Richard Neville, 5. jarl af Salisbury: Forskelle mellem versioner

'''Richard Neville, 5. jarl af Salisbury''' [[Hosebåndsordenen|KG]] (1400 – 31. december 1460) var en engelsk adelsmand og stormand med base i det [[Nordengland|Nordengland,]] der blev en vigtig støtte af [[Huset York]] i de første år af [[Rosekrigene]]. Han var far til [[Richard Neville, 16. jarl af Warwick]], "[[Kongemager|Kongemageren]]en".

Salisbury kom i besiddelse af større godser, end han som en yngre søn under [[Førstefødselsret|førstefødselsrettenførstefødselsret]]ten med rimelighed kunne have forventet. Mærkeligt nok accepterede hans ældste halvbror, John Neville, tilsyneladende, at mange af rettighederne til Neville-arven blev overført til hans stedmor Joan Beaufort, og hendes søn Salisbury arvede disse ved hendes død i 1440. Han fik også kontrollen over de landbesiddelser og gavebreve, der var blevet givet blev i fællesskab til Ralph og Joan. Ralphs arving (hans barnebarn [[Ralph Neville, 2. jarl af Westmorland]]) bestred som repræsentant for seniorlinjen tabet af sin arv, og selvom han accepterede en forlig i 1443, var det på ulige vilkår. Salisbury beholdt de store Neville-besiddelser af [[Middleham]] og [[Sheriff Hutton]] såvel som den nyere tildeling [[Penrith]] . Kun [[Raby Slot|Raby Castle]], familiens ældste besiddelse, vendte tilbage til seniorgrenen. Neville-Neville fejden, der herefter fulgte, skulle senere blive suget ind i den destruktive Percy-Neville fejde. Salisburys ægteskab gav ham hans hustrus kvarte andel af arven efter [[Thomas Holland, 2. jarl af Kent]] hollandske arv. Ironisk nok bragte hans Salisbury-titel relativt lidt med hensyn til velstand, skønt han fik en mere sydlig bopæl på [[Bisham Abbey|Bisham Manor]] i [[Berkshire]].

Salisbury blev ''Warden of the West March'' i 1420. Det var en af de mest værdifulde udnævnelser i England, til en værdi af 1.500 £ i fredstid og fire gange så meget, hvis der brød krigen ud mod [[Skotland]]. Skønt det i modsætning til [[Calais]] ikke krævede en permanent garnison, betød de uophørlige indfald og grænsetræfninger, at der altid ville være en klar forsyning af trænede og erfarne soldater under ''Wardens'' kommando. Salisbury må have været agtet højt i Henrik 5.'s anseelse, da han også blev udnævnt [[fredsdommer]] i [[Cumberland]], [[Westmorland|Westmoreland]] og Durham. I 1431 ledsagede han den unge konge [[Henrik 6. af England|Henrik 6.]] til Frankrig for hans kroning, og ved hans tilbagevenden blev han udnævnt til ''Warden of the East March''.

Den 24. august 1453 samlede [[Thomas Percy, 1. baron Egremont|Thomas Percy, Lord Egremont]], en styrke af bevæbnede ryttere og bueskyttere, måske så stor som 1.000 mand, med den hensigt at overfalde Salisbury og hans familie i [[Heworth Moo]]<nowiki/>r uden for York i et baghold og satte kurs mod Sheriff Hutton. Salisbury havde deltaget i søn Thomas' bryllup på [[Tattershall Castle]], Lincolnshire, og selvom hans følge ville have været mindre, ville den have været bedre væbnet end Egremonts håndværkere og handlende fra York. Salisbury og hans følge kæmpede succesfuldt imod dem og ankom uskadt til [[Sheriff Hutton]], men episoden markerede begyndelsen på, hvad der i realiteten var en privat krig. Bruden, Maud Stanhope, var enke efter Lord Willoughby af Eresby, hans søn ville blive en York-støtte. En anden fra det York-partiet, John Neville, blev senere Lord Montagu. Maud stod til at arve Wressle og Burwells herregårde fra sin onkel, [[Ralph de Cromwell, 3. baron Cromwell|Lord Cromwell]], der havde fået dem fra Percy-familien gennem en retsproces. Historikeren John Sadler argumenterer for, at dette var den første hændelse i slægterne York og Lancasters lovløse stridighed, der førte til borgerkrig.<ref>{{Kilde bog|efternavn=Sadler|dato=2010|fornavn=J.|titel=The Red Rose and the White|udgiver=Longman|sider=1–2|forfatterlink=John Sadler (historian)}}</ref>

Efter York-hærens nederlag i Slaget ved Wakefield lykkedes det Salisbury selv at undslippe slagmarken, men han blev taget til fange i løbet af natten. Efter han blev fundet, nedslidt af kampen og nu en forræder af riget, blev han ført til Lancaster-lejren. Selvom Lancaster-adelen på grund af hans store rigdom måske havde været parat til at lade Salisbury betale en løsesum for sin frihed, blev han alligevel slæbt ud af [[Pontefract Castle]] og halshugget af den lokale befolkning, som han havde været en hård overherre over for.<ref>{{Kilde|efternavn=Dockray|fornavn=Keith|titel=The Battle of Wakefield and the Wars of the Roses|url=http://www.richardiii.net/downloads/Ricardian/essay_wakefield.pdf|besøgsdato=30 June 2009}}</ref>

* {{Cite ODNB|url=http://www.oxforddnb.com/view/10.1093/ref:odnb/9780198614128.001.0001/odnb-9780198614128-e-19954}} The first edition of this text is available at Wikisource: Tait, J. (1894). "Neville, Richard, Earl of Salisbury (1400–1460)" . In Lee, Sidney (ed.). Dictionary of National Biography. 40. London: Smith, Elder & Co.