt til [[Ipswich]].<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 165-66)</ref> 
 
En førstehåndsberetning om et møde med Sigbrit kom fra Ambrosius Storm, der fra [[Danzig]] kom til København sommeren 1521. Kongen var da i udlandet, og Storm anmodede Sigbrit om at få Danzig fritaget fra de nye toldsatser, som hun og kongen havde indført.  Han kom ingen vegne. Hun afviste hans argumenter om hævd og gammel sædvane med kraftige angreb. "''Jeg vil have sagt først som sidst: Jeg har ordre fra min nådige herre om ikke at ændre noget.''" Hun fremhævede dog det positive for [[Hanseforbundet|hanseaterne]] i de nye love; for tidligere havde ejerne af det land, hvor vraggods fra forliste skibe skyllede op, haft ret til det - men det var nu ændret til, at ejerne af vraggodset fik det tilbage. Sigbrit mente, at dermed var de tyske købmænd tryggere i kong Christians lande end i hjemlandet. Så gik hun til angreb vedrørende et skib, hun havde hørt, svenskerne skulle have kapret - og derefter sejlet til Danzig og fået solgt lasten der. En vis Gabriel Boddeker  i Danzig skulle også have bagtalt kong Christian og sammenlignet ham med "''en [[jøde]] og en [[hund]]''", så tårerne løb hos kongen, da han hørte, at manden ikke var blevet straffet for den omtale. Storm vendte tilbage til de forhøjede toldsatser, at tidligere betalte man ni danske [[penning]]er i skat pr ror på [[sild]]emarkedet i Skåne. "''Hvad slags konge skulle det være, som kun tog ni penninger pr ror?''" svarede Sigbrit. Storm mødte hende til flere samtaler under sit ophold i København, og fandt hende venlig, når det passede hende, men ikke til at rokke. Når hun ikke ville høre indvendinger, viste hun til, "''at dronningen, kongen eller rigsrådet havde givet hende ordre, men alle viste de tilbage til hende''".<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 167-68)</ref> 
 
== Noter ==