F.F. Tillisch: Forskelle mellem versioner

'''Frederik Ferdinand Tillisch''' ([[15. april]] [[1801]], [[Barsbøllegaard]] ved [[Haderslev]]<ref>[http://skeel.info/getperson.php?personID=I6898&tree=ks Frederik Ferdinand Tillisch, slægtsforskningshjemmesiden skeel.info]</ref> – [[16. februar]] [[1889]], [[København]])<ref name="Salm 473"/>: Født på herregården Store Barsbøl ved Jels i Sønderjylland, søn af oberst [[Georg Frederik Tillisch]] og Augusta Elisabeth von Stemann, datter af statsminister [[Christian Ludwig von Stemann]].

Han var en oprigtig dansk mand, men afgjort konservativ og derfor i skarp modsætning til det nationalliberale Ejder-parti, så at han fik udseende af at støtte slesvigholstenerne. Som kabinetssekretær havde han ikke ringe del i den skarpere optræden, som kongen i de følgende år viste over for de augustenborgske prinser og til fremme af det danske sprog i [[Nordslesvig]].<ref name="Salm 473"/> Han beholdt stillingen under [[Frederik VII]] og var således med i forhandlingerne om [[Martsministeriet]]s dannelse.<ref name="Salm 473f">[http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0481.html Elberling, s. 473f]</ref> Efter våbenstilstanden juli 1849 blev han dansk medlem af det midlertidige tremandsstyre for [[Hertugdømmet Slesvig]], og efter [[Freden i Berlin]] juli 1850 overordentlig regeringskommisær med enevældig myndighed. Han fjernede alle oprørske eller upålidelige personer og indsatte dansksindede embedsmænd i stedet, såvel i den egentlige forvaltning som i kirke og skole; desuden gav han det danske modersmål dets naturlige ret i undervisningen og som kirkesprog i hele Mellemslesvig, ved de så kaldte "[[sprogreskriperne|Sprogreskripter]]", i virkeligheden kun en gennemførelse af, hvad [[Frederik VI]] havde påbudt i 1810, men ikke havde kunnet sætte igennem over sine tyske embedsmænds modstand.<ref name="Salm 474">[http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0482.html Elberling, s. 474]</ref>

Tillisch vandt derved en overordentlig folkeyndest i Danmark, men i det hele er det dog ikke ham selv, men hans medhjælper Regenburg, der må opfattes som den egentlige iværksætter af den slesvigske sprogreform. Også medvirkede han til toldgrænsens flytning fra [[Kongeåen]] til [[Ejderen]]. I marts 1851 ophørte hans overordentlige myndighed, men han blev nu [[Minister for Slesvig]] og til løn for sin virksomhed ridder af elefanten (allerede 1850 [[geheimekonferensråd]]). Som følge af den russiske regerings tryk måtte han juli 1851 afgive den nævnte ministerpost til sin svoger Bardenfleth og blive [[indenrigsminister]], men udtrådte i januar 1852, da Helstatstanken genoptoges. Man ventede almindelig, at han ville stille sig i spidsen for oppositionen mod Ministeriet (han var september 1851 i Aalborg blevet valgt til [[Folketinget]] mod [[P.G. Bang]]); men skønt han erkendte, at den ny ordning stred mod "vore kæreste Forhaabninger", ville han dog ikke indlade sig derpå og nøjedes med at foreslå en dagsorden, som udtalte bekymring, i stedet for den mistillidserklæring, som kunne have fremkaldt et ministerskifte.<ref name="Salm 474"/>

Snart forsonede hans konservative natur sig med den ny helstat; han billigede forslaget om toldgrænsens forlæggelse til [[Elben]] og ligeledes det kongelige budskab om [[arvefølge]]ns ordning. Brudet med [[det nationalliberale parti]] blev fuldstændigt, da han januar 1853 afløste [[M. Rosenørn]] som kabinetssekretær, og endnu skarpere, da han 29. april 1854 indtrådte i [[Ministeriet Ørsted]] som indenrigsminister, netop som man håbede at se ham selv i spidsen for et andet mere frisindet. Over for [[Rigsdagen]] optrådte han oktober samme år med unødigt overmod; afgik i december tillige med de andre ministre og blev lige som de tiltalt for rigsretten, men frifundet i februar 1856. Samtidig valgtes han i [[Nørrejylland]] til Rigsrådet, hvor han hørte til den konservative helstatsopposition, men ikke spillede nogen fremragende rolle; han stemte både 1858 mod København’s søbefæstning og 1863 mod [[Novemberforfatningen]].<ref name="Salm 474"/>

1858—61 var han igen folketingsmand for en københavnsk kreds, dog uden at få Lejlighed til at gøre sig gældende. I 1859—64 Var han chef for [[Det kgl. Teater]] og endelig i juli 1864 indenrigsminister for 3. gang i [[Bluhme’s Ministerium]] indtil november 1865, men trådte her aldeles i skyggen for [[C.N. David]] som ministeriets ordfører i grundlovsforhandlingen.<ref name="Salm 474"/>

Han var ikke den overlegne statsmand, som den offentlige mening en tid lang troede, han var, men han forstod under vanskelige forhold at røgte et vigtigt og ansvarsfuldt hverv med kraft og dygtighed samt i inderlig fædrelandskærlighed.<ref name="Salm 474"/>