Gennem hele første halvdel af 1800-tallet var det husmændenes lod at som led i sit indkomstgrundlag måtte arbejde for godser og bønder.<ref name="Bj 114">Bjørn, s. 114</ref> I 1830-erne og 1840-erne oplevede husmændene stigende indfæstninger og afgifter og i det hele taget stadigt hårdere vilkår ved fæste eller leje af huse.<ref name="Bj 113">Bjørn, s. 113</ref> En undersøgelse af hoveriet for husmænd på en række godser i Randers amt viser, at et stort antal husmænd måtte yde flere arbejdsdage i årene 1830-1839 end man havde ydet i årene 1790-1799. Husmændene kom derved til at overtage det hoveri, som gårdmænd tidligere havde ydet.<ref name="Bj 113"/> Reallønnen for husmænd synes i 1840-erne at have været stagnerende eller endda faldende.<ref name="Bj 114"/> Netop i disse år oplevede gårdmændene derimod fremgang blandt andet i forbindelse med voksende kornsalg til England.<ref name="Bj 114"/> Dette kan have været årsagen til, at der i midten af 1840-erne skete en stigende agitation for forbedring af husmændenes vilkår.
På dette tidspunkt var det to førende agitatorer skolelærer [[Rasmus Sørensen]] og husmand og [[væver]] [[Peder Hansen (1801-1854)|Peder Hansen]] (1801-1854). Rasmus Sørensen havde i 1830-erne været aktiv i de gudeligemissionske forsamlinger, men vendte nu sin opmærksomhed mod landbopolitikken. Han var medstifter af ''[[Almuevennen]]'' og var fra 1843 politisk agitator på fuldtid. Peder Hansen startede sin virksomhed som skribent men begyndte også at rejse omkring og mødte under disse rejser Rasmus Sørensen. På samme tidspunkt kom landbospørgsmållandbospørgsmålet i forgrunden på [[stænderforsamling]]en i Roskilde, især i sæsonen 1844-1845. Den [[30. juni]] [[1845]] blev der afholdt et stort [[folkemøde]] på Ulkestrup Mark i Holbæk amt, der viste landbobevægelsens styrke, og efterfølgende begyndte husmænd at samles og stille fælles krav på godserne om ændrede vilkår. Disse begivenheder førte til udstedelsen af [[bondecirkulæret]] af [[8. november]] [[1845]], der forbød både afholdelse af møder uden tilladelse fra det stedlige politi og deltagelse af personer fra andre sogne i sådanne møder. Denne sidste bestemmelse var især rettet imod Rasmus Sørensen og Peder Hansen og vakte betydelig kritik. Den førte til oprettelsen af ''[[Bondevennernes Selskab]]'' den [[14. maj]] [[1846]].<ref name="Bj 118">Bjørn, s. 118</ref> Selskabet fik hurtigt voksende tilslutning og nåede i midten af 1847 op på 5.631 medlemmer.<ref name="Bj 119">Bjørn, s. 119</ref> Planlagte reformer af landbolovgivningen måtte opgives<ref name="Bj 119"/>, men under indtryk af udbruddet af [[Treårskrigen]] samt det forhold, at mange godsejere var af tysk herkomst, udviklede sig en voksende bevægelse for landboreformer, der fik støtte fra ''[[De Nationalliberale]]'', som ønskede en forfatningsreform. Som følge af dette folkelige pres blev vedtaget en række provisoriske reformer, som især rettede sig imod husmændenes forhold: den [[5. maj]] [[1848]] lettedes mulighederne for uformuende for at få bolig på landet, den 17. maj blev muligheden for at oprette stamhuse ophævet og den 27. maj blev pligtarbejde som led i afgifterne ved fremtidige fæste- og lejeaftaler for huse forbudt, ligesom der skete andre lettelser i husmændenes vilkår.<ref name="Bj 120">Bjørn, s. 120</ref>
Allerede i [[1807]] havde [[Frederik 6.|kronprinsregenten]] ønsket, at godsejernes (ridefogedernes) ''[[revselsesret]]'' overfor husmændene og husmandskonerne skulle afskaffes, men det skete ikke. Revselsesretten forsvandt først i [[1848]].
