Anne Frank: Forskelle mellem versioner

'''Annelies Marie Frank''', kaldteller "Anne" ([[12. juni]] [[1929]] i [[Frankfurt am Main]] – sandsynligvis [[februar]] [[1945]] <ref>[https://eu.usatoday.com/story/news/2015/03/31/anne-frank-death-probably-february-1945/70742898/] Alle spor borte efter 7. februar 1945</ref> i [[Bergen-Belsen]]) er en af de mest kendte og omtalte ofre for Holocaust grundet hendes [[Anne Franks dagbog|efterladte dagbog]], som er blevet en af de mest læste bøger i verden og omskrevet for [[teater]] og [[film]].

Anne Frank blev født i Tyskland som næstældste datter nr 2 af [[Otto Frank]] (1889–1980) og [[Edith Frank-Holländer]] (1900–45). [[Margot Frank]] (1926–45) var hendes ældre søsterstoresøster.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|loc=preface}} ''Family tree''</ref> Frank-familien var [[Jødedom|liberale jøder]] med et afslappet forhold til jødedommen,<ref>Van der Rol and Verhoeven, p. 10</ref> [[Assimilation|assimileret]] i et vestligt samfund blandt både jøder og ikke-jøder. Begge forældre var læsende,læste meget og opmuntrede børnene til det samme.<ref>{{Harvnb|Lee|2000|p=17}}</ref>

Den [[13. marts]] [[1933]] vandt nazisterne kommunalvalget i Frankfurt. [[Antisemitisme|Antisemitiske]] demonstrationer fik Frank-familien til at se sig om efter en mulighed for at emigrere. Senere detsamme år flyttede Edith og børnene hjem til hendes mor, Rosa Holländer, i [[Aachen]]. Otto Frank blev i Frankfurt, men efter han blev tilbudt at starte et firma i Amsterdam, flyttede han dertil for at skabe et nyt hjem for familien,<ref>{{Harvnb|Lee|2000|pp=20–23}}</ref> som var blandt de omkring 300.000 jøder, der flygtede fra Tyskland mellem 1933 og 1939.<ref>Van der Rol and Verhoeven, p. 21</ref>

Otto Frank fik arbejde for firmaet ''Opekta'', som solgte [[pektin]]. Han fandt en lejlighed i Merwedeplein 37 i Amsterdam. I februar 1934 ankom Edith og børnene til Amsterdam, og de to piger begyndte i skole – Margot i kommuneskolen, Anne i en [[Montessoripædagogik|Montessori-skole]]. Margot havde gode evner for [[aritmetik]], Anne for at læse og skrive. Hendes barndomsveninde [[Hanneli Goslar]] har senere fortalt, at Frank skrev meget og ofte, men skjulte, hvad hun skrev, og heller ikke ville fortælle om det. Margot og Anne var uligeforskellige personligheder med: Margot som den høflige, reserverede og flittige, <ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=131}}</ref> mens Anne varden mere direkte, energiskenergiske og udadvendtudadvendte.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|pp=129–35}}</ref>

I [[1938]] startede Otto Frank sit andet firma, ''Pectacon'', som forhandlede [[krydderurt]]er og [[husholdningssalt|salt]].<ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=92}}</ref><ref name="Lee40">{{Harvnb|Lee|2000|p=40}}</ref> [[Hermann van Pels]] var ansat hos ''Pectacon'', men oprindeligog jødisk slagter og flygtet fra [[Osnabrück]] med sin familie.<ref name="Lee40"/> I [[1939]] ankom Ediths mor til Amsterdam og boede sammen med Frank-familien frem til sin død i [[januar]] [[1942]].<ref name="muller128130">{{Harvnb|Müller|1998|pp=128–130}}</ref>

I [[maj]] [[1940]] [[Slaget om Holland|invaderede Tyskland Holland]], og regeringen indledte [[jødeforfølgelse]]rne på baggrund af den nye [[Antisemitisme|antisemitiske]] lovgivning, fulgt af obligatorisk registrering og raceadskillelse fulgte snart efter. Frank-søstrene var begge gode i skolen og havde mange venner, men efter indførelsen af de nye regler, blev de flyttet til en jødisk folkeskole, hvor Anne blev vennerven med [[Jacqueline van Maarsen]].<ref name="muller128130"/> I [[april]] [[1941]] forsøgte Otto Frank ihærdigt at undgå beslaglæggelse af ''Pectacon''. Han overførte sin andel i virksomheden til den ikke-jødiske [[Johannes Kleiman]], og trak sig som direktør. Firmaet blev overført til ''Gies and Company'', ledet af [[Jan Gies]]. I [[december]] [[1941]] gjorde Frank noget lignende for at redde ''Opekta''. Forretningerne fortsatte under ikke-jødisk ledelse, men Frank sad tilbage med kun en minimal indkomst for sig og sin familie.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|pp=117–118}}</ref> To gange prøvede familien at få [[visum]] til [[USA]], men det mislykkedes; anden gang gik ansøgningen tabt iunder [[Rotterdams bombardement i 2. Verdenskrig|det tyske bombeangreb på Rotterdam]] i 1940. <ref>[https://www.theguardian.com/books/2018/jul/08/anne-frank-family-escape-us-visa-thwarted Anne Frank's family tried escaping to US but thwarted by 'bureaucracy' – report | Books | The Guardian<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

== Kronologisk tidsperiodeKronologi i dagbogen ==

Til sin 13-års-fødselsdag den 12. juni 1942 fik Anne Frank en bog af sin far, som hun havde vist ham et par dage tidligere i et butiksvindue. Selvom det var en [[autograf]]bog, indbundet i rødt og hvidt læder<ref>van der Rol, Ruud, and Verhoeven, Rian "Anne Frank Beyond the Diary: A Photographic Remembrance", Scholastic Inc, 1992, page 3</ref> med en lille lås på forsiden, besluttede Frank sig for at bruge den som dagbog,<ref>{{Harvnb|Lee|2000|p=96}}</ref> og hun begyndte at skrive i den næsten øjeblikkeligt. Selvom mange af hendes første noter omhandler dagligdagsbegivenheder i hendes liv, omtaler hun også ændringer i Holland efter den tyske besættelse. I sin note den [[20. juni]] 1942 fortæller hun om mange af de restriktioner, som blev pålagt de hollandske jøder, og om sin sorg over sin mormors død tidligere samme år.<ref>{{Harvnb|Frank|1947|pp=1–20}}</ref> Mindet om mormoren blev både til trøst og sorg for FrankAnne, næsten som en skytsånd. <ref>[https://www.litcharts.com/lit/the-diary-of-anne-frank/symbols/grandma The symbol of Grandma in The Diary of Anne Frank from LitCharts | The creators of SparkNotes<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

FrankHun drømte om at blive [[skuespiller]]. Hun elskede at se [[film]], men fra den [[8. december]] [[1941]] var hollandske jøder forment adgang til [[biograf]]er og lignende.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|pp=119–120}}</ref>

I juli 1942 modtog Margot Frank en beordringordre fra ''[[Zentralstelle für jüdische Auswanderung in Amsterdam| Zentralstelle für jüdische Auswanderung]] i Amsterdam'' (hovedkvarteret for jødisk [[udvandring]]) om udflytning til en [[Tyske koncentrationslejre|koncentrationslejr]]. Otto Frank havde forberedt et skjulested i firmaet Opektas baghus i Prinsengracht 263, en gade langs en af Amsterdams [[kanal]]er, som hans medarbejder Kleiman havde foreslået. Nogle af hans mest betroede medarbejdere ville hjælpe dem. Indkaldelsen af Margot tvang dem til at gå under jorden adskillige uger tidligere end oprindeligt planlagt.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=153}}</ref>

Om morgenen mandag den [[6. juli]] 1942 <ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=163}}</ref> gik familien i dækning i et baghus. De havde forladt deres lejlighed i rod og uorden, så man skulle tro, de var rejst pludseligt; og Otto Frank havde efterladt en besked, der antydede, at de var rejst til [[Schweiz]]. De var også nødt til at efterlade Annes kat, Moortje. Da jøder ikke mere havde tilladelse til at bruge offentligt transport, skulle de gå adskillige kilometer, hver af dem iført mange lag tøj, så man ikke kun se, at de barhavde bagage med sig.<ref>{{Harvnb|Lee|2000|pp=105–106}}</ref> ''Het achterhuis'' ([[Nederlandsk (sprog)|hollandsk]] for "baghuset") var et tre-etagers [[anneks]], som man kunne gå ind i fra en platform ovenpå Opekta-kontorerne. Rummet bestod af to mindre værelser med fælles bad og toilet i første etage, og over det et større åbent rum medvar et mindre rum tilknyttet. Fra dette lille værelse førte en stige op til loftet. Døren til baghuset var dækket af en bogreol. Hovedbygningen, en boligblok ved [[Westerkerk]], var typisk for de vestlige dele af Amsterdam.<ref>Westra, pp. 45 and 107–187</ref>

[[Victor Kugler]], [[Johannes Kleiman]], [[Miep Gies]] og [[Bep Voskuijl]] var de eneste ansatte, som kendte til gruppen i skjul. Gies' mand [[Jan Gies]] og Voskuijls far, Johannes Hendrik Voskuijl, var andreogså hjælpere. DisseDe var gruppens eneste kontakt med verden udenfor, som holdt dem underrettet om krigen og den politiske udvikling, og forsynede dem med mad og andre livsfornødenheder, hvad der med tiden blev sværere og sværere. FrankAnne nævner ofte sin taknemlighed mod hjælperne og deres anstrengelser for at holde humøret oppe. De risikerede at blive idømt [[dødsstraf]] ved at hjælpe jøder til at skjulei sigskjul. <ref>{{Harvnb|Lee|2000|pp=113–115}}</ref>

Den 13. juli 1942, ankom familien van Pels til det hemmelige rum. ogDen bestod af: [[Hermann van Pels|Hermann]], Auguste og den 16-årige [[Peter van Pels|Peter]],. og iI november ankom [[Fritz Pfeffer]], en [[tandlæge]] og ven af familien. FrankAnne skrev om glædeglæden ved at have nye folk at snakke med, men at konflikter dem imellem udviklede hurtigt udviklede sig, fordi de boede så tæt sammen. Efter at have delt værelse med Pfeffer, fandt Anne ham utålelig og hadede hans indtræden i "familien",<ref>{{Harvnb|Lee|2000|pp=120–21}}</ref> og hun havde sammenstød med Auguste van Pels, som hun fandt dum. Hun anså desuden Hermann van Pels og Pfeffer som selviske, især ud fra al den maddet, de spiste.<ref>{{Harvnb|Lee|2000|p=117}}</ref> Efter et stykke tid, hvor hun først afviste den generte og akavede Peter van Pels, begyndte hun at synes bedre om ham, og de to indledte et kærlighedsforhold. Hun fik sit første kys af ham, men hendes forelskelse i ham svandt, da hun kom i tviltvivl om, hvorvidt hendes følelser var ægte, eller blot et resultat af, at de levede så tæt sammen.<ref>Westra, p. 191</ref> Anne Frank fik et nært forhold til hver af hjælperne, og Otto Frank har fortalt, at hun ventede utålmodigt på deres daglige besøg. Han bemærkede, at Annes nærestenærmeste venskab var med Bep Voskuijl, "''den unge [[maskinskriver]]... de to står altid og hvisker i hjørnet.''"<ref>{{Harvnb|Lee|2000|p=119}}</ref>

I sine notater analyserede Anne Frank sit forhold til de andre familiemedlemmer, og den store forskel mellempå hver af deres personligheder. Hun anså sig for at være den, der mindede mest om sin far følelsesmæssigt, og han kommenterede senere: "''Jeg kom bedre ud af det med Anne end med Margot, som stod sin mor nærmere. Grunden kan være, at Margot sjældent viste sine følelser, og ikke behøvede så megen støtte, fordi hun ikke havde Annes humørsvingninger.''"<ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=203}}</ref> Frank-søstrene fik et tættere bånd til hinanden mens de skjulte sig, selvom Anne sommetider udtrykte jalousi overfor Margot; især når hun blev kritiseret for ikke at have Margots rolige og stilfærdige natur. SomDa Anne blev mere moden, betroede søstrene sig mere til hinanden. I sit notat den [[12. januar]] 1944, skrev Frank: "''Margot er meget sødere... Hun er ikke nær så ondskabsfuld mere, og hun er ved at blive en sand ven. Hun ser mig ikke længere som en lille baby, som ikke kan tælle.''"<ref>{{Harvnb|Frank|1947|p=167}}</ref>

[[Fil:Amsterdam Panaroma.jpg|thumb|alt=Taken from the top of the Westerkerk church, this image shows the Prinsengracht canal and the rooftops of the buildings in the neighborhood|[[Anne Franks hus|Det hemmelige baghus]] med sine lysefarvedelyse vægge og orange tag (nederst) og [[Anne Frank-træet]] i haven bag huset (nederst til højre), set fra [[Westerkerk]] i [[2004]].]]

Anne Frank skrev ofte om sit vanskelige forhold til sin mor. Den 7. november 1942 beskrev hun sin "foragt" for sin mor og sin manglende evne til at "''konfrontere hende med hendes ligegyldighed, hendes [[sarkasme]] og hårdhjertethed''", før hun konkluderede "''Hun er ikke en mor for mig.''"<ref>{{Harvnb|Frank|1947|p=63}}</ref> Senere, da hun kiggedeså sin dagbog igennem, blev Frank helt flov over sin hård udtryksmåde, og skrev: "''Anne, er det virkelig dig, der er så ond, åh Anne, hvor kunne du?''"<ref>{{Harvnb|Frank|1947|p=157}}</ref> Hun indså senere, at hun var lige meget skyld i misforståelserne som hendes mor var, og at hun havde givet sin mor yderligere grund til sorgbekymring. Med denne indsigt begyndte Anne at behandle sin mor med større tolerance og respekt.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=204}}</ref>

Margot tog et korrespondancekursus i [[stenografi]] i Bep Voskuijls navn, og fik gode karakterer. Det meste af Annes tid gik med til at læse, og hun skrev ofte, og redigerede notaterne i sin dagbog. I stedet for kun at gengive hændelserne, skrev hun om sine følelser, meninger og ambitioner, som hun følte, hun ikke kunne tale med andre om. Som hendes selvtillid voksede, skrev hun om mere abstrakte ting, såsomemner: sin tro på [[Gud (monoteistisk)|Gud]], og hvordan hun definerede den menneskelige væremåde.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=194}}</ref>

FrankHun nærede også drømme om at blive [[journalist]], og skrev i sin dagbog, onsdag den [[5. april]] 1944:

{{citat|Jeg har endelig indset, at jeg må lave mine lektier for at undgå at blive uvidende, for at komme videre i livet, for at kunne blive [[journalist]], fordi det er det, jeg vil! Jeg ved, jeg kan skrive... men jeg ved stadig ikke, om jeg har talent for det... og hvis jeg ikke har det, der skal til, for at skrive bøger eller nyhedsartikler, kan jeg altid skrive for mig selv. Men jeg vil opnå mere end det. Jeg kan ikke forestille mig at skulle leve som mor, fru van Daan og kvinder, der bare går på arbejde og så ellers bare bliver glemt. Jeg har brug for andet udover en mand og børn at fordybe mig i!...

Om morgenen den [[4. august]] 1944 blev baghuset stormet af det tyske sikkerhedspoliti ''Grüne Polizei'', da eten tip[[stikker]] omhavde afsløret familiens skjulested. var blevet afsløret af enStikkeren person,er som aldrig er blevet sikkert identificeret,<ref>{{cite web|url=http://www.niod.nl/annefrank/Who%20betrayed%20Anne%20Frank.pdf|format=PDF|title=Who Betrayed Anne Frank?|author=Barnauw, David and Gerrold van der Stroom|publisher=Netherlands Institute for War Documentation, Amsterdam|date=2003-04-25|accessdate=2007-11-12| archiveurl = http://web.archive.org/web/20071031122514/http://www.niod.nl/annefrank/Who+betrayed+Anne+Frank.pdf| archivedate = 31. oktober 2007}}</ref> men mistanken peger stærkt mod vaskekonen Lena van Bladeren Hartog, som nu er død. Gennemlæsning af gamle politirapporter viser, at Hartog aldrig blev konfronteret med selvmodsigelser i sin beretning om sin opdagelse af jøder skjult i bygningen. Hartog var også oprørt over sin søns død i [[Kriegsmarine|den tyske marine]]. <ref>[https://archive.nytimes.com/www.nytimes.com/library/books/091098anne-frank-diary.html Newfound Pages From Anne Frank&apos;s Diary Set Off Furor<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

FremHelt til 2016 var udgangspunktet, at nogen havde angivet familien. Men så valgte mankom en ny vinkel: Hvorfor gennemførte tysk sikkerhedspoliti egentlig den [[razzia]]? I marts 1944 skrev Anne Frank i sin dagbog, at to mænd var arresteret, så familien ikke fik de [[rationeringsmærke]]r, de var afhængige af, for at deres hjælpere skulle kunne købe mad til dem. At mændene var arresteret og løsladt et par uger senere løsladt, passer med oplysninger i politiets [[arkiv]]er. Undersøgelserne viste også, at tre af de tyske politifolk, der brød sig ind i baghuset, ikke var optaget af at jagte på jøder i dækningskjul, men derimod at få fat på [[sortbørs]]handlere.<ref>https://www.aftenposten.no/verden/i/J8A08/trodde-anne-frank-ble-angitt-til-nazistene-naa-er-en-ny-forklaring-dukket-opp</ref>

Stormangrebet var ledet af ''[[Schutzstaffel]]'' v/''[[Oberscharführer]]'' [[Karl Silberbauer]] fra ''[[Sicherheitsdienst]]'', og i gruppen var også tre personer fra sikkerhedspolitiet. Frank-, van Pels-familien og Pfeffer blev ført til [[Gestapo]]s hovedkvarter, hvor de blev afhørt og holdttilbageholdt natten over. Den [[5. august]] blev de flyttet til ''huis van bewaring'' ([[Varetægtsfængsling|varetægtshus]]), et overfyldt fængsel i Weteringschans. To dage senere blev de transporteret til opsamlingslejren [[Westerbork (lejr)|Westerbork]], som på dette tidspunkt omkring 100.000 jøder varhavde passeret. Da gruppen var arresteret for at have skjult sig, blev de anset som kriminelle og sendt til straffe-barakkernestraffelejrene, hvor de skulle udføre slavearbejde.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=233}}</ref>

Victor Kugler og Johannes Kleiman blev arresteret og fængslet i en straffelejr som fjender af [[Amersfoort]]-regimet. Kleiman blev løsladt efter syv uger, mens Kugler opholdt sig i flere [[Tyske koncentrationslejre|arbejdslejre]] frem til krigen sluttede.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=291}}</ref> Miep Gies og Bep Voskuijl blev også afhørt og truet af [[Sicherheitspolizei|sikkerhedspolitiet]], men ikke tilbageholdt. De vendte tilbage til baghuset dendagen efterfølgende dagefter og fandt Annes papirer spredt ud over gulvet. De samlede dem og familiealbummerne op, og Gies planlagdeville at bringegive dem tilbage til Anne, når krigen sluttede. Den [[7. august]] 1944 forsøgte Gies at få fangerne løsladt ved at [[Bestikkelse|bestikke]] Silberbauer, men han afslog.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=279}}</ref>

Den [[3. september]] 1944 <ref>Westra, p. 196 includes a reproduction of part of the transport list showing the names of each of the Frank family</ref> blev gruppen deporteret med den sidste transport, der kom til at gå fra Westerbork til [[Auschwitz]]. De ankom efter tre dages rejse. På samme tog var også [[Bloeme Evers-Emden]], en pige fra Amsterdam, som havde været vennerven med Margot og Anne i den jødiske folkeskole i 1941.<ref>{{cite web |url=http://www.annefrankdiaryreference.org/apeople.htm |title=People in Anne Frank's Life |last=Morine |first=Suzanne |publisher=Anne Frank Diary Reference.org|accessdate=9. marts 2011}}</ref> Hubert Zafke ([[1920]]-[[2018]]) hed SS-manden, der tog imod deportationen, men først blev trukket for retten for det i [[2016]]. Selv anførte Zafke, at han kun var [[sanitetstjeneste|sanitetsofficer]] i Auschwitz fra [[15. august]] til [[14. september]] 1944, mens anklagemyndigheden mener, han som medskyldig i 3.681 menneskers død pumpede gas ind i [[gaskammer|gaskamrene]], og var godt kendt med lejren som en drabsmaskine.<ref>https://www.aftenposten.no/verden/i/4lVdG/i-1944-tok-han-imot-anne-frank-i-auschwitz-naa-stilles-han-for-retten-som-medskyldig-i-drap-paa-3681-mennesker</ref> Sagen blev droppet pga. Zafkes angivelige [[demens]].<ref>https://jewishnews.timesofisrael.com/case-against-ex-auschwitz-medic-hubert-zafke-dropped-due-to-dementia/</ref>

Bloeme så regelmæssigt Anne, Margot og deres mor regelmæssigt i Auschwitz,<ref>{{cite book |url=http://publ.google.com/publ?id=wbNdXTafadEC&pg=PA235&lpg=PA235&dq=Bloeme+Emden-Evers&source=bl&ots=_Wq18xvAH2&sig=7IIMnl04WBgDIJoCtTCDDEk6x04&hl=en&ei=RPV3TbOgIcu2hAe895T0Bg&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=6&ved=0CCMQ6AEwBTge#v=onepage&q&f=false |page=235 |title=Remembering and Imagining the Holocaust: The chain of memory |last=Bigsby |first=Christopher |year=2006 |publisher=Cambridge University Press |isbn=0-52186-934-X}}</ref> og blev interviewet om sine erindringer om kvinderne fra Frank-familien i Auschwitz i tv-dokumentaren fra [[1988]], ''The Last Seven Months of Anne Frank'' af den hollandske filmskaber [[Willy Lindwer]],<ref>{{cite book |url=http://publ.google.com/publ?id=TU5WtFEIt9AC&pg=PA176&dq=bloeme+evers-emden&hl=en&ei=0nM3TcnOC8ftsgbt9cnHBg&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=10&ved=0CFkQ6AEwCQ#v=onepage&q=bloeme%20evers-emden&f=false |title=Anne Frank: Reflections on her life and legacy |page=176 |last1=Enzer |first1=Hyman Aaron |last2=Solotaroff-Enzer |first2=Sandra |date=20. december 1999 |publisher=University of Illinois Press |isbn=0-25206-823-8}}</ref> og i [[BBC]]-dokumentaren fra [[1995]], ''Anne Frank Remembered''.<ref name="diary">{{cite news |url=http://www.independent.co.uk/life-style/anne-frank-after-the-diary-stopped-1618257.html |title=Anne Frank: After the diary stopped |work=[[The Independent]] |last=Laeredt |first=Angela |date=5. maj 1995 |accessdate=20. januar 2011 |location=London}}</ref>

I kaosset ved togenes ankomst til lejrene, blev voksne mænd med vold adskilt fra kvinder og børn, og Otto Frank blev revet væk fra sin familie. Af de 1.019 passagerer, der ankom med toget, blev 549 – deriblandt alle under 15 år – sendt direkte til gaskamrene. FrankAnne var fyldt 15 år kun få måneder forinden, og var blandt de yngste i transporten, som undslap gaskamrene. Hun blev snart klar over, at de fleste blev gasset ved ankomst, men fik aldrig at vide, at hele gruppen fra baghuset havde overlevet sorteringen. Hun regnede med, at hendes far, som var midt i halvtredserne og ikke særlig robust, var blevet dræbt umiddelbart efter deres adskillelse.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|pp=246–247}}</ref>

Sammen med de andre kvinder, som ikke blev sendt tili en øjeblikkelig død, var FrankAnne tvunget til at tage sit tøj af, så hun kunne blive desinficeret, kronraget og få sit identifikationsnummer [[Tatovering|tatoveret]] på armen. Om dagen blev kvinderne sat til slavearbejde, og Frankhun slæbte sten og klumper af [[sod]]; om natten lå de tæt pakket sammen i overfyldte barakker. Vidner har senere fortalt, hvordan Frankhun tavs og grædefærdig så børn blive ført til gaskamrene; andre har sagt, at hun ofte udviste stor styrke og mod, og at hendes udadvendte og selvsikre væsen ofte skaffede hende ekstra brødrationer til sin mor, søster og sig selv. Sygdom var umuligt at undgå, og ikke længe efter ankomsten blev FrankAnne angrebet af [[fnat]]. Frank-søstrene blev flyttet til sygeafdelingen, som henlå i konstant mørke, og var befængt med rotter og mus. Edith Frank spiste ikke mere, men gemte hver bid mad til sine døtre. Hun gav dem den gennem et hul, hun fik lavet nederst i bunden af en væg i sygeafdelingen.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|pp=248–251}}</ref>

I oktober 1944 skulle Frank-kvinderne sendes med en transport til arbejdslejren [[Liebau]] i [[Øvre Schlesien]]. Bloeme Evers-Emden blev sendt, men Anne var for syg af fnat, og hendes mor og søster valgte at bliveblev hos hende. <ref name="diary"/>

Den [[28. oktober]] begyndte udvælgelserneudvælgelsen blandtaf kvinder fortil overflytning til [[Bergen-Belsen]]. Mere end 8.000 kvinder, deriblandt Anne og Margot Frank og Auguste van Pels, blev flyttet, mens Edith Frank blev ladt tilbage og døde af sult.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=252}}</ref> Telte blev rejst i Bergen-Belsen for de nye fanger, men teltene blæste ned i en [[november]]storm, og fangerne måtte trænge sig sammen i barakkerne. <ref>[https://encyclopedia.ushmm.org/content/en/article/bergen-belsen-key-dates Bergen-Belsen: Key Dates | The Holocaust Encyclopedia<!-- Botgenereret titel -->]</ref> FrankAnne blev kortvarigt genforenet med to veninder, [[Hanneli Goslar]] og [[Nanette Blitz]], som blevsad indespærret i en anden del af lejren. Goslar og Blitz overlevede begge krigen og har fortalt om de korte samtaler, de havde med FrankAnne gennem et hegn. Blitz beskrev hende som skaldet, udmagret og skælvende, mens Goslar bemærkede, at Auguste van Pels var sammen med søstrene Frank, og tog sig af Margot, som var meget syg. Hverken Goslar eller Blitz så nogensinde Margot, da hun var for svag til at forlade sin seng. Anne fortalte Blitz og Goslar, at hun troede, hendes forældre var døde, og at hun derfor ikke ønskede at leve mere. Goslar anslog senere deres møde til at have fundet sted i slutningensidst afi januar eller først i starten af februar i 1945.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=255}}</ref> Fru van Pels døde også af tyfus, men under en transport videre til [[Theresienstadt]]. To andre kvinder løftede hende af toget og efterlod hende død ved jernbanesporet. <ref>[https://www.annefrank.org/en/anne-frank/main-characters/auguste-van-pels/ Auguste van Pels | Anne Frank House<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

I marts 1945 udbrød deri lejren en [[plettyfus]]-[[epidemi]] i lejren, som spredte sig hurtigt og dræbte omkring 17.000 fanger.<ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=261}}</ref> Vidner har senere fortalt, at Margot en dag faldt ned fra sin seng og døde af chokket, og at Anne døde få dage efter. Eksakt dato er ikke kendt, men det skulle være sket få uger før lejren blev befriet af [[British Army|britiske tropper]] [[15. april]]; <ref>{{cite web| url = http://www.annefrank.org/content.asp?pid=160&lid=2| archiveurl = http://web.archive.org/web/20070217034951/http://www.annefrank.org/content.asp?pid=160&lid=2| archivedate = 2007-02-17| title = Typhus| accessdate = 2007-02-02| work = Betrayed| publisher = Anne Frank Stichting| page = 5}}</ref> hollandske myndigheder havde nemlig sat søstrenes dødsdato til 31. marts, baseret på [[Røde Kors]]' oplysninger om, at søstrene Frank døde mellem 1. og [[31. marts]]. I dag forlyder det, at pigerne sandsynligvis omkom allerede i [[februar]] 1945. Veninden Nanette Blitz sagde, det var et [[mirakel]], at de overhovedet kunne genkende hinanden, for Anne var kunlignede et [[skelet]] at se til. Hun gik svøbt i et tæppe og kunne ikke mere udholde at have sit tøj på, da det var fyldt med [[lus]]. Blitz så hende sidste gang i [[januar]] 1945, da der var tyfus i kvindelejren. Anne Frank var alvorligt syg, og Margot endnu dårligere. Auguste van Pels udtaltesagde det samme, inden hun blev videresendt med en transport [[7. februar]]. Efter den dato er alle spor efteraf søstrene borte. <ref>[https://eu.usatoday.com/story/news/2015/03/31/anne-frank-death-probably-february-1945/70742898/ New research sets Anne Frank's death earlier<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

Efter befrielsen blev Bergen-Belsen brændt ned til grunden for at undgå en yderligere spredning af tyfus, og søstrene blev begravet i en [[massegrav]] sammen med et ukendt antal andre.

Efter krigen anslog man, at af de 107.000 jøder, som blev sendt væk fra Holland mellem 1942 og 1944, overlevede kun 5.000. Det er også blevet anslået, at op til 30.000 jøder blev i Holland, hvoraf mange blev hjulpet af hollandske undergrundsfolk. Omkring to tredjedele af denne gruppe overlevede krigen.<ref>{{cite web| url = http://www.ushmm.org/wlc/article.php?lang=en&ModuleId=10005436| title = Holocaust Encyclopedia&nbsp;– The Netherlands| accessdate = 2007-11-27 | publisher = The United States Holocaust Memorial Museum}}</ref>

Otto Frank overlevede sit ophold i Auschwitz, og vendte efter krigens afslutningkrigen tilbage til Amsterdam, hvor han forsøgte at genfinde sin familie. Edith var død, mens han stadig var i Auschwitz; men han håbede, at hans døtre havde overlevet. Efter flere ugers søgninguger fik han at vide, at Margot og Anne også var døde. Peter van Pels var død i koncentrationslejren [[Melk]] [[10. maj]] 1945; fem dage efter, at den var blevet befriet af amerikanerne. <ref>[https://www.annefrank.org/en/anne-frank/main-characters/peter-van-pels/ Peter van Pels | Anne Frank House<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

Han ledte efter venner og kendte, og Annes veninde [[Susanne Ledermann]] <ref>[https://encyclopedia.ushmm.org/content/en/id-card/susanne-ledermann Susanne Ledermann | The Holocaust Encyclopedia<!-- Botgenereret titel -->]</ref> var blevet gasset sammen med sine forældre i Auschwitz, <ref>[https://www.findagrave.com/memorial/104925622/susanne-ledermann Susanne “Sanne” Ledermann (1928-1943) - Find A Grave Memorial<!-- Botgenereret titel -->]</ref> mens hendes søster, Barbara, som var en nær ven medaf Margot, havde overlevet. <ref>{{Harvnb|Lee|2000|pp=211–212}}</ref> Mange af Frank-søstrenes skolevenner overlevede også, ligesom medlemmer af Otto og Edith Franks familier, der var flygtet fra Tyskland i midten af 1930'erne for at slå sig ned i Schweiz, Storbritannien, England og USA.

I juli 1945 efter at [[Røde Kors]] havde bekræftet Frank-søstrenes dødsfald, overbragte Miep Gies Otto Frank dagbogen, sammen med et bundt løse ark, som hun havde gemt i håb om at kunne give dem tilbage til Anne. Otto Frank har senere sagt, at han ikke vidste, at Anne havde ført en så præcis og velskrevet dagbog under deres tid i skjul. I hans memoirer har han beskrevet den smertefulde processproces det var at læse dagbogen, nårda han genkendte de beskrevne begivenheder, og når han huskede, at han allerede havde hørt nogle af de mere morsomme passager fra bogen, som Anne havde læst op. Han sagde også, at han for første gang så en mere privat side af sin datter, som hun ikke har diskuteret med nogen: "''Det var for mig en afsløring... Jeg havde ingen anelse om dybden i hendes tanker og følelser... Hun holdt alle disse ting for sig selv.''"<ref>{{Harvnb|Lee|2000|p=216}}</ref> Rørt over hendes ønske om at blive forfatter, begyndte han at overveje at få dagbogen udgivet.

Anne Franks dagbog begyndte som en måde for hende at udtrykke sine tanker, og hun skrev mange gange, at hun aldrig ville tillade nogen at læse det. Hun beskrevskrev frit og åbent om sit liv, sin familie og venner, og hvad de lavede, imens hun begyndte se mulighederne for at skrive fiktion, som kunne udgives. I marts 1944 hørte hun i en radioudsendelse af [[Gerrit Bolkestein]] — et medlem af den hollandske eksilregering – som sagdesige, at når krigen sluttede ville han lave en offentligbeskrivelse skrivelse omaf det hollandske folks undertrykkelse under den tyske besættelse.<ref>{{Harvnb|Frank|1947|p=242}}</ref> Han ønskede også at udgive breve og dagbøger, og Frankhun besluttede at skrive dagbog for at kunne givevideregive dettealt det til formåletbogen. Hun begyndte at ændre i sin skrivestil, fjernede dele af notaterne og omskrev andre med tanke på udgivelse. Hendes originale notesbog blev tilføjet andre notesbøger og løse papirark. Hun gav personerne i gruppen, samt hjælpernehjælpernes [[pseudonym]]er,. hvilketDet ledblev til at familien van Pels blev til Hermann, Petronella og Peter van Daan og Fritz Pfeffer blev til Albert Düssell. I den redigerede version, skriver hun alle notaterne til "Kitty", en fiktiv karakterperson i [[Cissy van Marxveldt]]s novelle, ''Joop ter Heul'', som Anne elskede. Otto Frank brugte hendes originale dagbog, kendt som ("version A",) og hendes redigerede version, kendt som "version B", som den første version til udgivelse. Han fjernede bestemte passager, især dem, hvor FrankAnne kritiserer sine forældre (specielt sin mor), og dele, der fortalte om FranksAnnes voksende seksualitet. Selvom han genkendte personerne i sin egen familie, beholdt han pseudonymerne.

Otto Frank gav dagbogen til historiker [[Annie Romein-Verschoor]], som uden held forsøgte at få den udgivet. Hun gav den så til sin mand, [[Jan Romein]], som skrev en artikel om den, kaldet: ''Kinderstem'' (= barnestemme), udgivet i avisen ''[[Het Parool]]'' den 3. april 1946. Han skrev, at dagbogen blev fortalt med "''et barns stemme, og indeholderindeholdt hele [[fascisme]]ns grufuldhed, mere end alle beviserne i [[Nürnbergprocessen]] tilsammen.''"<ref>{{cite web|url=http://www.annefrank.org/content.asp?pid=112&lid=2|archiveurl=http://web.archive.org/web/20070429082213/http://www.annefrank.org/content.asp?pid=112&lid=2|archivedate=2007-04-29|title=The publication of the diary: reproduction of Jan Romein's ''Het Parool'' article ''Kinderstem''|author=Romein, Jan|publisher=Anne Frank Museum|accessdate=2007-11-25}}</ref> Hans artikel vakte udgiveres interesse, og dagbogen blev udgivet i Holland som ''Het Achterhuis'' i 1947,<ref>{{Harvnb|Lee|2000|p=223}}</ref> efterfulgt af oplag nummer 2 i 1950.

16 engelsksprogligeengelsksprogede [[forlag]] på begge sider af [[Atlanterhavet]] havde afvist dagbogen, da Meyer Levin lykkedes i at fåfik den solgt til Valentine Mitchell i [[London]]. Så tilbød Doubleday at købe rettighederne direkte fra Otto Frank. Forholdet mellem Levin og Frank var stadig meget venligt; Frank gentog sine taksigelser til Levin for hans anstrengelser for at gøre dagbogen kendt, og Levin fortsatte sit arbejde med at omskrive dagbogen til et skuespil – i den tro, at Otto Frank ville støtte ham som den foretrukne til opgaven, hvad Frank da også skrev til Doubleday. Barbara Zimmerman (senere Barbara Epstein, grundlægger af ''The New York Review of Books''), dagbogens unge redaktør hos Doubleday, havde tidligere kaldt dagbogen "''en lille [[klassiker]]''", og overtalt Eleanor Roosevelt til at skrive et forord. (Levin hævdede dog, at forordet i virkeligheden blevvar skrevet af Barbara Zimmerman selv.) <ref>[https://www.newyorker.com/magazine/1997/10/06/who-owns-anne-frank The Misuse of Anne Frank’s Diary | The New Yorker<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

Den blev udgivet i Tyskland og Frankrig i 1950; i Storbritannien først i 1952. Den første [[amerikansk]]e udgave kom i 1952 og hed ''[[Anne Franks dagbog|Anne Frank: The Diary of a Young Girl]]'', som fik gode anmeldelser. Den gjordefik succes i Frankrig, Tyskland og USA, men i Storbritannien solgte den nærmest intet og blev ikke genoptrykt efter [[1953]]. Den mest bemærkelsværdigebemærkelsesværdige succes var i [[Japan]] (ironisk nok, da landet var allieret med Tyskland under krigen), hvor den fik gode anmeldelser og solgte mere end 100.000 udgaver i det første oplag. I Japan blev Anne Frank hurtigt defineret som en vigtig kulturel figur, som repræsenterede ødelæggelsen af ungdommen under krigen.<ref>{{Harvnb|Lee|2000|p=225}}</ref>

Et skuespil baseret på dagbogen af [[Albert Hackett|Frances Goodrich og Albert Hackett]] havde premiere i [[New York City]] den 5. oktober [[1955]] og vandt senere en [[Pulitzerpris]] i kategorien [[drama]]. Den blev efterfulgtfulgt af [[film]]en ''[[The Diary of Anne Frank (film)|The Diary of Anne Frank]]'' i [[1959]], en anmelderrost og populær film. Biografen [[Melissa Müller]] skrev senere, at dramatiseringen havde "''bidraget til det romantiske, følelsesbetonede og universelle i Annes historie.''"<ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=276}}</ref> Gennem årene voksede dagbogens popularitet, og i mange skoler, især i USA, blev bogen en del af [[pensum (undervisning)|skolepensumetskolepensummet]], og introducerede Anne Frank til en ny generation af læsere.

I [[1986]] udgav [[Netherlands State Institute for War Documentation]] den "kritiske udgave" af dagbogen, med sammenligninger fra alle kendte versioner, redigerede som uredigerede. Den inkludererhar også en diskussion om autenticiteten, såvel somog oplysninger om familien og dagbogen selv.<ref name=CriticalEditionp102>Frank, Anne and Netherlands State Institute for War Documentation, p. 102</ref>

Cornelis Suijk — en tidligere direktør for [[Anne Frank Foundation]] og direktør for [[United States Holocaust Memorial Museum|U.S. Center for Holocaust Education Foundation]]— bekendtgjorde i 1999 fundet af de fem sider, som varOtto fjernetFrank afhavde Otto Frankfjernet fra dagbogen før dens første udgivelse; Suijk påstod, at Otto Frank gav ham disse sider kort før sin død i [[1980]]. De manglende sider i dagbogen indeholder vrede passager af Anne Frank om hendes forældres anstrengte ægteskab og diskuterer FranksAnnes manglende tiltro til sin mor. <ref>{{cite news| url=http://query.nytimes.com/gst/fullpage.html?res=9F07E0DF1E3EF933A2575AC0A96E958260| title= Five precious pages renew wrangling over Anne Frank.| author=Blumenthal, Ralph| publisher=The New York Times| date=1998-09-10| accessdate=2007-11-25}}</ref> Suijk planlagde at sælge dem for at indsamle penge til sin amerikanske fond. ''Netherlands Institute for War Documentation'', der er den formelle ejer af manuskriptet, forlangte papirerne overbragt. I [[2000]] gik ''Dutch Ministry of Education, Culture and Science'' med til at donere 300.000 dollars til Suijks fond, såog siderne blev returneret i 2001, og er inkluderetmed i de nye udgaver af dagbogen.

Dagbogen blev rost meget for at have et så flot litterært indhold. Forfatteren [[Meyer Levin]] har om Anne Franks skrivestil udtalt, at hun "opretholder spændingen i en velkonstrueret roman",<ref>{{cite news| url=http://select.nytimes.com/mem/archive/pdf?res=F60614FB3A5E107A93C7A8178DD85F468585F9| title=The child behind the secret door; An Adolescent Girl's Own Story of How She Hid for Two Years During the Nazi Terror| author=Levin, Meyer| publisher=The New York Times Book Review| date=1952-06-15| accessdate=2007-11-19}}</ref> og han var så imponeret over hendes arbejdes kvalitet, at han samarbejdede med Otto Frank om at filmatisere dagbogen kort efter dens udgivelse.<ref>{{cite news |author=Michaelsen, Jacob B. |url=http://www.findarticles.com/p/articles/mi_m0411/is_n2_v46/ai_19680329 |title=Remembering Anne Frank |work=Judaism |date=Spring 1997 |accessdate=2006-04-17}}</ref> Meyer blev helt besat af Anne Frank, som han skrev om i sin selvgrafiselvbiografi, ''The Obsession''. Poeten [[John Berryman]] skrev, at det var en meget unik skildring, ikke kun på grund af Franks unge alder, men på grund af at det var "en forvandling af et barn til en person, som sker i en præcis, selvsikker, sparsommelig stil i al sin ærlighed."<ref>Berryman, John. "The Development of Anne Frank" in {{cite book| title=Anne Frank: Reflections on her life and legacy| author= Solotaroff-Enzer, Sandra and Hyman Aaron Enzer| publisher=Univ. of Illinois Press| page=78|year=2000| isbn=0-252-06823-8}}</ref>

Med en voksende status som både forfatter og [[Humanisme|humanist]] er Anne Frank blevet et specifikt symbol på Holocaust og mere bredt som et eksempel på konsekvensen af forfølgelse.<ref>{{cite web|author=Feldman, Ellen|url=http://americanheritage.com/articles/magazine/ah/2005/1/2005_1_54.shtml|title=Anne Frank in America|work=American Heritage|date=februar-marts 2005}}{{Dead link|date= juli 2011}}</ref> [[Hillary Rodham Clinton]] læste i sin takketale ved modtagelsen af [[Elie Wiesel|Elie Wiesel Humanitarian Award]] i 1994 op fra ''Anne Franks dagbog'' og talte om, at hun "vækkede os til at opdage vanviddet af ligegyldighed og det forfærdelig det gør til vores unge", hvorved Clinton refererede til de samtidige begivenheder i [[Sarajevo]], [[Somalia]] og [[Rwanda]].<ref>{{cite web|url=http://clinton4.nara.gov/WH/EOP/First_Lady/other/1994-04-14-first-lady-remarks-elie-wiesel-humanitarian-awards.html|title=Remarks by the First Lady, Elie Wiesel Humanitarian Awards, New York City|publisher=Clinton4.nara.gov|date=1994-04-14|accessdate=2007-12-02}}</ref> Efter at have modtaget en humanitær pris af Anne Frank Foundation i 1994 talte [[Nelson Mandela]] til en gruppe tilhørere i [[Johannesburg]], hvor han sagde, at han havde læst ''Anne Franks dagbog'', imensmens han var i fængsel og "fik meget opmuntring fra det." Han sammenlignede hendes kamp mod nazismen med hanssin kamp mod [[apartheid]] i Sydafrika og tegnede dermed en parallel mellem de to filosofier med udtalelsen: "Fordi disse to opfattelser er åbenlyst falske, og fordi de blev, og altid vil vedblive at være, udfordret af personer som Anne Frank, er de dømt til at fejle."<ref>{{cite web|url=http://web.archive.org/web/20071203223504/http://www.anc.org.za/ancdocs/history/mandela/1994/sp940815.html|title=Address by President Nelson Mandela at the Johannesburg opening of the Anne Frank exhibition at the Museum Africa|publisher=African National Congress|date= 1994-08-15|accessdate=2007-12-02}}</ref> Også iI 1994 sagde [[Václav Havel]], at: "Anne Franks arv er i den grad i live og har noget at sige os alle" i relation til de politiske og sociale ændringer, der skete på det tidspunkt i de tidligere Østblok-landeØstblokken.<ref name=Westra242/>

[[Primo Levi (forfatter)|Primo Levi]] bemærkede også, at Anne Frank ofte bliver identificeret som én enkel repræsentant for de millioner af mennesker, som led og døde, som hun gjorde, fordi "''en enkelt Anne Frank berører os mere end et utal af andre, som led præcis som hun, men hvis ansigter blot er forblevet i skyggen. Måske er det bedre på den måde; hvis vi skulle bære al den smerte fra alle de mennesker, ville vi ikke være i stand til at leve.''"<ref name=Westra242/> [[Melissa Müller]] skrev i det afsluttende afsnit i sin [[biografi]] om Anne Frank – Mip Gies udtrykte en lignede tanke – at selvom hun forsøgte at fjerne, hvad hun mente var en voksende misforståelse, at "''Anne symboliserer de seks millioner ofre for Holocaust''", ved at skrive: "''Annes liv og død var hendes egen individuelle [[skæbne]], en individuel skæbne, som gentog sig seks millioner gange. Anne kan ikke, og burde ikke, stå for de mange menneskeliv, som nazisterne dræbte… Men hendes håb gjorde det muligt for os at begribe det enorme tab, som verden led under på grund af holocaust.''"<ref>{{Harvnb|Müller|1998|p=305}}</ref>

Otto Frank tilbragte den sidste del af sit liv med at varetage sin datters arv og sagde: "''Det er en mærkelige rolle. I en normal familie er det barnet af den berømte forælder, som har æren og byrden af at holde arven ved lige. I mit tilfælde er rollerne omvendt.''" Han vedkendte sig også sin udgivers forklaring, da han mente, at dagbogen blev så meget læst, fordi den "''indbefatter så mange områder af livet, så enhver læser kan støde på noget, som berører ham personligt.''"<ref>{{Harvnb|Lee|2000|pp=222–33}}</ref> [[Simon Wiesenthal]] udtrykte senere en lignende holdning, da han sagde, at Anne Franks dagbog vakte mere opmærksomhed om holocaust end [[Nürnbergprocessen]] nogensinde gjorde, fordi "''folk identificerede sig med dette barn. Det var indbegrebet af holocaust, det var en familie ligesom min familie, din familie, og derfor forståeligt.''"<ref>{{cite web|url=http://www.annefrank.org/content.asp?PID=700&LID=2|archiveurl=http://web.archive.org/web/20071030093236/http://www.annefrank.org/content.asp?PID=700&LID=2|archivedate=2007-10-30|title=Reaction decease Simon Wiesenthal|date= 2005-09-20|publisher=Anne Frank House|accessdate=2007-12-03}}</ref>

I juni [[1999]] udgav tidsskriftet ''[[Time Magazine]]'' en specialudgave, kaldet "[[Time 100: The Most Important People of the Century]]". Anne Frank blev kåret som en af ''Heroes & Icons'', og forfatteren, Roger Rosenblatt, beskrev hendes arv med udtalelsen: "''De lidenskaber, som bogen vækker, fortæller, at alle ejer Anne Frank, at hun er hævet over holocaust, jødedom...og er blevet en slags [[totem]]figur for den moderne verden – det moralske individ forbundet med den ødelæggende maskine, insisterende på retten til at leve, stille spørgsmål og nære håb for menneskehedens fremtid.''" Han bemærker også, at mens hendes mod og pragmatisme bliver beundret, er det hendes evne til at analysere sig selv og kvaliteten af hendes forfatterskab, som er nogle af grundpillerne i hendes tiltrækningskraft. Han skriver: "Grunden til hendes udødelighed er i bund og grund litterærelitterær. Hun var en exceptionel god forfatter og uanset hendes alder, fremstår kvaliteten af hendes arbejde som resultatet af en fuldstændig hensynsløs ærlig fremstilling."<ref>{{cite news|author=Rosenblatt, Roger|url=http://www.time.com/time/time100/heroes/profile/frank01.html|title=TIME 100: Heroes & Icons of the 20th century, Anne Frank|publisher= ''Time'' (tidskrift)|date=1999-06-14|accessdate=2007-12-01}}</ref>

Der blev tidligt stillet spørgsmål ved tekstens [[autenticitet]]. Ikke kun, fordi Anne Frank fremstod som påfaldende moden og sikker foraf sin alder; men også pga. af en stiv, [[Pedanteri|pedantisk]] oversættelse, der virkede meget lidt overbevisende som en tekst skrevet af et ungt menneske. <ref name="autogeneret1">[https://www.straightdope.com/columns/read/2463/was-anne-frank-the-only-author-of-her-famous-diary/ Was Anne Frank the only author of her famous diary? – The Straight Dope<!-- Botgenereret titel -->]</ref> Sent i 1950'erne hævdede flere nazistiske publikationer, at dagbogen var en [[forfalskning]] foretaget af Meyer Levin, en amerikansk-jødisk forfatter, som havde arbejdet for at få den udgivet i USA, <ref name=OttoFranklegalactions>{{cite web|url=http://www.annefrank.org/content.asp?PID=797&LID=2|archiveurl=http://web.archive.org/web/20071021114818/http://www.annefrank.org/content.asp?PID=797&LID=2|archivedate=2007-10-21|title=What did Otto Frank do to counter the attacks on the authenticity of the diary? Question 7 on the authenticity of the diary of Anne Frank|publisher=Anne Frank House|accessdate=2007-12-03}}</ref> og at Anne Frank aldrig har eksisteret.<ref>[http://www.information.dk/143074 Kunstrådet giver penge til Holocaust-skeptiker | information.dk<!-- Robotgenereret titel -->]</ref> De tidligste beskyldninger kom fra kritikere fra Sverige og Norge. Beskyldningerne fra Sverige stammede fra det nazistiske magasin, ''Fria ord'' i [[1957]], og var skrevet af den danske forfatter og kritiker [[Harald Nielsen (forfatter)|Harald Nielsen]], som i sin tid skrev antisemitiske artikler om [[Georg Brandes]].<ref>Per Holmer in the epilogue to ''Anne Franks dagbok'' (Anne Frank's Diary), p. 340, 2005 ISBN 91-1-301402-1</ref>

Meyer Levin skrev et [[skuespil]] (ud fra dagbogen) som aldrig blev sat op, fordi Otto Frank foretrak andre manusforfattere. Levin ville sætte fokus på Anne Frank som offer for antisemitisme, mens Lillian Hellman og andre i hendes kreds fik overbevist Otto Frank om en mere universel tilnærmelse til stoffet, hvor Annes tanker om sin jødiskhed blev neddæmpet og helt fjernet. Levin blev efterhånden overbevist om, at det ligefrem drejede sig om et [[sammensværgelse|komplot]] for at få sløjfet dagbogens jødiske elementer; og resten af sit liv protesterede han mod denne tilsløring af Anne Franks jødiske tilhørighedtilknytning. <ref>[https://www.amazon.com/Stolen-Legacy-Anne-Frank-Lillian/dp/0300069073 Amazon.com: The Stolen Legacy of Anne Frank: Meyer Levin, Lillian Hellman, and the Staging of the Diary (9780300069075): Melnick, Ralph: Books<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

Levin gikanlagde tilen sag, hvor hanog anklagede de andre skribenter for [[plagiat]]. Selvfølgelig havde han ikke haft noget med dagbogen at gøre; men rygterne gik, og resulterede i en efterforskning, hvor det kom for en dag, hvor mange originale dokumenter, man faktisk måtte forholde sig til. Der var Annes private dagbog i tre bind; der var B-versionen, hun skrev med tanke på offentliggørelse; og der var en række fritståendeselvstændige historier, hun skrev om livet i baghuset, som delvis [[fiktion]] over temaet. Hendes far redigerede såsamlede hendes private dagbog, samt B-versionen og flere af fortællingerne sammen tili én udgivelse, hvor han havde foretagetmed rettelser og sløjfet materiale, han anså som krænkende eller pinligt, såsomsom Annes mindeminder fra den gang, hun havde bedt om at røre ved en anden piges bryster. Otto Frank måtte ofte vælge mellem flere, højst forskellige versioner af de samme hændelser, men et ekspertvidne udtalte, at den udgivne bog var i samsvaroverensstemmelse med forfatterindens hensigt. I [[1980]] offentliggjorde ''[[Der Spiegel|Spiegel]]'' imidlertid en rapport om, at mens [[papir]]et i dagbogen var autentisk nok, var der foretaget tilføjelser til Annes omskrevne version med en type [[kuglepen]], som først kom i handelen i [[1951]]. Det tog sig ikke heldigt ud, når en ekspert tidligere varhavde gåetsagt god for, at hele dagbogen var skrevet af en og samme person. Nummereringen af siderne og små tilføjelser var da også gjort i eftertidsenere, nok af Otto Frank eller hans medhjælpere. Så sent som i [[1998]] kom endnu en overraskelse, da der dukkede fem sider op, som Otto Frank havde holdt tilbage. De indeholdt Anne Franks kritiske omtale af forældrenes ægteskab. <ref name="autogeneret1" />

I [[1958]] blev [[Simon Wiesenthal]] i forbindelse med en teateropførelse af ''Anne Franks dagbog'' i [[Wien]] udfordret af demonstranter, som sagde, at Anne Frank aldrig havde eksisteret, og afkrævede Wiesenthal beviser for hendes eksistens ved at finde manden, som arresterede hende. Wiesenthal begyndte herefter at lede efter [[Karl Silberbauer]] og fandt ham i [[1963]]. Da han blev [[interview (researchteknik)|interviewet]], indrømmede Silberbauer sin rolle, og identificerede frapå et foto Anne Frank som en af de arresterede. Han huskede at have åbnet og smidt en kuffert fyldt med papir på gulvet. Hans beskrivelse passer med Otto Franks og andres oplevelseoplevelser.<ref>{{Harvnb|Lee|2000|pp=241–246}}</ref>

Modstandere af dagbogen fortsatte med at påstå, at den fremstod som pro-jødisk-[[propaganda]], hvilket Otto Frank afviste som falskneri. I [[1959]] sagsøgte Frank i [[Lübeck]] en Lothar Stielau, skolelærer og tidligere ''[[Hitlerjugend]]''-medlem, som havde udgivet et skoleblad, der beskrev dagbogen som dokumentfalsk. Søgsmålet blev udvidet til også at sagsøge Heinrich Buddegerg, som støttede Stielau i et brev, som også blev udgivettrykt. Retten undersøgte dagbogen, og bekræftede i 1960, at håndskriften i dagbogen samstemtepassede med skriften i breve skrevet af Anne Frank. Dagbogen måtte anses som værende ægte. Stielau trak sin tidligere beskyldning tilbage, og Otto Frank gjorde ikke mere ud af sagen.<ref name=OttoFranklegalactions/>

I [[1976]] sagsøgte Otto Frank en Heinz Roth fra Frankfurt, som udgav en [[pamflet]], der anklagede dagbogen for at være en [[forfalskning]]. Retten afgjorde, at hvis Roth udgav flere sådanne udtalelser, ville han få en bøde på 500.000 [[D-Mark]] og enet seks-månedershalvt fængselsdomårs fængsel. Roth ankede sagen, men døde i [[1978]], et år før hans sag blev afvist.<ref name=OttoFranklegalactions/>

Otto Frank anlagde atter sag i 1976 sag mod Ernst Römer, som udgav en pamflet kaldetpamfletten "The Diary of Anne Frank, Bestseller, A Lie" ("Anne Franks dagbog, bestseller, en løgn"). Da en anden mand ved navn Edgar Geiss fremviste samme pamflet i retten, blev også han retsforfulgt. Römer blev idømt en bøde på 1.500 D-Mark,<ref name=OttoFranklegalactions/> og Geiss blev idømt seks måneder fængsel. Efter en ankesag blev dommen nedsat, men selve sagen mod ham blev droppet, grundetpga. en efterfølgende ankesag, fordi enden lovfæstetlovfæstede appeltid for injurier var udløbet.<ref>{{cite web|url=http://www.annefrank.org/content.asp?PID=387&LID=2|archiveurl=http://web.archive.org/web/20071013161211/http://www.annefrank.org/content.asp?PID=387&LID=2|archivedate=2007-10-13|title=Publicity about Anne Frank and her Diary: Legal rulings|publisher=Anne Frank House|accessdate=2007-12-04}}</ref>

Da Otto Frank døde i 1980, blev den originale dagbog, inklusivmed breve og løse ark, overbragtovergivet til Det hollandske institut for dokumentation af krigen, <ref>{{Harvnb|Lee|2000|p=233}}</ref> hvor den gennemgik en kriminalteknisk undersøgelse under opsyn af det nederlandske justitsministerium i [[1986]]. Her blev dagbogens håndskrift holdt op mod skriftprøver fra Anne Frank, som var overensstemmende. Det blev videre slået fast, at det anvendte papir, lim og blæk var tilgængeligt, dengang dagbogen blev skrevet. De samlede undersøgelser fastslog, at dagbogen var ægte, og konklusionen trykt i den såkaldt "kritiske udgave" af dagbogen. Den [[23. marts]] 1990 bekræftede retten i [[Hamburg]], at dagbogen var ægte.<ref name = CriticalEditionp102/>

I [[1991]] skrev [[Holocaust-benægtelse|holocaust-benægterne]] [[Robert Faurisson]] og [[Siegfried Verbeke]] en [[pjece kaldet]]en ''The Diary of Anne Frank: A Critical Approach'' (''Anne Franks dagbog: En kritisk tilgang''). De påstod heri, at Otto Frank havde skrevet dagbogen, og baserede dettedet på, at dagbogen indeholdt mange modsigelser, såsomsom at mulighedendet forville faktiskhave været umuligt at skjule sig i baghuset ville have været umuligt, og at Anne Franks påståede [[prosa]]-stil og håndskrift ikke var som en teenagers.<ref name="jhr">{{cite web| url=http://www.ihr.org/jhr/v19/v19n6p-2_Faurisson.html| title=The Diary of Anne Frank: is it genuine?| author=Robert Faurisson|publisher= Journal of Historical Review| date=november–december 2000| accessdate=2007-12-13}}</ref>

Den [[3. maj]] [[1957]] startede en gruppe, deriblandtmed Otto Frank, en "Anne Franks indsamling" i håb om at redde Prinsengracht-bygningen fra nedrivning, og gøre bygningen til etden offentligt tilgængeligt stedtilgængelig. [[Anne Franks hus]] åbnede den 3. maj [[1960]], bestående afmed ''Opekta''-bygningen, kontorer og baghus, alle rum umøbleret, så besøgende kan gå frit mellem alle rummeneomkring. Nogle personlige levn fra de tidligere beboere findes stadig, såsom: billeder af filmstjerner, som Anne havde limet fast på sine vægge, og en del af vægtapetettapetet, hvor Otto Frank markerede højden på sine voksende døtre, samtog et kort på væggenvægkort, hvor han markerede de allieredes fremrykningerfremrykning; alt sammen beskyttet bag [[akryl]]glas. Fra det lille værelse, hvor Peter van Pels holdt til, forbinder en løbeganggang bygningen med dens naboernaboerne, alt sammen takket være fonden. DisseDe andre bygninger er brugt til at husevise dagbogen, såvel somog skiftende udstillinger, som i [[kronologi]]sk orden viser udviklingen af holocaust, og nyere udstillinger om [[racisme]] i forskellige dele af verden. Huset er blevet et af Amsterdams hovedattraktioner, i 2005 med et rekordhøjt antal besøgende i 2005 på 965.000. Huset har sin egenen [[hjemmeside]], og der laves rejseudstillinger, hvis man ikke har mulighed for at komme til Amsterdam for at se det.: I 2005 besøgte museet 32 lande i Europa, Asien, Nordamerika og Sydamerika med udstillingen.<ref name=AnneFrankHouseAnnualReport2005>{{cite web|url=http://annefrankhuis.nl/upload/downloads/AFreport2005.pdf|format=PDF|title=Anne Frank House, Annual Report 2005|publisher=Anne Frank House|date=marts 2006|accessdate=2007-12-03}}</ref>

I [[1963]] etablerede Otto Frank og hans anden kone, [[Elfriede Geiringer-Markovits]], Anne Frank Fonden som en velgørenhedsorganisation med hovedsæde i [[Basel]]. Fonden indsamler penge for at donere det til sager, som har brug for detdem. Inden sin død overførte Otto Frank dagbogens ''[[copyright]]'' til Fonden på den betingelse, at de første indkommende 80.000 schweizerfranc hvert år skulle gå til hans arvinger, og al indkomst derudover bruges af Fonden til et hvilket som helst projekt, manden fandt værdigt. Fonden yder finansiering af medicinsk behandling i ''[[Righteous among the Nations]]'' på årlig basis. Fondens mål er at advare unge mod racisme; blandt andet har den lånt nogle af Anne Franks notater til ''[[United States Holocaust Memorial Museum]]'' i [[Washington D.C.]] til en udstilling i [[2003]]. Fondens årlige rapportårsrapport samme år beskrev Fondens arbejde på globalt plan, hvor den også støttede projekter i Tyskland, Israel, Indien, Schweiz, Storbritannien og USA.{{kilde mangler|dato=Uge 35, 2011}}

Lejligheden i Merwedeplein 37, hvor Frank-familien boede fra 1933 til 1942, forblev privatejeti indtilprivateje til det første årti i det 21. århundrede, da et tv-dokumentarprogram henledte opmærksomheden på detden som et sted af almen interesse. Da stedet var dårlig vedligeholdt, blev det købt af et hollandsk ejendomsmæglerfirma. Ved hjælp af fotografier taget af Frank-familien og beskrivelser af lejligheden og møblementet i breve,Anne skrevetFranks af Anne Frankbreve, blev lejligheden genskabt, som den havde setså ud i 1930'erne. Teresien da Silva fra Anne Franks hus og Anne Franks fætter Bernhard "Buddy" Elias hjalp også til med restaureringen. Den åbnede i 2005 for at tjene som et trygt tilflugtssted for forfattere, som forfølges i hjemlandet. Hver af dissedem får tildelt et års lejemålår i lejligheden, hvor de så kan bo og arbejde. Den første, som blev udvalgt, var den [[Algeriet|algeriske]] romanforfatter og poet El-Mahdi Acherchour.<ref name=AnneFrankHouseAnnualReport2005/>

I juni [[2007]] donerede "Buddy" Elias omkring 25.000 familie-relaterede dokumenter til Anne Frank-huset. Blandt disse dokumenterdem er der fotos af Frank-familien, taget i Tyskland og Holland, og et brev, som Otto Frank sendte til sin mor i 1945, hvorhvori han fortæller, at hans kone og døtre er omkommet i koncentrationslejr.<ref>{{Cite news|last= Max |first= Arthur |title= Anne Frank's cousin donates family files |work= The Washington Post |date= 2007-06-25 |accessdate= 2007-12-02 |url= http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2007/06/25/AR2007062500517.html?tid=informbox }}</ref>

I november 2007 stodskulle [[Anne Frank-træet]], en [[Aesculus|hestekastanje]], til at blive fældetfældes for at undgå, at det væltede ned over de omkringliggende bygningerbygningerne, efter at en svampesygdom havde angrebet stammen. Den hollandske økonom Arnold Heertje, som også var gået under jorden under anden verdenskrig, sagde om træet: "''Dette er ikke et hvilket som helst træ. Anne Frank-træet er forbundet med jødeforfølgelserne.''"<ref name="plantosave">{{cite news|last= Thomasson |first= Emma |coauthors= Richard Balmforth |title= Plan agreed to save Anne Frank tree from the axe |publisher= Reuters |date= 2008-01-23 |url= http://www.reuters.com/article/topNews/idUSL2338377820080123 |accessdate= 2008-07-26 }}</ref> Træ-fonden bestående af en gruppe af træ-miljøaktivister, anlagde sag for stoppe den planlagte fældning af hestekastajnen, hvilket tiltrak sig international medieomtale. En hollandsk ret beordrede byens ledere og miljøaktivisterne til at undersøge andre muligheder. <ref>{{cite news|last= Kreijger |first= Gilbert |title= Dutch court saves Anne Frank tree from the chop |publisher= Reuters |date= 2007-11-20 |url= http://www.reuters.com/article/latestCrisis/idUSL20266089 |accessdate= 2008-07-26 }}</ref> Parterne blev enige om at bygge en stålkonstruktion, som angiveligt skulle forlænge træets liv med op til 15 år.<ref name="plantosave"/> Der gik dog kun tre år, før en stærk storm blæste træet omkuld den [[23. august]] [[2010]].<ref>{{cite web|url=http://www.rnw.nl/international-justice/bulletin/anne-frank-tree-blown-down |title=Anne Frank Tree Blown Down |publisher=Rnw.nl |date= |accessdate=2011-01-09}}</ref>

Gennem årene er der blevet lavet adskillige film om Anne Frank, og om hvordan hendes skriverier har inspireret litteratur, moderne musik, fjernsyn og andre medier. Heriblandt er ''The Anne Frank Ballet'' af [[Adam Darius]],<ref>{{cite news|url=http://pqasb.pqarchiver.com/chicagotribune/access/24560935.html?dids=24560935:24560935&FMT=ABS&FMTS=ABS:FT&type=current&date=Sep+01%2C+1989&author=Mary+Stevens.&pub=Chicago+Tribune+(pre-1997+Fulltext)&desc=2+videos+recollect+life+in+World+War+II+years&pqatl=google|title=2 videos recollect life in World War II|work=Chicago Tribune|date=1989-09-01|accessdate=2009-08-13}}</ref> som blev opført for første gang i [[1959]], og korarbejdet ''[[Annelies]]'', som blev uropført i [[2005]]. Den eneste kendte optagelse af Anne Frank er en [[stumfilm]] fra [[1941]], optaget ved naboernesnaboens [[bryllup]]. Man ser Anne Frank læne sig ud af et vindue på anden sal for at se brudeparret bedre. Parret overlevede begge krigen og gav filmen til [[Anne Franks hus|Anne Frank-museet]].<ref>[https://www.youtube.com/watch?v=4hvtXuO5GzU] Anne Frank på [[YouTube]]</ref>

I 2007 placerede en gruppe hollandske historikere også Anne Frank som en af figurerne på deres officielle "[[Hollandsk histories kanon]]", som er en liste over 50 emner, som forsøger at lavei en kronologisk oversigt over [[Hollandsk historie]], som der bliver undervistbrugt i de mindre klasser og folkeskolenundervisningen.