Sikringsanlæg: Forskelle mellem versioner

På mere trafikerede stationer var anlægget sat ind i et signalhus eller en kommandopost enten ved en tilbygning ved stationen eller i bedst fald i stationskontoret – alt efter hvad pladsforholdene tillod. Sporskifter i togveje var normalt centralbetjent og kunne stilles fra centralapparatet via trådtræk. Andre sporskifter var centralaflåst og kunne låses op med trådtræk, så de ved rangering kunne omstilles på stedet. Der kunne også være sporskifter som var nøgleaflåst. Her skulle der tages en nøgle ud af centralapparatet og bringes ud til sporskiftet og nøglen skulle tilbage igen efter brug.

 

 

Denne låsning af en togvej skete ved at der trækkes såkaldt lineal. Den lineal kunne kun bevæges hvis sporskifterne var i den rette position for togvejen, ved at tilhørende håndtag og nøgler var i den rette plads. Og når en togvej skulle tages tilbage skulle håndtag til signaler være på plads – dvs. sat på stop.

 

 

Til de mekaniske anlæg kunne der tilføjes ekstra funktioner, som til nutildags er standard eller forbedret på anden vis. De mest almindelige funktioner var fx at man kunne blokere et håndtag til en sporskifter, hvis der er vogne eller lokomotiver ved den, så et sporskrifte ikke blev omlagt imens den blev passeret af et tog. Ellers kunne være rækkefølgeapparater, som gjorde at håndtering af bevægelser af tog kun kunne sket i bestemt rækkefølge. Og automatisk stopfald – dvs. efter et tog har passeret et signal, gik det automatisk på stop.