Hvide hær: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Pyotr Wrangel 1920 (large).jpg|thumb|[[Pjotr Wrangel]], den sorte baron, øverstbefalendre for Den Hvide Hær i dennesdens sidste tid.]]

'''De Hvide''', hvis militære armgren omtales som '''De Hvides styrker''', '''Den Hvide hær''' ({{lang-ru|Белая Армия}}, {{Lit|Belaya Armiya}}), udgjorde den kontrarevolutionære fraktion i den [[Den Russiske Borgerkrig]] fra [[1917]] til [[1923]], dvs. de der kæmpede mod '''[[Den Røde Garde (Rusland)|Den Røde Garde]]''' og [[Sovjetunionen|Sovjetregeringen]]. Navnet har ingen sammenhæng med [[Hviderusland]].

De hvide styrker kæmpede dels mod bolsjevikkerne, dels mod forskellige nationalistiske uafhængighedsgrupper. Men også de hvide var en sammensat gruppe af national-konservative, monarkister, der ønskede zar-styret genindsat i en eller anden form, demokrater, liberalister og endog socialister, der var modstandere af den bolsjevikiske revolution. Det var ikke alle nationalistiske uafhængighedsgrupper, der støttede de hvide; enkelte så zaren som et større onde end socialismen – og nogle nationalistiske uafhængighedsgrupper støttede hverken de røde eller de hvide, men kæmpede mod begge grupper, fordi beggede opfattedes som for russisk overherredømme. Der var mange eksempler på skiftende loyalitet, og efterhånden som de hvide styrker trængtes i defensiven, blev de stadigt mere tilbøjelige til at love uafhængighed til forskellige grupper.

De hvide styrker fik omfattende hjælp af udenlandske styrker, bl.a. 50.000 mand fra [[Tjekkoslovakiet]] (50.000 mand). Støtten bestod af styrker af varierende kvalitet, men oftest indsat ukoordineret og med ringe resultat. Støtten blev oftest givet for at bekæmpe kommunismen og dæmme op for kommunismenden. Derimod var det ofte småt med støtten til den hvide sag – både zar-styrets ofte despotiske regime og russisk nationalisme var ikke velset i vesten.{{af hvem?|dato=2015}}{{kilde mangler|dato=november 2015}}

Fra november til december 1917 påbegyndte general [[Mikhail Alekseev]] i [[Novotjerkassk]] sammen med general [[Lavr Kornilov]] dannelsen af Den frivillige Hær bestående af officerer, kadetter, studenter og kosakker. Den [[17. december]] [[1917]] ([[9. januar]] [[1918]]) blev dannelsen af Den frivillige Hær officielt erklæret. Alekseev blev udnævnt til officiel leder, Kornilov til kommandør, general [[Aleksandr Lukomskij]] til stabschef, general [[Anton Denikin]] til leder af 1. division og general Sergej Markov kommandør af 1. officersregiment. Desuden dannedes et Særligt Råd i hovedkvarteret, der blandtbl.a. andet talte civile politikere som [[Peter Struve]], Pavel Miljukov, Mikhail Rodzianko, Sergej Sazonov og [[Boris Savinkov]].

I januar 1918 talte Den frivillige Hær omkring 4.000 mand og kæmpede mod bolsjevikkerne med enheder ledet af general [[Aleksej Kaledin]]. Nogen fremgang havde den ikke: i februar 1918 måtte Den frivillige Hærden trække sig tilbage fra [[Rostov ved Don]] til [[Kuban]], hvor den forsøgte at danne forenedeforene kampenheder med Kuban-[[kosak]]kerne. Det lykkedes kun delvist: en mindre enhed medpå henved 3.000 mand under ledelse af general Viktor Pokrovskij sluttede sig til Den frivillige Hær den [[26. marts]] 1918, hvorved den samlede hær nåede op på 6.000 mand. Et forsøg på at indtage [[Jekaterinodar]] mellem den [[9. april]] og den [[13. april]] mislykkedes og kostede Kornilov livet. Herefter overtog general Denikin kommandoen over resterne af Den frivillige Hær. I juni 1918 tilsluttede 3.000 mand under ledelse af [[Mikhail Drozdovskij]] sig Den frivillige Hær, og den [[23. juni]] 1918 påbegyndte Den frivillige Hær, der nu var nået op på 8-9.000 mand den anden Kuban offensiv. I september 1918 var Den frivillige Hær nået op på 30-35.000 mand takket være mobilisering af Kuban-kosakker i det nordlige Kaukasus og tog navneforandring til [[Kaukasus Frivillige Arme]].

I forsommeren 1919 oplevede de "Hvide" en fremgang på sydfronten. Fremgangen var ikke deres egen fortjeneste, men skyldtes den anarkistiske bevægelse under ledelse af Mahkno i det østlige Ukraine. Under indtryk af bolsjevikkernes tvangsudskrivning af forsyninger fra ukrainske bondefamilier rettede anarkisterne deres våben mod de tidligere kampfæller. Samtidig indledte Denikin et angreb fra syd. Under dette dobbelte angreb blev bolsjevikkerne tvunget til tilbagetog. Denikin rykkede hastigt mod nord og erobrede i hastig rækkefølge [[Kharkiv]], [[Kursk]], [[Kijev]] og [[Orjol]]<ref>Laamann, s. 129</ref> og befandt sig kun 400&nbsp;km fra [[Moskva]]. Panikken bredte sig i den bolsjevikiske overkommando. Allerede i september havde den igangsat oprettelsen af ''chokgrupper'' bestående af loyale kosakker, kavaleri og [[Det lettiske Skyttekorps]]. Disse enheder lykkedes det at genvinde [[Orjol]] på blot seks dage, den [[13. oktober]].

Den tredje og sidste etape af krigen på sydfronten var bolsjevikkernes belejring af den Hvide Hærs tilbageværende styrker. De hvide forskansede sig på [[Krim]] og holdt stand til Den røde Hær efter afslutningen på [[Den polsk-sovjetiske krig]] vendte tilbage fra [[Polen]]. Den forenede Røde Hær overgik langt Den hvide Hær, der snart blev besejret. De sidste styrker fra den Hvide Hær flygtede over hals og hoved til [[Konstantinopel]] i [[november]] [[1920]].