Versionen fra 29. jun. 2020, 12:56 redigér Nordfra (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 7.939 edits →‎Danmark: Dyvekes død. ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 29. jun. 2020, 13:10 redigér fjern redigering Nordfra (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 7.939 edits →‎Noter: Drabsanklagerne mod Valkendorf og hans anklager om trolddomskyndighed. Gå til næste forskel →
Linje 63: En førstehåndsberetning om et møde med Sigbrit kom fra Ambrosius Storm, der fra [[Danzig]] kom til København sommeren 1521. Kongen var da i udlandet, og Storm anmodede Sigbrit om at få Danzig fritaget fra de nye toldsatser, som hun og kongen havde indført. Han kom ingen vegne. Hun afviste hans argumenter om hævd og gammel sædvane med kraftige angreb. "''Jeg vil have sagt først som sidst: Jeg har ordre fra min nådige herre om ikke at ændre noget.''" Hun fremhævede dog det positive for [[Hanseforbundet\|hanseaterne]] i de nye love; for tidligere havde ejerne af det land, hvor vraggods fra forliste skibe skyllede op, haft ret til det - men det var nu ændret til, at ejerne af vraggodset fik det tilbage. Sigbrit mente, at dermed var de tyske købmænd tryggere i kong Christians lande end i hjemlandet. Så gik hun til angreb vedrørende et skib, hun havde hørt, svenskerne skulle have kapret - og derefter sejlet til Danzig og fået solgt lasten der. En vis Gabriel Boddeker i Danzig skulle også have bagtalt kong Christian og sammenlignet ham med "''en [[jøde]] og en [[hund]]''", så tårerne løb hos kongen, da han hørte, at manden ikke var blevet straffet for den omtale. Storm vendte tilbage til de forhøjede toldsatser, at tidligere betalte man ni danske [[penning]]er i skat pr ror på [[sild]]emarkedet i Skåne. "''Hvad slags konge skulle det være, som kun tog ni penninger pr ror?''" svarede Sigbrit. Storm mødte hende til flere samtaler under sit ophold i København, og fandt hende venlig, når det passede hende, men ikke til at rokke. Når hun ikke ville høre indvendinger, viste hun til, "''at dronningen, kongen eller rigsrådet havde givet hende ordre, men alle viste de tilbage til hende''".<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 167-68)</ref> == Anklager om trolddom == I et brev fra Nykøbing dateret 17. juni 1521, skrev Christian til dronningen, at han rejste væk en tid, og at det skulle holdes hemmeligt, så kun dronningen selv og Sigbrit fik kendskab til hans fravær. 175 Imidlertid rejste han til Amsterdam, hvor Sigbrits søster Wilm boede, ligeså deres bror Herman, der repræsenterede Christian 2.s interesser i Amsterdam og havde forhandlet med det burgundiske hof om dronningens ubetalte [[medgift]]. De to søskende opsøgte Erik Valkendorf, som da var i byen og følte sig truet af dem, da de sagde, at Sigbrit stadig lastede ham for Dyvekes død. "''Min søster vil sætte dig i fangetårnet, hun vil se dig død,''" sagde Wilm. Herman skal have sagt til Valkendorf, at kongen havde lovet Sigbrit, at ærkebiskoppen skulle dø. Få dage senere ankom kongen Amsterdam og sendte samme aften bud til byrådet i Amsterdam og bad dem om at arrestere Valkendorf, med en falsk anklage for at have stjålet [[Nidarosdomen]]s [[guld]] og skatte. Valkendorf fik indtryk af, at kongen ville have dræbt ham den nat, hvis han havde kunnet.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 179-80)</ref> Ærkebiskoppen bragte sig i sikkerhed i [[Utrecht]], som den gang var et uafhængigt [[ærkebispedømme]]. Derfra tilskrev han det danske rigsråd og tilbød at stå til rette for dem, hvis paven gav dem myndighed til at dømme. Valkendorf angreb åbent Sigbrit i brevet; hun havde lagt ham for had: "''Jeg mærkede sandheden i Sigbrits og hendes datters ord i min herres'' (dvs. kongens) ''bryllup, da de sagde åbent, at min herre havde lovet hende og hendes datter at hade mig og alle mine.''" Sigbrit tilgav ham aldrig for at have overbragt [[Karl 5.\|hertug Karls]] budskab om, at kongen måtte sende Dyveke bort. "''Siden den gang, da Sigbrit og hendes datter blev vrede på mig, har jeg og [[Olav Haraldsson\|St. Olavs]] tjenere hverken nydt lov eller kirkens frihed.''" Det danske rigsråd kom i en slem knibe og ventede længe med at besvare brevet. De fleste fandt selv Sigbrit utålelig, men turde ikke at sige det åbent. I stedet skrev de, at Valkendorf intet havde at frygte, hvis han var uskyldig. Da havde han allerede søgt tilflugt i [[Vatikanet]].<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 182)</ref> Tidligt i 1522 blev der valgt en ny pave, [[pave Hadrian 6.\|Hadrian 6.]], som havde været ved det burgundiske hof og tjent som Valkendorfs [[tolk]], den gang han hentede dronning Elisabeth i 1515. Ved godt mod skrev Valkendorf åbenhjertigt til det danske rigsråd, at han frygtede for, at Sigbrit "''ved mere end hun burde efter kristenretten''", dvs. han anklagede hende for at være en [[heks]]. "''Hun siger åbent...at kongen ikke skal gøre andet end det, hun vil have gjort, og selv om han ville, skulle han ikke have magt til det, så længe hun er ham nærmere end ti mile.''" <ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 192)</ref> Det var meget alvorlige anklager. [[Historiker]]e i 1500-tallet tog Sigbrit for at være en heks. [[Arild Huitfeldt]] beskrev det som en kendsgerning, at hun kunne fremmane [[djævelen]]. Valkendorfs [[trolddom]]sanklager kan have været hans sidste forsøg på forsoning med kongen. Ved at anklage hende for at være en heks, fritog han kongen for skyld ved at gøre ham magtesløs, "''for kongen frygter hende selv, og hverken tør eller vil modsige hende...Hans nåde er dydig og god nok, når Hans nåde har gode rådgivere.''" Christian 2.s straffelov fra 1522 fastsatte [[dødsdom]] for trolddomsudøvelse. Ingen var dømt efter den, men det nærmede sig - de første dødsdomme faldt i [[Kiel]] i [[1530]].<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 193)</ref> == Noter ==

Sigbrit Villoms: Forskelle mellem versioner