Erich Ludendorff: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
mNo edit summary
U'et (diskussion | bidrag)
→‎Mellemkrigstiden: Detaljer om Ølstuekuppet.
Linje 60:
Ludendorff var en af ophavsmændene til den såkaldte [[Dolkestødslegenden|dolkestødslegende]], der gik ud på, at de tyske stridskræfter var ubesejrede, og at det tyske nederlag beroede på upatriotiske og socialistiske kræfter på hjemmefronten, som ved [[forræderi]] stak en "dolk" i ryggen på arméen. Denne teori er dog omstridt, idet Tysklands offensive stridskræfter ved krigens slutning i 1918 var udtømte, og efter [[USA]]s indtræden i krigen 1917 var spørgsmålet om krigens afslutning alene om tidspunkt og betingelser; formodentlig ville Ludendorff ved sit standpunkt kun afvise et eget ansvar for udfaldet af fredsforhandlingerne. Ludendorff var vidende om, at Tyskland ikke længere havde mulighed for absolut at vinde krigen, men han mente, at Tyskland ved at holde længere ud havde kunnet forhandle sig til en bedre fred.
 
Ludendorff ønskede monarkiet genindført og var modstander af [[Weimarrepublikken]]. I 1920'erne gik Ludendorff ind i [[politik]] og kom i forbindelse med [[NSDAP|Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti]] (NSDAP), og sammen med lederen [[Adolf Hitler]] forsøgte han at gennemføre et statskup den [[9. november]] [[1923]], [[Ølkælderkuppet|ølkælderkup]] i [[München]]. HanLudendorff selv endte med at underminere kuppet, i det Hitler midlertidigt forlod [[Bürgerbräukeller]] og dermed efterlod Ludendorff med kommandoen over de tilstedeværende nazister, og dermed ansvaret for de tre vigtige gidsler, statskommissær [[Gustav Ritter von Kahr]], general [[Otto von Lossow]], og oberst [[Hans von Seisser]]. Med Hitler distraheret, appellerede tre gidsler til Ludendorff, og bad om lov til at forlade ølkælderen, under påskud af at de havde vigtige gøremål andetsteds. Ludendorff indvilligede til at gå med til dette, men forlangte tilgengæld at de tre mænd sværgede ved deres ære som tyske officerer, at de ville overgive sig til nazisternes varetægt igen næste dag. Alle tre accepterede dette, men havde dog ingen intentioner om at holde deres ord; i stedet alarmerede de øjeblikkeligt de tyske myndigheder om, hvad nazisterne havde i gære, hvilket førte til optrævlingen af kuppet. I retsopgøret efter kuppet blev sigtetLudendorff arresteret, men han blev frifundet ved en [[retssag]] og blev i valgt ind i [[Reichstag (Weimarrepublikken)|den tyske rigsdag]] for [[Nationalsozialistische Freiheitspartei]] sammen med blandt andre [[Gregor Strasser]] og [[Ernst Röhm]] og blev leder for de [[Völkische Bewegung|tysk-folkelige]] i partiet.
 
År 1925 stillede han med Hitlers støtte op i [[Præsidentvalget i Tyskland 1925|præsidentvalget]], men tabte stort (Ludendorff fik kun omkring 1,1 % af stemmerne). Visse historiske kilder antyder at Hitler selv var klar over Ludendorffs dårlige odds i valget, men overtalte ham til at stille op alligevel, i forhåbning om at valgnederlaget ville være ydmygende for ham.
Linje 66:
Præsidentvalget endte dog også med at blive dramatisk på et personligt plan for Ludendorff af andre årsager. I det at ingen af de ledende kandidater i første runde af præsidentvalget havde opnået majoritet, var en anden runde nødvendig. I denne runde valgte den ledende kandidat fra første runde, [[Karl Jarres]] fra [[Deutsche Volkspartei]], at trække sig til fordel for en generel centrum-højre koalition ledet af [[Paul von Hindenburg|Hindenburg]], som endte med at opnå en kneben valgsejr. Ludendorff følte sig så ydmyget af, hvad han anså som et alvorligt forræderi fra hans gamle ven, at han brød alle professionelle og personlige forbindelser til Hindenburg, og endda tilsvinede ham offentligt flere gange.
 
Da Hitler og nazipartiet gradvist kom til magten i de tidlige 1930'ere, var Ludendorff ikke længere sympatisk indstillet overfor dem. Han betegnede Hitler som den største fare for Tyskland og advarede sin gamle chef rigspræsident Hindenburg mod at udnævne Hitler til [[Tysklands rigskansler|rigskansler]]. NazisterNazisterne selv tog imidlertid også selv stigende afstand til Ludendorff grundet hans egne excentriske konspirationsteorier.
 
Ludendorff nåede ikke selv at leve længe nok til erfare [[anden verdenskrig]] og senvirkningerne af Hitlers politik. Han døde af [[leverkræft]] d. 20. december 1937 på privatklinikken Josephinum i [[München]]. Han blev, stik imod sine egne sidste ønsker, givet en statsbegravelse af naziregimet, organiseret af og med deltagelse af Hitler.