Versionen fra 29. jun. 2020, 13:13 redigér Nordfra (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 7.939 edits m →‎Anklager om trolddom ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 30. jun. 2020, 15:28 redigér fjern redigering Nordfra (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 7.939 edits →‎Anklager om trolddom: Sigbrit fik skyld for kongens fejltrin. Gå til næste forskel →
Linje 72: Det var meget alvorlige anklager. [[Historiker]]e i 1500-tallet tog Sigbrit for at være en heks. [[Arild Huitfeldt]] beskrev det som en kendsgerning, at hun kunne fremmane [[djævelen]]. Valkendorfs [[trolddom]]sanklager kan have været hans sidste forsøg på forsoning med kongen. Ved at anklage hende for at være en heks, fritog han kongen for skyld ved at gøre ham magtesløs, "''for kongen frygter hende selv, og hverken tør eller vil modsige hende...Hans nåde er dydig og god nok, når Hans nåde har gode rådgivere.''" Christian 2.s straffelov fra 1522 fastsatte [[dødsdom]] for trolddomsudøvelse. Ingen var dømt efter den, men det nærmede sig - de første dødsdomme faldt i [[Kiel]] i [[1530]].<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 193)</ref> == Sigbrit får skyld for kongens fejltrin == Sigbrit var for højtstående til, at nogen i Christians kongeriger turde at anklage hende åbent for hekseri. Men opfatningen bredte sig udenfor [[Norden]]. En engelsk [[diplomat]] i Brüssel skrev i januar 1523, at kongen af Danmark var "''endnu grusommere end før, og mere styret af sin heks end nogensinde''".<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 194)</ref> [[20. januar]] 1523 stillede en række rigsrådsmedlemmer i Viborg sig bag en opremsning af Christians fejltrin: Hans fordrivelse af Erik Valkendorf; henrettelsen af Knut Knutsson Båt på Båhus, skønt Knutsson var frikendt af rigsrådet; al krig, skatter, told og tunge forbud - og ikke mindst, blodbadet i Stockholm. Jyllands biskopper og adel frygtede for, at han planlagde det samme for dem, som han havde gjort "''efter den onde kvinde Sigbrits råd, som skamløst har kaldet os af rigets adel for kæltringe og forrædere. Vi har fortjent andet end [[galge]], sæk og [[sværd]], som hun har lovet os, og hun har holdt ord før.''" Rigsrådene gav i rene ord Sigbrit skylden for blodbadet i Stockholm, og viste til rygter om, at kongen havde tilkaldt lejesoldater for at overfalde den jyske adel, "''efter samme kvindes råd og tilskyndelse''". De skrev lige ud, at de ikke kom til mødet med kongen i [[Århus]], fordi de ikke turde, og kundgjorde for mængden i Viborg, at kong Christian nu var afsat. Videre sendte de bud ud til Jylland, at alle mænd over 18 år skulle møde med våben. Christians nye lovværk blev smidt på bålet.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 201)</ref> [[29. januar]] 1523 fik [[Frederik 1.]] tilbudt kongekronen. I februar fødte den 21-årige Elisabeth en lille dreng, men han døde efter 8 dage. Rygtet forlød, at barnet var blevet forsømt, enten af Sigbrit eller af "jomfruerne" (dronningens hofdamer). "''Sigbrit beskylder jomfruerne, og de beskylder Sigbrit,''" skrev en [[spion]] fra Lübeck. Kongen var på [[Fyn]] og vidste ikke, at hans nyfødte søn var død. Til sin kone skrev han: "''De skylder ikke på andre end mor Sigbrit. Vi beder dig kærligt om at tage hende til dig, og bed hende i hemmelighed om at holde sin mund. Lad hende være på slottet hos dig til Vi kommer hjem, for ellers kan det gå værre med hende end det hidtil har gjort. Forsøm ikke dette, hvis du vil have, at Vi skal komme helskindet hjem.''"<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 203-04)</ref> [[6. marts]] ankom Frederik 1. Viborg, hvor han blev hyldet som konge af Danmark. Sigbrits situation var nu prekær. Oprørerne havde viet flere afsnit af oprørserklæringen til hendes misgerninger. Nu fik kong Christian brev fra folk, der opsagde troskaben til ham. Høvedsmanden på [[Koldinghus]], Oluf Nilsen, skrev [[17. marts]], at han gerne ville have holdt sig til kongen, men "''jeg har hørt, at Sigbrit aldrig har været mægtigere hos Deres nåde end nu. Derfor tør jeg ingenlunde overgive mig til Deres nåde, for jeg har hørt, at hun har mange unyttige ord, både om mig og andre.''" Igen vises til, hvad han har hørt fra andre - han har ikke hørt det fra Sigbrit selv.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 209)</ref> == Noter ==

Sigbrit Villoms: Forskelle mellem versioner