Wikipedia

Johan Sebastian Welhaven: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
→‎Virke: Edvard Grieg var optaget af hans digte og satte musik til flere.
→‎Virke: Forelskelser og ægteskab.
Linje 46:
 
== Virke ==
Welhaven blev [[student]] i [[1825]] og tog en tid efter fat på det [[teologisk]]e studium. Han fuldførte hverken dette eller noget andet studium. I 1828 døde hans far. Helt frem til 1840, da han blev utnævnt til [[lektor]] i [[filosofi]], levede Welhaven i yderst slette økonomiske kår. Han har selv betegnet dette afsnit af sit liv som "''Kamp og Nød mellem Fremmede''".
 
Welhaven var et ivrigt medlem af Det Norske Studentersamfund og sjælen i alt indenfor det litterære liv, ikke mindst det [[Guldalderen|guldalderen i Danmark]]. Men i tiden omkring [[1830]] gærede det politisk rundt om i hele [[Europa]], og i Norge optrådte [[Henrik Wergeland]] i tale og skrift som begejstret talsmand for alle frihedens ideer og en stærk modstander af både den [[Sverige|svenske]] kongemagt og den [[Danmark|danske]] åndsmagt. Tidligt luftede han sin uvilje mod den æstetiske retning, medder havde Welhavens slægtning J.L. Heiberg i spidsen, og krænkede i sine digte Welhavens æstetiske sans, så han blev nødt til at give sin forargelse luft og værge skønhedens tempel mod denne [[barbar]].
 
Den første tid af Welhavens forfattervirksomhed blev dermed præget af hans strid med Wergeland. Sommeren 1830 rykkede han ud med digtet ''Til Henrik Wergeland'' og begyndte med spørgsmålet: "''Hvor længe vil du rase mod [[Fornuft]]en?''" - indledningen til den langvarige og bitre strid, kaldt '''Stumpefejden''', mellem de to digtere og de to partier, der støttede dem. Stumpefejden udbrød i september 1831, da de to begyndte at udveksle spottende [[epigram]]mer i Studentersamfundets håndskrevne blad. Fejdens navn skyldes et brev fra Wergeland (under [[pseudonym]]et Siful Sifadda) til Studentersamfundet, hvor han understregede [[satire]]ns betydning: "''frem med bidende Smaastumper!''" Fejden blev offentlig, da C.N. Schwach<ref>https://snl.no/Conrad_Nicolai_Schwach</ref> i [[Trondheim]] uden Welhavens vidende udgav hans "stumper" under titlen ''Tre Dosin Complementer til Henrik Wergeland'' (1832). Wergeland svarede med samme mønt i to udgivelser af ''Sifuliner'', og Welhaven svarede med sine ''tre Tylvter, Supplementer til Siful Sifaddas Stumper''.<ref>http://runeberg.org/jswsaml/1/0135.html</ref> Stumpefeiden kulminerede i Welhavens kritiske værk ''Henrik Wergelands Digtekunst og [[Polemik]] ved Aktstykker oplyste'' (1832).<ref>https://snl.no/Stumpefeiden</ref> Welhaven var bedre anlagt for det forstandsmæssige, pointerede vid end sin modstander.
 
På samme tid blev Welhaven valgt ind i redaktionen af [[ugeskrift]]et ''Vidar'' sammen med [[A.M. Schweigaard]], [[P.A. Munch]] og [[Frederik Stang]]. Bladet blev udgivet af disse mænds parti. Welhaven var derefter væsentligt anmelder og [[kritiker]]. Det har han oplevet som en stor og vigtig gerning. Han var påvirket af [[Schiller]] og [[Goethe]], men frem for alt af sin slægtning J.L. Heiberg. Selvbeherskelsens og det rolige overlægs æstetik lagde Welhaven som mål på Wergelands næmest brusende ungdomsdigte. Welhavens kritik af Henrik Wergeland blev mødt af dennes fader, [[NicolaiNikolai Wergeland]], som forfattede et helt modskrift ''Retfærdig Bedømmelse af Henrik Wergelands [[Poesi]] og Karakter''. Welhaven gav intet direkte svar. For ham var det de samme uklarheder, som lå til grund for Wergelands æstetiske råhed, der også voldte samtidens politiske rabalder. Digterfriheden og den politiske frihed blev misforstået, mente Welhaven.
 
I slutningen af [[1834]] udkom hans første større digterværk, ''Norges Dæmring'', en række [[sonetter]] udgivet nogle måneder efter hans [[afhandling]] ''Kristianias Vinter- og Sommer-Dvale''. Norge vandt sin frihed i [[1814]], men landet lå efter Welhavens mening åndeligt øde. I stedet trivedes pral og store ord, hule fraser om frihed og begejstring. Ude i Europa gærede det overalt, men der gjaldt det da noget, mens Norge allerede ''havde'' en fri [[grundlov|forfatning]]. Alligevel gik bølgerne højt, hvad Welhaven kaldt et "''Abespil''", for selv den frieste forfatning er en tom ramme, når den ikke får sit liv indefra. Han efterlyste en "''Aandens [[Karantæne]]''" selv om selvstændighed ikke opnås ved at sidde gemt bag en mur. En stadig vekselvirkning med fremmed åndsliv mente han ville få den nationale ejendommelighed frem i ren form, renset for "''forskruet Kraft''" og "''overdreven Grønhed''". Welhavens skarpe stemme mildnes af længsel og sorg, når han taler om sit savn efter kunst og sympati for sin egen kunstneriske trang.
[[Fil:Camilla_Collett_by_Nicolai_Wergeland.jpg|thumb|[[Camilla Collett|Camilla Wergeland]], [[portræt]] ved hendes far [[Nikolai Wergeland]].]]
''Norges Dæmring'' vakte en storm så voldsom som få andre norske udgivelser. Digtet blev angrebet og forsvaret i mængder af [[avisartikler]] og i hele bøger. NicolaiNikolai Wergeland foreslog i et modskrift, at alle fædrelandsvenner skal kaste digtet på ilden den førstkommende [[17. maj i Norge|17. maj]]. Forslaget blev virkelig bragt til udførelse i et par [[bygd]]er, og det med stor højtidelighed. Welhavens kritik af sine landsmænd, der ville bryde de kulturelle forbindelser mellem Norge og Danmark, medførte, at han blev kaldt en [[landsforræderi|landsforræder]].<ref>[http://greatcomposers.nifc.pl/no/grieg/catalogs/persons/10010_johan-sebastian-welhaven Grieg og Welhaven]</ref>
 
Welhaven afsluttede sin strid med Wergeland og hans parti våren [[1838]]. Han skrev da i bladet ''Den Constitutionelle'' en længere artikelrække "Om norske Presse-Anliggender". Den nærmeste foranledning til disse artikler var striden om Wergelands [[skuespil]] ''Campbellerne'', som var blevet opført på [[Christiania Theater]] og udpebet af Welhavens venner. Men til samme tid begyndte Welhaven i digte en polemik af anden art, hvor han ikke gik direkte løs på sin modstander og hans tilhængere. Det virkede dertil nedbrydende for hans venskab med Wergelands søster [[Camilla Collett|Camilla Wergeland]], som han stod nært. Flere af hans digte handler om hende - også digte skrevet længe efter, at begge var i andre forhold.
:''Der kom en Stands i Soiréen,
:''da Præstens Datter traadte ind,
:''og Sladren, der gik om til [[te|Theen]],
:''blev stum ved hendes lette Trin.''<ref>fra «Soiree-billeder», del 2, ''Nyere Digte'', 1844/45</ref>
 
Miljøet i Christiania var begrænset, og Welhaven stødte jævnligt på Camilla Wergeland, når hun kom til byen. Hun var hemmeligt forelsket i ham, hvilket fremgår af hendes breve og dagbøger, hvor hun omtalte ham som "[[Sankt Sebastian|St. Sebastian]]", et udtryk Welhaven satte pris på. Han skrev til hende i 1859, at han havde følt sig "hendraget" til hende, men det var svært ud fra hans forhold til hendes bror Henrik Wergeland og hendes far, som han lå i offentlige fejder med. Han foreslog et "smukt" søskendeforhold mellem dem, og forelskede sig dybt i Camillas veninde, [[Halfdan Kjerulf]]s søster Ida (1817-40). Camilla Wergeland på sin side blev gift med Peter Jonas Collett fra Welhavens kreds, men hun forblev resten af livet optaget af Welhaven, der i februar 1836 afsluttede et brev til hende sådan: "''Og nu skulde jeg sige Farvel; men kan det ikke riktig. Jeg holder Dig atter i mine Arme og føler Savnet dybere.''"<ref>Per Saugstad: ''J.S. Welhaven'' (s. 70)</ref>
[[Fil:Ida_kierulf.jpg|thumb|[[Halfdan Kjerulf]]s søster Ida Kjerulf døde ung af tuberkulose.]]
Midt under ''Campbeller''-striden udgav han digte som "''Goliath", "Møkkurkalv"'' og "''Flyvefisken"''. Digtet "''Kalchas"'' sigter til hans langvarige og opslidende strid for at opnå en stilling som [[professor]] ved [[Kristiania Universitet|universitetet]]. I [[1839]] blev der oprettet et nyt [[lektorat]] i filosofi. Da Welhaven meldte sig til stillingen, begyndte straks hadske angreb på ham i aviserne. Han var da heller ikke særskilt uddannet til nogen stilling, og hans kundskaber var højst mangelfulde. Alligevel blev han indstillet til posten af universitetets prokansler, [[Herman Wedel-Jarlsberg|grev Wedel]]. Under alle disse hadske angreb led Welhaven sit livs største sorg, damen hans forlovede, [[Halfdan Kjerulf]]s søster Ida Kjerulf, langsomt sygnede hen og døde af [[tuberkulose]]. Endelig blev sagenførst efter to langeårs årsagsbehandling afgjortblev derhen, at Welhaven blevhan [[konstitueret]] som lektor for to år. Men hans modstandere lod ham ikke derfor i ro; han var fremdeles stadig genstand for angreb. I [[1843]] blev han fast [[udnævnelse|udnævnt]] til lektor og [[1846]] til professor.
 
I 1837 havde Welhaven friet til Ida Kjerulf, men han havde intet at forsørge en kone med, og hendes forældre forbød de to at mødes mere. Først i 1840, da Ida var dødssyg af tuberkulose, blev forbindelsen acceptabel for dem. Hun døde i december 1840, og Welhaven udtalte senere til sin søster Maren Sars: "''Da Ida døde, brast en Streng i mit Hjerte, som aldrig heles.''"<ref>Per Saugstad: ''J.S. Welhaven'' (s. 73)</ref>
 
Midt i al denne hjertesorg fortsatte de hadske angreb, men i [[1843]] blev Welhaven fast [[udnævnelse|udnævnt]] til lektor og [[1846]] til professor.
 
Welhaven har udgivet fire [[digtsamling]]er, den første [[1839]] og den sidste [[1860]]. Den første overraskede hans landsmænd ved at vise nye træk i hans digterpersonlighed. Der hvilede over mange af digtene en mild og blid stemning som man ikke havde ventet, da det stridslystne hidtil havde været det mest fremtrædende. I hele hans digtning ytrer sig en stærk trang til at fordybe sig i sjælens indre liv; under al strid og larm og under politikkens plumpe råb lyttede han til en røst i sit indre, som stilt trøster ham med, at sjælens liv har en vår, som ikke kan nås af truende ydre magter.
Line 69 ⟶ 79:
I samtalens frie løb kastede han alle bånd og lod alle sine evner frit udfolde sig; der kom over ham en improvisationens kraft, som næppe helt er kommen til sin ret i hans digte. Det skarpe og det myge, kritik og lyrik, skiftede i lunefuld veksel. Hans kritik af personer og forhold var hensynsløs. Men når så stormbygen var over, kunde alt igen som i de norske fjorde ligge med sol over vand, over li og løv. Alt, hvad han fortalte, var fængslende, og hans følsomme natursans gav gennemåndede billeder af norsk natur. Denne kritik har da også fundet sit udtryk i hans digte.
 
Der var fraFra slutningen af [[1830'erne]] foregåetpågik en stor forandring ihovedstaden, Kristianialivet; der varsom kommetfik et europæisk sving over detsig. Men Welhaven stod med tvivl uge over for alanså denne pludselige [[dannelse]] medsom densen taleren om kunsthalvkultur, og kritikbeskrev afden kunst.i Dennedigtet dannelse''Soirée-Billeder''. varI ikke''Ekstremer'' spiretog langsomt''Den afførste landetsKærlighed'' egenhøres jord.hans Detharme erover enden halvkulturnorske hovedstad, somhvor tagerdamerne prægeter dukker og farvenherrerne fradresserede menneskene.træmænd Hereller varhelt dannelserå, uden naturrum ogfor naturen udenudpræget dannelse,personlighed menmed ikkestærke deresfølelser. foreningDer tiler sjælfuldi ejendommeligheddet sidstnævnte digt linjer, som minder om [[Ibsen]]. DetSårede mestWelhaven kendtemange afved sin kritik, var han også selv blevet såret.
[[Fil:Josephine welhaven.jpg|thumb|Welhavens danske kone Joséphine Bidoulac (1812&ndash;66) som ældre dame.]]
de herhenhørende digte er "Soirée-Billeder".
Hvad man kanske først bliver opmærksom på i Welhavens digte, er hans stemningers nære forhold til naturen. Hans stemning synes at hvile over landskabet, og at skifte lys og mørke med det. HvertFørst landskabog sætterfremmest hamer øjeblikkelig[[Vestlandet]]s inatur stemning;hans mensjæls hverbillede stemningmed søgerlyse ogsåalunde altidunder til et landskab. Stemningen hviler ikkemørke, før den har nået plastisk anskuelighed i et landskabstruende formfjelde. Og først og fremmestHer er dethans [[Vestlandet]]segen naturdobbelthed, som er hans sjælslængsel billede.mod Vestlandetfred erside deom lyseside lundemed hvilende understridslyst.▼
 
Denne [[romantikRomantikken]] slog an hos Welhaven., Hander delte dens begejstring for norsk natur og forfædrene. Som de populæreste afBlandt hans romancer kan måske nævnes "''[[Den vilde jagt|Asgaardsrejen]]", "Dyre Vaa"'' og "''En Vise om [[Olav Haraldsson|Hellig Olaf]]"''. [[Folketro]]ens overnaturlige væsner, ikke mindst [[huldre]]n, opfattede Welhaven som en åndeliggjort natur. [[Edvard Grieg]] havde kendt hans digte fra sin ungdom, og satte musik til "''Dyre Vaa"'' i 1880 og "''Til [[Ole Bull]]"'' i 1901. Han tilegnede også Welhaven to af sine kompositioner: [[Serenade]] til Welhaven op.18 nr.9 for [[baryton]] solo og herrekvartet (med tekst af [[Bjørnstjerne Bjørnson]]) og "Ved J.S. Welhavens Båre" (med tekst af [[Jørgen Moe]], 1873). <ref>[http://greatcomposers.nifc.pl/no/grieg/catalogs/persons/10010_johan-sebastian-welhaven Grieg og Welhaven]</ref>▼
Der er dog to digte i første samling, "Ekstremer" og "Den første Kærlighed", som har stærkere glød. Her bryder hans harme ud over, at den norske hovedstad, hvor damerne er dukker og herrerne dresserede træmænd eller helt råe, ikke har rum for en udpræget personlighed med stærke følelser. Der er i det sidstnævnte digt linjer, som i kritik og kraft drager tanken hen på [[Ibsen]]. Sårede Welhaven mange ved sin kritik, så fik han også selv at føle, hvad det vil sige for den udprægede personlighed at leve i en småby, hvor al kritik bliver opfattet som angreb på kendte personer.
 
Welhavens æstetik, som fra først af fremhævede planens klarhed, lægger nu stor vægt på, at digtningen er grundet på erfaring og selvoplevelse, set i erindringens lys, som i ''Den salige'', mindedigtet om Ida Kjerulf.
▲Hvad man kanske først bliver opmærksom på i Welhavens digte, er hans stemningers nære forhold til naturen. Hans stemning synes at hvile over landskabet og at skifte lys og mørke med det. Hvert landskab sætter ham øjeblikkelig i stemning; men hver stemning søger ogsåa altid til et landskab. Stemningen hviler ikke, før den har nået plastisk anskuelighed i et landskabs form. Og først og fremmest er det [[Vestlandet]]s natur, som er hans sjæls billede. Vestlandet er de lyse lunde hvilende under
mørke, truende fjelde, et livsaligt stille blandt kæmpende jætter. Her er den dobbelthed, som hans egen sjæl bar, dens længsel mod fred side om side med en aldrig stillet stridslyst.
 
LigesomI [[Bjørnstjerneløbet Bjørnson]]af 1840'erne varsluttede Welhaven ensig storligesom tilhængerBjørnstjerne afBjørnson til [[skandinavismen]] i håb om en bedre forståelse mellem de tre lande. I skandinavismen så han også en modvægt mod en forsnævret norsk [[patriotisme]]. Ved de skandinaviske fester optrådte han jævnlig som taler. I 1845 giftede han sig med den danskfødte, men af fransk afstamning, Josephine Bidoulac, som han fik fire børn med.<ref>Per Saugstad: ''J.S. Welhaven'' (s. 22)</ref> ▼
Da landskabet på hvert punkt kan omsættes i stemning, bliver hans naturdigtning af en helt symbolsk karakter. Hvad der ved første øjekast kan tage sig ud som ligefrem naturskildring, viser sig samtidig at være sjæleskildring. Omkring [[1840]] vågnede i Norge en stærk sans for det folkelige. [[Asbjørnsen og Moe]] trådte frem med [[folkeeventyr]] og [[folkesagn]]. Kunsten skal fornyes ved at søge hen til naturens og folkets egen poesi. Denne nationale retning bæres af en dyb begejstring for den norske natur. Det stod for disse mænd, som den norske natur selv havde taget til orde i folkedigtningen.
 
▲Denne [[romantik]] slog an hos Welhaven. Han delte dens begejstring for norsk natur og forfædrene. Som de populæreste af hans romancer kan måske nævnes "[[Den vilde jagt|Asgaardsrejen]]", "Dyre Vaa" og "En Vise om [[Olav Haraldsson|Hellig Olaf]]". [[Folketro]]ens overnaturlige væsner, ikke mindst [[huldre]]n, opfattede Welhaven som en åndeliggjort natur. [[Edvard Grieg]] havde kendt hans digte fra sin ungdom, og satte musik til "Dyre Vaa" i 1880 og "Til [[Ole Bull]]" i 1901. Han tilegnede også Welhaven to af sine kompositioner: [[Serenade]] til Welhaven op.18 nr.9 for [[baryton]] solo og herrekvartet (med tekst af [[Bjørnstjerne Bjørnson]]) og "Ved J.S. Welhavens Båre" (med tekst af [[Jørgen Moe]], 1873). <ref>[http://greatcomposers.nifc.pl/no/grieg/catalogs/persons/10010_johan-sebastian-welhaven Grieg og Welhaven]</ref>
 
Og det svundne, som lever dybest i vor sjæl, er billedet af de afdøde, vi har elsket mest. Det er dette billede, som har størst lysende evne såvel for digtning som for liv. Hans lange fravær fra Bergen i hans ungdom og de trykkende kår, han levede under i Christiania, lod det lykkelige barndomshjem stå for ham i lysende farver. Endnu mere vemod faldt der over disse minder efter faderens død. Men stærkest virkede tabet af Ida Kjerulf, et tab, han aldrig forvandt. Hun døde i december 1840. Hans hele følgende digtning vidner om, at hun aldrig kunde glemmes. Selv efter at han [[1845]] er blevet gift med en dansk dame, Josephine Bidoulac, står Ida Kjerulfs billede lige klart for hans sjæl.
 
Welhavens æstetik, som fra først af fremhævede planens klarhed, lægger nu stor vægt på, at digtningen er grundet på erfaring, oplevelse. Og denne oplevelse maa ses i erindringens lys. Vemoden, "Glædens Erindring, beaandet af Sorgen", bringer først til fuldendelse den klarhed, kunsten fordrer. Denne erindringens kunst har bragt som det skønneste digt "Den salige". mindedigtet om Ida Kjerulf. Den livsanskuelse, han så ofte udtaler i sine digte, er også en erindringens [[livskunst]]. "Mindet kun et Held bereder, der er Livets Ejendom". Glæden og sorgen må enes; vemoden er glæde med sorgens stilhed over sig og sorg med genskin af glædens lys. I de senere år får hans livsanskuelse en mere [[religiøs]] farve; vi kan nævne det vakre digt "En Sangers Bøn".
 
▲Ligesom [[Bjørnstjerne Bjørnson]] var Welhaven en stor tilhænger af [[skandinavismen]] i håb om en bedre forståelse mellem de tre lande. I skandinavismen så han også en modvægt mod en forsnævret norsk [[patriotisme]]. Ved de skandinaviske fester optrådte han jævnlig som taler.
 
Welhavens arbejder i prosa kan i værd ikke stilles ved siden af hans digte. Kun ét af disse arbejder, ''Billeder fra Bergenskysten'', har opnået nogen større popularitet. Som professor holdt han [[forelæsninger]] over norsk litteraturhistorie, og af disse udgav en større afhandling ''[[Johannes Ewald|Ewald]] og de norske Digtere'' (1863). Han fremhæver det norske
selskabs store betydning for den dansk-norske litteratur. Allerede i [[1868]] måtte Welhaven på grund af sygdom søge [[afsked]] som professor; han havde skrantet i flere år. Hans samlede skrifter udkom i 8 bind 1867—68. En [[statue]] af Welhaven, udført af billedhuggeren [[Utsond]], blev rejst i Oslo i [[1908]].
 
Hans samlede skrifter udkom i 8 bind 1867-68. En [[statue]] af Welhaven, udført af billedhuggeren [[Utsond]], blev rejst i Oslo i [[1908]]. Sønnen Hjalmar Welhaven blev en kendt [[arkitekt]], og en af Hjalmar Welhavens sønner, Sven Welhaven (1890–1955), gjorde det godt som [[skihop]]per.<ref>https://digitaltmuseum.no/011014648805/sven-welhaven-i-svevet</ref>
 
== Noter ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Johan_Sebastian_Welhaven"