|
== Brevskriveren og sprogmanden ==
Der findes mere end 3.000 breve fra Christian 4.s hånd, <ref>[https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/christian-4-1577-1648/ Christian 4., 1577-1648<!-- Botgenereret titel -->]</ref> og han begyndte endda først for alvor at skrive, da han var 50. Dertil må mange breve være gået tabt. Nogle, han skrev omkring 1605, er kluntet formuleret; men fra omkring 1625 er der flyd i hans pen. Han skrev på dansk - og det er påfaldende, for hans mor var tysk, og der blev talt tysk ved hoffet. Det er sagt, at nordmanden [[Holberg]] gjorde det danske sprog dansk; men Christians [[biograf]] Bodil Wamberg holder på, at det gjorde Christian 4. Kongen havde evnen til at skrive så levende og medrivende, at læseren kunne se det for sig. <ref name="autogeneret1" />
== Politisk og religiøs ensretning ==
"Ensretning og disciplinering skred støt frem under Christian IV's lange regeringstid", skriver [[Jacob Mchangama]] og [[Frederik Stjernfelt]] i deres bog om ytringsfriheden<ref>Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt: MEN, Ytringsfrihedens historie i Danmark. Gyldendal 2016</ref>. I samtiden opfattede man denne udvikling som positiv. En førende teolog skrev direkte i sin hyldest til kongen: "Fra din regeringstiltrædelse har du arbejdet på, at alle dine undersåtter skulle tænke og tale ens om Gud og de guddommelige ting, og det har du gjort med en sådan fremgang, at de, som afveg i religiøse meninger, nu vandrer om som landflygtige…" P.66.
Ved tronbestigelsen havde Danmark været lutheransk i mere end 50 år, men det var først under Christian 4. at man fik elimineret de sidste afvigere. På den tid var det i mindre grad katolikker der udgjorde faren, men mest de "kætterske" reformatorer som [[Jean Calvin|Calvin]] og [[Philipp Melanchthon]]. Der fremstod også alt for radikale lutheranere, som kongen måtte bekæmpe. Sognepræst Friis hævdede således at anger og bod var overflødig, hvilket fik kongen til at kræve henrettelse efter tungens udskæring. Men da Friis egentlig fremsatte lutherske dogmer fik han "kun" tvangsarbejde på [[Gammelholm|Bremerholm]]. P.63.
Christian 4. forbød også al import af ikke-godkendte bøger og han foranstaltede bogbrændinger. P.64.
I 1622 måtte kongen bekæmpe flere hold af [[Jesuiterordenen|jesuitiske]] spioner og missionærer, der, forklædt som handelsrejsende, virkede i [[Malmø]]. Tilsyneladende fik de her støtte af købmanden Arnold Weisweiler, som i 1624 blev dødsdømt og hængt. Det foranlediger kongen til at dekretere dødsstraf til alle fremmede katolikker, der kommer til riget. P.58.
De debatter og stridigheder den reformerte bevægelse hidtil havde gennemlevet, skulle nu afsluttes. Man havde fundet en endegyldig sandhed, og det var ikke tolerance, man havde kæmpet for.<ref>Svend Cedergren Beck i Danstrup og Kochs Danmarkshistorie. 1963</ref>
== Krigsførelse ==
|
