På sporet af den tabte tid: Forskelle mellem versioner

LæserenRomanens vågnerjeg-person opfortæller medom fortællerensig selv, enog begynder dengang han var dreng og sammen med følsomhedsine ogforældre kløgt.tilbragte Viferierne føreshos nogle rundttanter i huset,en lille provinsby. Man gør bekendtskab med familien og får at vide, at drengen ikke blot elsker og behøver sin moder, men også har visse lystbetonede aktiviteter i et afafsides husetsrum tommei værelserhuset. En dag står denne dreng overfor en meget køn og selvsikker pige, senere bliver han vidne til andres ukontrollerede kærlighed til adelen, og han erfarer om seksuelle aktiviteter mellem mennesker af samme køn. Han forelsker sig i den selvsikre pige, og det bliver begyndelsen til hans egentlige kærlighedsliv, hvori jalousien kommer til at spille en altdominerende rolle. ToTre forskellige klanagtige kredse bliver betydningsfulde for drengen: dels de adelige fra Faubourg St. Germain, dels de homoseksuelle og det jødiske miljø. DisseTil disse kredse krydseshører ito baronaf de Charlushovedpersonerne, som erfortælleren enhar facetteret,truffet farverigsom og forfærdelig personlighedbarn. CharlesDen Swannene er enCharles mere tiltrækkende personSwann, som fortælleren sammenligner sig selv med., Skikkelsenog Swannsom varer inspirereten nær ven af Charlesden Haasanden, sombaron Proustde mødte i 122 boulevard HaussmannCharlus, hjemmeen hos madame Straus; hun var enke efter [[Georges Bizet]]farverig og mortemmelig tilforfærdelig Prousts nære ven Jacques Bizetpersonlighed. <ref>https://www.hotel-leswann.com/en/places/marcel-prousts-salons/</ref>

SwannSkildringen eraf verdensmandSwanns ogtriste kenderkærlighedsliv beggeer kredse,en menouverture hantil bliverbeskrivelsen førstaf involveretfortællerens ieget livet,liv dasom hanvoksen: bliverHans forelsket,samliv giftermed sigelskerinden ogAlbertine får et barn. Det fører ikkebliver til lykke,en menpsykologisk til ansvargyser, komplikationeridet oghan mangemistænker smertefuldeAlbertine øjeblikke.for Daat fortællerenhave erlesbiske blevet voksentilbøjeligheder, bliverhvilket hanshan samliv med elskerinden Albertine til en psykologisk gyserafskyer. Hans jalousi er så voldsom, at han hverken kan gifte sig eller skille sig af med hende. Først da han er blevet så gammel, at seksualiteten er neddæmpet, kan han udfylde sin rolle i livet. Mærkelige og mystiske oplevelser hjælper ham til at forstå, hvad denne rolle består i.

Romanens fortæller hører til det parisiske overklassemiljø, og alt foregår indenfor den ramme. DetteKun kan overraske læseren, dadet første bind foregår i enden lille provinsby, hvor en række af hovedpersonerne holder ferie eller ejer landsteder eller slotte. Særligt fokuseres på det homoseksuelle, det adelige og det jødiske overklassemiljø. Alle romanens personer hører til de rige - eller også forsøger de at komme ind i dette miljø eller de er tjenestefolk eller prostituerede. Beskrivelserne er ikke maleriske, men psykologisk analyserende, særligt med henblik på kulturelle, æstetiske og seksuelle tiltrækninger. Kunstværker, blomster, påklædning og musik spiller en stor rolle og snobisme kommer hyppigt på tale. Det mest gennemgående træk er, at alle de skildrede personer, måske bortset fra fortællerens forældre, er usympatiske, ofte med sygelige og farlige manier. Nogle af personerne har en facade til at skjule deres virkelig jeg, andre bliver i løbet af deres liv helt anderledes, men sjældent bedre. Det er gerne mennesker der dømmes helt forkert af deres omgivelser og som selv har svigtende dømmekraft. Fortælleren selv, altså jeg-personen, er fra barndommen sygeligt afhængig af sin mor og bedstemor. Senere i livet bliver hans kærlighedsliv sygeligt besidderdomineret. Ved hjælp af sine penge forsøger han at overvåge og indespærre de kvinder, han elsker.

Det parisiske bybillede og de mondæne bade- og kursteder bliver sjældent beskrevet visuelt, selvom handlingen foregår i de fornemme kvarterer omkring Concordepladsen og i Faubourg St. Germain. Læseren må gøre sig klart f. eks., at stednavnet Champs Elysées refererer til et lille parkanlæg (som stadig eksisterer) og kun sjældent til den verdensberømte boulevard med samme navn. Det er interaktionen mellem mennesker, og det enkelte menneskes følelser og tankegang, der beskrives.

Det dybeste lag vedrører hovedpersonens udvikling til at erkende sit kald og sin dybeste natur (''moi profond''. Således udtrykt af Francoise Leriche i Marcel Proust Lettres, p.&nbsp;430. Plon 2004.) Lidt anderledes skriver oversætteren René de Ceccaty: "Meningen med Proust's lange roman ligger ikke i den realistiske beskrivelse af et miljø og menneskelige forbindelser, men i en metafysisk refleksion over tiden og i kunstnerens desperate kamp for at afværge sin fortabelse." <ref>I forordet til La Divine Comédie. s. 47.</ref> Hermed hentydes til den pligt til at være nyttig i samfundet, og til at hjælpe sine medmennesker, der var et af positivismens kendetegn. Med fortabelse tænkes der altså ikke blot på et religiøst begreb, men også på den domfældelse, der afsiges af kritikerne, publikum og - af tiden.

Sprogets ejendommelighed er anvendelsen af et slags talesprog med mange lange sætninger og mange metaforer. Det proustske ordforråd er forbløffende dagligdags – i forhold til romanens ry som vanskelig at læse. Det er tankegangen, der er vanskelig, fordi den enkelte sætning hyppigt forlænges i stadig nye opdelinger og nuancer. Hver enkelt side kræver derfor tid, mens hele romanen til gengæld fordrer at blive læst på rimelig kort tid, så dens opbygning og mening forstås.