Middelalderens klædehistorie i Danmark: Forskelle mellem versioner

Skriftlige kilder i middelalderen kan være [[krønike]]r, [[regnskab]]er, [[lovtekst]]er, [[inventar]]ier, [[litteratur|litterære]] kilder som [[digte]] osv. For [[Norden]] er de skriftlige kilder for det meste [[testamente]]r, inventarier, og lovtekster (forordninger), der vil regulere udbredelsen af et bestemt type klæde eller klædestykker.

[[Testamente]]r er [[dokument]]er om gaver til [[kirken]], familie, tjenestefolk osv. En del var klædestof og klæder. Der kunne også testamenteres en fremstilling af klædedragterklædedragt, som modtageren først kunne få, når [[testator]] var død. I de tilfælde fremgår det, hvad giveren giver som sikkerhed for, at de lovede gaver bliver uddelt efter donorstestators død.<ref> Dahl (2005) s. 23.</ref>

Det var en beskeden del af befolkningen, der havde ejendele, der var værd at testamentere. Overklassen nedfældede en del testamenter, som viser deres ejendele, men testamenter kan ikke vise, hvad størstedelen af befolkningen ejede. Testamenterne er desuden kendetegnet ved at være ''katalogiseret data'',; deder er få og uden detaljer. “En blå kjortel” eller “kappe” er tit det, vi får at vide. Men testamenter kan bidrage med væsentlige oplysninger om dragttyper, dragttermer, farver, stoffer og pelsværk.

De bortgivne dragterklæder var måske ikke moderne, da de blev testamenteret, men klædet var måske af værdi, da dragten kunne sys om til andre formål. Man kan ikke af donors køn sige, om det testamenterede var kvinde- eller mandsklæder, da donoren kunne have fået fremstillet klædet til modtageren, eller selv have arvet det. Det kan være særdeles vigtigt ved hvert testamente at analysere donor og modtager og se på køn, stand, indbyrdes relation og at identificere dragter og klæde som giverens egne, andres eller blot påtænkte klæder.

En visuel kilde er en uundværlig kilde til samtidens [[skønhedsideal]], dragt og pragt. Der er fra middelalderen bevaret kunstneriske afbildninger af klædedragter som i [[Kalkmalerier i danske kirker|kalkmalerier]], [[gravmæle]]r, [[statue]]r og brugsgenstande og [[illumineret manuskript|illuminerede manuskripter]] ([[miniatur]]er). En visuel kilde er vigtig for historikere, fordi den kan hjælpe med at placere objekter i en bestemt tid. Hvis der er en speciel [[hat]] på en statue fra 1406, så kan man være sikker på, at kunstneren havde “ideen” om en sådan hat på dette tidspunkt.<ref>Dahl (2005) s. 75.</ref>

Der er også forbehold med visuelle kilder: de kan vise en forældet dragt. Det ses i mange [[bibelen|bibelske]] og historiske personer. Man skal være opmærksom på at visuelle kilder vil være [[kunstner]]|iske fortolkninger. Dragtforskeren [[Camilla Louise Dahl]] foreslår, at man udfører en [[Kunsthistorie|kunsthistorisk]] analyse af billedernes formsprog, tendens og [[Motiv (afbildning)|motivvalg]], kunsttype, [[datering]], og om der skulle være lokal indflydelse på billederne.<ref>Dahl (2005) s. 75-78.</ref>

Personernes beklædning markerer tit [[Stand (samfundsgruppe)|standen]]: [[kongelig]], [[adelig]] eller simpel [[bonde]]. De mange [[illuminerede manuskripter]] i Europa var bestilt af og udarbejdet til overklassen, og maleren så til at [[aristokrati]]et blev passende iscenesat, med blændende farver og pompøse skrud. Manuskripternes realisme er derfor svær at vurdere, for de reflekterer sjældent andet end aristokratiets skikke og fantasier.<ref>Blanc 2002 s. 159.</ref> Malerne havde desuden et større udvalg af farver og kunne male rober i strålende klare nuancer, der ikke kunne frembringes i klædeindustrien.<ref>Koslin (2002) s. 235.</ref>

[[Fil:Dansefrisen Fresco in Ørslev Kirke by Skelskør 1325.png|thumb|upright=1.7|[[Dansefrisen i Ørslev Kirke]]. 1300-tallet.<ref name=autogeneret1>[http://danmarkshistorien.dk/uploads/pics/6a_DKs_Riges_II_s229_Dansefrise_01.jpg Her ses et tydeligere billede med farver] fra DanmarksHistorien.dk - Frisen måler ca. 30 x 120 cm</ref>]]

[[Arkæologi]]ske fund kan fortælle forskere om middelalderens snit, sømme og stoftyper. I nogle tilfælde kan man endda finde antydning af farve og mønstre. Der er fundet hele dragter i [[Moselund]]<ref>Vedr. dragtfund i Moselund: [http://natmus.dk/fileadmin/user_upload/natmus/undervisning/dokumenter/mid_ren/Den_farverige_middelalder_-_7-10_gym_HF.pdf Om dragtfund i moser] fra Natmus.dk : "... Nogle dragter er fundet i en mose, hvis indhold af garvesyrer har bevaret dragterne for eftertiden. Det gælder dragterne fra Kragelund, '''Moselund''' og Rønbjerg i Danmark, fra Bocksten i Halland, og fra [[Skjoldehamn]] i Nordnorge. ..."</ref> og gravsteder, og i middelalderbyer er der fundet et stort antal tekstilfragmenter i aflejringer og ved [[Udgravning|udgravninger]] og også redskabsfund fra klædeproduktion, der kan fortælle om produktionsmetoder og stofkvalitet.<ref>Pedersen (2008) s. 8.</ref>

Et af de mest bemærkelsesværdige fund, der er gjort i Norden, er fra en [[Norge|norsk]] middelalderlig [[bosættelse]] i [[Herjolfsnæs]] på [[Grønland]] mellem 1200 og 1400-tallet. Der blev i [[1921]] af [[Poul Nørlund]] udgravet flere kjortler, hætter, hoser, hatte, huer og børnetøj i udsædvanlig god stand. Kjortlerne havde forskelligt snit, da de alleog var syet alle efter mål. Stoffet var af en speciel slags, der kun er fundet på Grønland, og man kan derfor ikke uden videre anvendeoverføre fundets information til resten af Skandinavien. Nogle af fundene kan i dag ses på [[Nationalmuseet]] i København.<ref>Pedersen (2008) s. 87-89. − Til Herjolfsnæs, se også [http://www.denstoredanske.dk/index.php?sideId=90800 "Herjolfsnæs"] hos ''Den Store Danske''<br />* [http://natmus.dk/historisk-viden/danmark/middelalder-1000-1536/livet-i-middelalderen/silke-og-aerlig-pael/ "Silke og ærlig pæl"] fra Natmus.dk med fotos af dragter fra Herjolfsnæs</ref>

[[Fil:Plaid cotehardie.jpg|thumb|upright=.8|"[[Cotehardie]]" - eksempel på en betegnelse der optræder i de skriftlige kilder]]

Derfor bruger ældre dragtlitteratur for det meste ordene “kåbe” og "kjortel” som en generel beskrivelse af en middelalderdragt, eller deden bruger nyere termer. Der findes et væld af franske, tyske og engelske termer, og de kan ikke uden videre overføres på nordiske forhold. Vi ved ikke hvilke dragttermer, der kan påvises i Norden.<ref>Dahl (2005) s. 25-27.</ref>

Middelalderens undertøj bestod som regel af ufarvet [[blår]], [[hørlærred]] eller, hvis man var særlig fornem, af [[silke]]. Men de fleste havde deres [[uld]]klæder direkte påmod huden.

Der har været megen mystik om kvinder bar [[underbukser]] i middelalderen, og det vides ikke med sikkerhed, da de hverken har været omtalt i skriftlige kilder eller gengivet i afbildninger. Et opsigtsvækkende fund er gjort 2008 på [[Lengberg Slot]] i [[Østrig]] [[:wikidata:Q665069|(d)]], hvor [[arkæolog]]er blandt andet har fundet fire [[Brystholder|bh'er]] med skåle og stropper dateret til 1400-tallet. Bh'erne er af blødt [[linned]]stof, og man fandt også [[trusser]], der leder tanken hen på moderne [[bikini]]trusser. Det er meget muligt at både en slags bh og trusser var helt normalt for middelalderens kvinder, også i Danmark, men da dettedet er det eneste fund, kan der ikke udledes yderligere.<ref>[http://www.historyextra.com/lingerie Medieval underwear, lingerie] fra HistoryExtra.com. {{en sprog}} Hentet d. 26. maj 2014.</ref>

Fattige eller jævne folk fulgte ikke de skiftende [[mode]]r som overklassen, og der var langt mindre udvikling i den lavere stands klædedragt. En tommelfingerregel er, at jo rigere man var, des mere og dyrere stof, var ens klædedragt af. Man havde råd til [[pels]]værk og udsmykning af klædet med detaljer som [[bort]]er og [[smykke]]r. En kvinde, der arbejdede i marken, havde hverken råd eller brug for ærmer, der nåede gulvet eller lange [[snabelsko]]. Derfor var det også for fruer og herrer et udtryk for en raffineret livsstil, at de havde råd til upraktisk tøj. Jo mere upraktisk, jodes mere viste man, at manbæreren ikke behøvede at arbejde. Altså var det en meget lille befolkningsgruppe, der fulgte de skiftende [[mode]]r.<ref>Dahl (2007) s. 7</ref>

Mange kjortler var enten foret med pelsværk eller kantet med det. Det mest almindelige pelspelsværk omtalt i testamenterne er [[Egern|egernpels]], ''[[gråværk]]'', på grund af dets grå og hvide pels (på latin ''varium opus'' eller ''opus varis'', eller ''speriolines'', der muligvis betyder hele egernskind). Også [[mår]]skind (''mardalinis, mart'') og [[Ræven|ræveskind]] (''vulpinus'') findes i testamenter.

Alle andre farver end [[gul]] bliver nævnt i testamenterne, muligvis fordi gul ikke har været en kostbar farve og derfor ikke har været brugt til bedre dragter. Den gule farve er en farvekom fra planter, der var naturligt forekommende i [[Skandinavien]]. Der er til gengæld mange gule dragter i kalkmalerierne i Danmark i afbildninger af kongelige og adelige. Dragtforskeren [[Camilla Louise Dahl]] spekulerer på, om farven gul på kalkmalerne kunne repræsentere [[guld]], altså klædedragter af guldbrokade og guldsmykker<ref>Dahl (2005) s. 77.</ref>. Den almindeligste farve i testamenterne er [[blå]], fulgt af [[grøn]] og [[rød]], [[hvid]] og [[sort]].

Derudover er der nævnt flerfarvede kjortler, hvor [[trend og islæt]] er af forskellig farve (latin: ''mixti'' eller ''mabri''), og den populære "[[mi-parti]]" (''coloris varis'') som er et dragtstykke af to eller flere stykker stof i forskellig farve.

[[Kappe]]r er forskellige former for slag.

'''[[Tidlig middelalder]]''' (i Danmark [[vikingetiden]]): Kilderne hertil er mangelfulde, men forskellige former for [[hoveddug]] var det almindeligste. De var blevet optaget af kristne kvinder, der efter udenlandsk skik var begyndt at bruge lange hovedduge. Før brugtes adskillige hovedbeklædninger som [[hue]]r og [[hætte]]r, der kendes fra fund fra jernalderen.<ref name='dahl2008_3'/>

'''Hoveddug''': ([[Engelsk (sprog)|en.]]: ''wimple'', [[Svensk (sprog)|sv.]]: ''haklin'') Kvinders hovetørklæde båret omkring håret, og evt. fæstet med en nål.

'''Glissing''': Hoveddug der er blank eller skinnende af enten silke eller glattetglittet lærred.<ref name="hvadhedtojet" />

[[Silke]] var en handelsvare, som kun de rigeste havde råd til. Silke er [[Fiber|fibre]], der er trådene i [[silkeorm]]es pupper (''bombyx mori''), og herfra kunne man lavevæve mange tekstiler som [[damask]], [[satin]], [[fløjl]] og [[velour]].

Silken kom fra Kina, og produktionen spredte sig til [[Mellemøsten]], [[islamisk Spanien]] og [[Det Byzantiske Rige]], hvor silkeorme muligvis var smuglet ud af Kina af byzantiske munke i år 552 e.Kr. I 1200-tallet blev der etableret silkeproduktion i Italien, navnlig i [[Lucca (by)|Lucca]], [[Venedig]] og [[Genoa]]. Omkring 1400 blev [[Lyon]] i [[Frankrig]] en stor silkeeksportersilkeeksportør.<ref name=autogeneret2>Koslin (2002) s. 95</ref>

'''[[Skarlagen]]klæde''' (og silke) var det dyreste klæde på markedet. Det har prisen fra det farvestof det blev farvet med, fx rødt af [[kermes]]<ref>''Kermes'' - kermesskjoldlus, (fr. kermès, af arab. qirmiz [[skarlagen]]), karminrødt farvestof af kermesskjoldlus." fra [http://www.denstoredanske.dk/index.php?sideId=232728 "Kermesskjoldlus"] i ''Den Store Danske''</ref>, der var dyrt at frembringe da det bestod af små æg fra insektet ''kermococcus vermilio ''fra middelhavsområdet. Æggene lignede små korn, og derfor blev farvestoffet også kendt som ''granum'' på latin. Det danske ord “karmoisinrød” stammer fra ordet '[[kermes]]'. Skarlagenklæde kunne desuden dække over grøn og andre farver, ikke kun rød. Klædet var eftertragtet for dets klare farver og gode kvalitet.<ref>Munro 2009 s. 30.</ref>

'''[[Hør]]''' var det mest almindelige klædemateriale i Danmark og blev brugt til både hjemmebrug og til handel.

'''[[Uld]]''' kommer fra [[får]] og [[ged]]er, og der var stor forskel på fåreracer og uldens blødhed. Uld blev klippet af fåret og kunne spindes med det samme, men blev ofte ''teset'' (kæmmet) først,. detDet vil sige uldtotterne blev pillet fra hinanden eller redtkæmmet med uldkamme).

Efter man har forberedt klædefibrene, hvadhør, entensilke, det er hørnælder eller uld, skal de spindes til [[Strikning#Garn|garn]]. Det gøres med en [[ten]], der − når den roterer − trækker fibrene ud i en [[tråd]], som kan vikles om tenen, så derog til sidst er en rulle garn, der vikles om en [[spole]] og er klar til vævning.

I takt med at antallet af skafter i vævene øgedes, blev vævningen mere og mere kompliceret , og vævene blev større og bedre, så man kunne fremstille udsøgte og kunstfærdige mønstre og motiver.

De fleste [[farve]]r kunne laves hjemme med [[Naturfarvning|plantefarver]] med undtagelse af de stærke gennemfarvende som sort og [[skarlagen]]. Planters naturlige farve giver ensartede gråhvide toner, der kan bleges på flere måder. Uld kan variere i nuancer af hvidt, brunt og sort, og den forskelligtfarvedefarvede uld blev udnyttet til mønstre under vævning. Man farvede enten ulden, garnet eller det færdige tekstil, og hver form gav et forskelligt udseende. Plantefarver var [[kraprød]] for en rødlig farve og [[indigo]], der gav en blå farveblåt. Mange planter gav gult: fx [[Birketræ|birkeblade]] og

Stoffet kan blive glattet eller glittet med en glat sten, og [[Valkning|valket]]: stoffet filtes så det bliver tættere og mere vandskyende til overtøj. Derefter fulgte evt. [[broderi]] og anden udsmykning. Jo længere proces og dyrere materialer, jo dyrere var klædet.<ref name='strand2012_8'/>

Fordi transport over [[hav]]et var billigerebillig og mere praktisk, blev der i løbet af 12- og 1300-tallet etableret handelsbyer og markeder langs kysterne. Nye fragtskibe til [[transport]] blev udviklet og brugt af handelsfolkene, som kunne fragte store laster hurtigt over vandene. De største senmiddelalderlige handelsfartøjer kunne rumme op til 450 tons. Skibene var sårbare for angreb, og handelsmændene søgte derfor beskyttelse hos [[Fyrste|fyrster]] og konger og organiserede sig i [[Lav (organisation)|lav]] og sammenslutninger.<ref>Hybel (2011) s. 354-359.</ref>

Testamenter fra 1261 og 1293<ref>Diplometarium Danicum 1. ser, 1 ff.</ref> indikerer, at fint importeret klæde var en kostelig handelsvare, selv for aristokratiet. Men klæde fra udlandet har alligevel været almindeligt på det danske marked. Dette klædeDet blev dog uden tvivl kun solgt til de rigere borgere eller til adelen. Almindelige mennesker vævede eller købte klæde, men måtte nøjes med [[blår]], [[hørlærred]] eller [[vadmel]].

Skrevne kilder og arkæologiske fund af små blysegl, "[[Klædeplombe|klædeplomber]]", der både vidner om oprindelsessted og beseglergaranterer det dyre klæde, viser, at det meste importerede klæde kom fra de mange klædeproducerende byer i [[Holland]]. Men klædeplomber er også fundet fra England, [[Nordtyskland]] og byen [[Elbing]]. Man har fundet langt flere plomber fra 1400-tallet og senere, og det understøtter ideen om en stigning i klædeimport hele middelalderen.

Den stigende import kan også gisnes i [[Kong Hans]]' klædelov fra 1491, hvorhvori han krævede at [[almuen]] i [[Skåne]] ikke måtte købe klæde, der var dyrere end ''mædelbusk, deventertyrst, alst'' eller ''næst''. Altså klæde fra [[Middelburg]], [[Deventer]], [[Aalst]] eller [[Naarden]]. Med andre ord var almuen begyndt at købe importeret klæde, der nogen gange var dyrere end dedet af kongen tilladte klædetyper. Denne slutning kan underbygges af andre kilder fra slutningen af 1400-tallet, der viser, at bønder både købte, solgte og ejede klæde fra da af.<ref>Hybel (2011) s. 368.</ref>

På [[skånemarkedet]]s højeste var det centrum for klædehandel i [[Norden]]. Informationer om, hvilke lande de importerede klæder kommer fra, findes i [[Erik Menved|Kong Erik VI Menveds]] lov fra 1304, der fastsatte prisen for klæde fra [[Gent]], [[LeperIeper]], [[Aardenburg]], [[Brugge|Brügge]], [[Poperinghen]], [[Nivelles]], [[Tournai]], [[Flandern]] og [[Antwerpen]]. Loven forbød handel med klæde fra England (''pannus anglicanus'') og [[Brabant (hertugdømme)|Brabant]] uden tilstedeværelsen af en foged/forvalter eller en [[oldermand]].<ref name='hybel2001_267'/>

For at få detkunne importerede klæde eksporterede Danmark heste, flæsk, sild, tælle/talg, fedt, og smør.<ref>Hybel (2011) s. 373-379.</ref>

I 1200-tallet var østersøhandlen domineret af [[Hansestæderne]] som hoveddistributørerhoveddistributør af klæde fra vest til øst. Tyske handelsmænd havde [[Rang (samfundsgruppe)|stand]] som 1. borgere i vigtige handelsbyer som Lübeck, [[Rostock]], [[Danzig]], [[Riga]] og [[Talinn|Reval]] (Talinn) og kontrollerede med tiden hele markedet fra [[Novgorod]] til Brügge.<ref>Jahnke (2009) s. 74-89.</ref> Klædehandlen havde centrum i Brügge, hvor handelsmænd fra nær og fjern samledes i klædehallen for at købe og sælge, men kun Brügges 1. borgere havde ret til at slutte aftaler mellem producenter og købere.

Den vigtigste forskel på klædet var længden og bredden. Når købmanden havde valgt, hvilket klæde han ville købe, blev det målt, foldet og plomberet med et bly[[Segl (mærke)|segl]] som garanti for kvalitet og standard og derefter pakket i æsker, der blev dækket med billigbilligt [[canvas]] for at beskytte mod vejret og den lange transport.

Købmændene måtte kende forbrugernes ønsker, deres finansielle kunnen og de skiftende moder i det område de solgte til. Derfor købte de lidt af hvert og var muligvis også en del af et klæde[[laug]] (sammenslutning, som kunne hjælpe dem. Klædehandlen kunne være meget profitabel, hvorfor risikoen var lille. Der var dog altid risiko for at blive udplyndret af [[sørøver]]e. Den største importimportvare var ikke luksusklæde, men klæde af middel kvalitet og pris. Det var ikke kun konger, fyrster og borgmestre, der købte importeret klæde, men også rige landmænd. Noget klæde kan endda være frmstilletfremstillet specielt til de nordiske markeder. Væverne i [[Maastricht]] fremstillede klæde, der blev kaldt “skåneklædet”, da det blev lavet til det skånske marked.

I Europa var den store tid for luksuslove og klædeforordringer mellem 1300 og 1600; dvs. love der forbød mange goder som klæde. Den øgede handel havde rykket ved systemet om, hvem der havde adgang til havet, og nu strømmede luksusvarer til, som de færreste havde haft råd til før. Det skabte furore, så fyrster, byherrer og gejstlige prøvede at kontrollere befolkningens køb. SpecieltIsær klæde forsøgte man at regulere, da dedet skabte social uorden og en fordærvet moral.<ref>Howell (2010). s. 208-260.</ref>

I sin bog ''Commerce before Capitalism in Europe, 1300-1600'' taler historikeren [[Martha C. Howell]] for, at de højbårne var bange for umoral og social uorden, fordi tøjet havde mistet den kvalitet, det havde haft: på en pålidelig måde at udtrykke identitet. Altså: klæder skaber folk, og at der var en klar forbindelse mellem udseende og social status. Middelalderen betød ikke kun fleremlere luksusgoderluksus, men også opblomstringen af nye [[Samfundsklasse|sociale klasser]].

Både mænds og kvinders dragter blev kritiseret. I Italien var det mest kvinders beklædning, der blev reguleret, i Nordeuropa mest mændenes, der stod for skud. Bekymringen for luksuriøse materialer blev også blandet med ængstelsen for tøjets sexualisering. En forordning fra [[Strasbourg]] i 1370 forbød [[korset]]ter der "skubbede brystet op." Og andre søgte at sikre, at bondepigers [[skørt]]er var lange nok. Men også mænd skulle passe på: I [[Nürnberg]] blev det i 1465 bestemt at en mands jakke “... not be cut out too deeply, or be left open, in order that everyone’severyone's shame may be covered, and he may not be found unchaste therewith.”<ref>[http://scagermanrenaissance.blogspot.com/2012/02/sumptuary-law-in-nurnberg.html Sumptuary Law in Nürnberg]. scagermanrenaissance.blogspot.com. Hentet 4/2-2019</ref><!-- Citatet burde vel være på tysk - eller dansk ? -->

Andre angreb enden underliggende økonomisk [[merkantilisme]] og prædikede, at folk brugte for mange penge på importerede klæder, og at det ikke bare ville føre til deres egen ruin, men hele landets. En statut anklagede i England 1463 dem, der bar “excessive and inordinate array and apparel” for “impoverishing… the realm of England and…enriching…other strange realms and countires to the final destruction and the husbandry of this fair realm.”

Det er beskedent med bevarede kilder fra retsvæsenet som lovtekster, byforordninger og andre retsdokumenterdokumenter om klædedragt i Nordens middelalder.<ref>Dahl (2005) s. 26.</ref>

En af de få er [[Erik Klipping]]s luksuslovgivningenluksuslovgivning fra Danmark fra [[1283]]. Den forordnede, at "[[mi-parti]]"-dragter (tvedelte dragter i to eller flere farver) forbydes, og at ingen anden end kongen og hans børn måtte bære guld og sølv i deres dragter.