Ole Johan Samsøe: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
MGA73bot (diskussion | bidrag) m Tilføjer skabelonen {{gravsted.dk}}. Hvis den står forkert, må du meget gerne flytte den. Virker den ikke og kan du ikke rette den, så må du meget gerne slette den. |
PHE77 (diskussion | bidrag) m Retter flertydige links til Knud Gyldenstierne (link ændret til Knud Pedersen Gyldenstierne) med DisamAssist. |
||
Linje 68:
[[Torben Oxe]] repræsenterer [[oplysningstiden]]s betragtning af dette spørgsmål. Han siger til Dyveke: "Kjærligheden kjender ingen Stænder" (dvs standsforskel). At skildre historisk forstod den tid ikke; den brugte de historiske skikkelser som talerør for sine egne tanker og stemninger. ''Dyveke'' er gennemtrængt af tidsalderens sentimentale tone. Man yndede at fremstille gennemædle skikkelser på en baggrund af nogle skurke, der tjente til end yderligere at fremhæve ædelheden hos de andre personer.
[[Knud Pedersen Gyldenstierne|Knud Gyldenstjerne]] er ædel, og det er Torben Oxe også, ja [[Sigbrit Willoms|Sigbrit]] med. Men ædelheden når dog først sit højdepunkt i [[Elisabeth af Habsburg|dronningen]] og [[Dyveke Sigbrittsdatter|Dyveke]]. De kappes om at ofre sig for hinanden. Dyveke vil frivillig træde tilbage, da [[Christian 2.|kongen]] har fået en retmæssig hustru. Men dronningen beder hende selv om at blive: "Lad os være Venner! Selv glade og lykkelige skulle vi gjøre vor Christierns Dage lykkelige." Tiden var jo ellers meget "moralsk", i alt fald meget moraliserende; men med de sentimentale tårer i øjnene kunne man ikke se nøgternt og klart på en sag, og så var det umoralske ganske i sin moralske orden. Og derfor finder Gyldenstjerne heller ikke noget som helst anstødeligt i, at Torben Oxe vil ægte kongens tidligere frille.
Imidlertid, når man har fremhævet stykkets forskellige mangler, må det endnu siges at ''Dyveke'' er alligevel noget af et digterværk, et af de meget få dramatiske arbejder fra det [[18. århundrede]]s slutning, som har holdt sin læsbarhed ud over sin egen periode. Og grunden dertil er, at stykket virkelig til dels er båret af en poetisk stemning, selv om denne stemning kan være noget sygelig. En samtidig siger om ''Dyveke'': "Der flyder en sød Melankoli igjennem det hele".
| |||