Det Døde Hav: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Klima: typo |
Endnu et afsnit fra enwiki |
||
Linje 120:
|kilde 1=Israel Meteorological Service<ref>{{cite web|url=http://ims.gov.il/IMS/CLIMATE/LongTermInfo |title=Averages and Records for several places in Israel |publisher=Israel Meteorological Service |date=June 2011 |url-status=dead |archiveurl=https://web.archive.org/web/20100914010915/http://www.ims.gov.il/IMS/CLIMATE/LongTermInfo |archivedate=2010-09-14 |df= }}</ref>
|tilgået=Marts 2011}}
==Kemi==
[[File:Dead Sea Halite View 031712.jpg|thumb|Halitaflejringer (og en teepee-struktur) langs Dødehavets vestlige kyst]]
Med en [[salinitet]] på 34,2% ({{pr|2011|lc=on}}) er Dødehavet en af verdens salteste vandmasser, omend [[Vandasøen]] i [[Antarktis]] (35%), [[Assalsøen]] i [[Djibouti]] (34.8%), [[Garabogazköl]]lagunen i [[det Kaspiske Hav]] (op til 35%) og nogle hypersaline damme og søer i [[McMurdos tørdale]] i [[Antarktis]] (såsom [[Don Juan-dammen]] (44%)) har udvist højere salinitet.
Frem til vinteren 1978–79, hvor der fandt en større blandingsbegivenhed sted,<ref name=overturn/> bestod Dødehavet af to vandlag, der adskilte sig fra hinanden i temperatur, massefylde, alder og salinitet. De øverste 35 meter af Dødehavet havde en gennemsnitlig salinitet på 342 [[Koncentration|dele per tusind]] ({{pr|2002|lc=on}}), og en temperatur der svingede mellem 19°C pg 37°C. Under en overgangszone lå det nederste vandlag i Dødehavet på en fast temperatur på 22°C og en komplet mætning af [[natriumchlorid]] (NaCl).{{kilde mangler}} Siden vandet nær bunden er [[Opløselighed|mættet]], nedfalder saltet ud af opløsningen og ned på [[havbund]]en.
I begyndelsen af 1960'erne blev vand til Dødehavet fra Jordanfloden reduceret som resultat af store [[kunstvanding]]sprojekter og meget sparsomt nedbør. I 1975 var det øvre vandlag mere salt end det lavede lag. Alligevel forblev det øvre lag liggende over det nedre lag da dets vand var varmere og dermed havde mindre massefylde. Da det øvre lag nedkølede i en grad så dets massefylde blev større end det nedre lags, blev de to vandlag blandet (1978–79). For første gang i århundreder blev søen til en homogen vandmasse. Siden da er [[lagdeling (vand)|lagdelingen]] begyndt at vende tilbage.<ref name=overturn>{{cite web|url=http://www1.american.edu/TED/deadsea.htm|title=Dead Sea Canal|publisher=American.edu|date=1996-12-09|accessdate=May 5, 2009|url-status=dead|archiveurl=https://web.archive.org/web/20090522133748/http://www1.american.edu/TED/deadsea.htm|archivedate=May 22, 2009|df=}}</ref>
[[File:SaltCementedPebblesDeadSea.JPG|thumb|Småsten cementeret med [[halit]] på Dødehavets vestlige kyst nær Ein Gedi|left]]
Dødehavets mineralindhold er meget anderledes end [[havvand]]s. Den præcise sammensætning af Dødehavsvand varierer med årstiden, dybden og temperaturen. I starten af 1980'erne var koncentrationen af ioniske arter (i g/kg) for overfladevand i Dødehavet Cl<sup>−</sup> (181,4), Br<sup>−</sup> (4,2), SO<sub>4</sub><sup>2−</sup> (0,4), HCO<sub>3</sub><sup>−</sup> (0,2), Ca<sup>2+</sup> (14,1), Na<sup>+</sup> (32,5), K<sup>+</sup> (6,2) og Mg<sup>2+</sup> (35,2). Den samlede salinitet var 276 g/kg.<ref>I. Steinhorn, ''In Situ Salt Precipitation at the Dead Sea'', Limnol. Oceanogr. 28(3),1983, 580-583</ref> Disse resultater viste at saltsammensætningen, som vandfri chlorider på en vægtprocensbasis, var [[calciumchlorid]] (CaCl<sub>2</sub>) 14,4%, [[kaliumchlorid]] (KCl) 4,4%, [[magnesiumchlorid]] (MgCl<sub>2</sub>) 50,8% og [[natriumchlorid]] (NaCl) 30,4%. Til sammenligning er saltet i [[havvand]]et i de fleste af verdens [[hav]]e omkring 85% [[natriumchlorid]]. Koncentrationen af [[sulfat]]ioner (SO<sub>4</sub><sup>2−</sup>) er meget lav, og koncentrationen af [[bromid]]ioner (Br<sup>−</sup>) er den højeste af alle vandmasser på planeten.
[[File:Halite Dead Sea Beach Pebbles.JPG|thumb|Strandsten lavet af [[halit]]; vestkysten]]
Saltkoncentrationen i Dødehavet flukturerer omkring 31,5%. Dette er et usædvanligt højt niveau og resultetrer i en nominel massefylde på 1,24 kg/l. Alle kan let flyde i Dødehavet på grund af den naturlige [[opdrift (statisk)|opdrift]]. På dette punkt minder Dødehavet om [[Great Salt Lake]] i [[Utah]] i USA.
En usædvanlig egenskab ved Dødehavet er dets udledning af [[asfalt]]. Dødehavet spytter konstant småsten og blokke af sort asfalt op fra sine [[råolievæld|dybe væld]].<ref>{{cite journal |author1 =Bein, A. |author2 =O. Amit |title=The evolution of the Dead Sea floating asphalt blocks: simulations by pyrolisis|year= 2007|volume= 2| issue = 4|pages=439–447|url=http://www3.interscience.wiley.com/journal/119589883/abstract?CRETRY=1&SRETRY=0 |archive-url=https://archive.today/20130105062155/http://www3.interscience.wiley.com/journal/119589883/abstract?CRETRY=1&SRETRY=0 |url-status=dead |archive-date=2013-01-05 |doi=10.1111/j.1747-5457.1980.tb00971.x |journal=Journal of Petroleum Geology|bibcode=1980JPetG...2..439B}}</ref> Der er således blevet fundet asfaltbelagte figurer og bitumenbelagte [[neolitisk]]e kranier ved [[arkæologi]]ske udgravninger. [[Oldtidens Egypten|Egyptiske]] [[mummificering]]sprocesser anvendte asfalt fra Dødehavsregionen.<ref>Niemi, Tina M., [[Zvi Ben-Avraham]] and Joel Gat, eds., ''The Dead Sea: the lake and its setting,'' 1997, Oxford University Press, p. 251 {{ISBN|978-0-19-508703-1}}</ref><ref>{{cite journal|author1 =J. Rullkötter |author2 =A. Nissenbaum |title=Dead sea asphalt in Egyptian mummies: Molecular evidence|journal= Naturwissenschaften|volume=75|issue=12|date=December 1988 |bibcode=1988NW.....75..618R|pages=618–621|doi=10.1007/BF00366476|pmid =3237249 }}</ref>
== Referencer ==
| |||