Danmark-Norge: Forskelle mellem versioner

'''Danmark-Norge''' er den moderne betegnelse for rigsfællesskabet mellem de to [[kongerige]]r [[Danmark]] og [[Norge]] fra [[1536]] til [[1814]]. Rigsfællesskabet havde sin oprindelse i [[Kalmarunionen]]s endelige sammenbrud i [[1523]], da [[Sverige]] erklærede sig uafhængigt, men havde formelt først sin begyndelse da Norge blev underlagt den danske krone i 1536, og varede indtil Norge blev afstået til kongen af Sverige. I samtiden anvendtes begrebet dog ikke, og staten blev som regel omtalt som "den danske krone" (kron zu Dennemarck) eller '''"Tvillingrigerne'''".<ref>Uffe Østergård: Europa. Identitet og identitetspolitik (1998).</ref>

Unionsriget inkluderede i hovedsagen de to rigsdele Danmark og Norge, men omfattede også provinserne [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]], der var særskilte administrative enheder, de oprindeligt norske skatlande [[Grønland]], [[Island]], [[Færøerne]], [[Shetland]] og [[Orkneyøerne]] som fra [[landnam]]stiden var underlagt den norske konge, samt efterhånden et antal oversøiske [[Danske kolonier|kolonibesiddelser]]. Ved rigsfællesskabets start var de nuværende svenske landskaber [[Skåne]], [[Halland]], [[Bohuslen]], [[Herjedalen]] og [[JemtlandJämtland]] ligeledes en del af rigsfællesskabet, samtmen efterhåndende etmistedes antali oversøiske1658 [[Dansketil kolonier|kolonibesiddelser]]Sverige. Opløsningen af unionen mellem de to lande i 1814 fik ikke indvirkning på forholdet mellem Danmark og hertugdømmerne, som derefter med [[Sachsen-Lauenburg|Lauenborg]] dannede [[helstaten]] indtil [[2. Slesvigske Krig|1864]], og de tidligere norske områder Færøerne, Island og Grønland som efter rigsopløsningen forblev danske besiddelser.