Færøske kulminer: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Tastefejl |
indsat foto |
||
Linje 1:
[[File:Suðuroy.Hvalba.2.jpg|thumb|
[[Fil:Coalmine.Hvalba.jpg|thumb|200px|Kulminen ved Rókhagi Hvalba]]
[[Fil:Coalmine.Hvalba.4.jpg|thumb|200px|Der bores hul med trykluft, og derefter bruges dynamit]]
[[Fil:Coalmine.Hvalba.2.jpg|thumb|200px|Efter sprængningen løsnes kullet med hakke og tryklufthammer]]
'''Færøske kulminer''' findes kun på den nordlige del af [[Suðuroy]], [[Færøerne]]s sydligste ø. Kun det nordlige og det sydlige kulfelt har været gjort til genstand for rationel brydning. Det kulførende areal dækker et areal på ca. 23 km². Hele serien af skiferler og kul måler ca. 10 m og indeholder to kulbånd med en samlet gennemsnitstykkelse på ca. 0,75 m. Den kulførende serie er af gennemgående dale opdelt i 4 kulfelter: Kulreserven er på ca. 10 millioner tons.
* 1: Grímsfjall vest for [[Hvalba]]
Line 8 ⟶ 10:
Indtil for få år siden, da en lille gruppe mænd fandt de gamle redskaber frem igen og begyndte at hakke, grave og sprænge endnu et nyt hul. Sydvest for Hvalba i det nordlige felt, ligger den eneste [[kulmine]] hvor der stadig brydes kul i begrænset omfang. Minen der beskæftiger 4 arbejdere får støtte til den daglige drift af [[Færøernes landsstyre]]. I takt med at
[[Geologi]]sk set findes der kullag på Suðuroy, [[Mykines]] og [[Vágar]]. Kun på Suðuroy har lagene nogen brydningsmæssig betydning, og her er det kun på øens nordlige del. Den kulførende serie er af senere nederoderede øst – vest gående dale opdelt i 4 kulfelter, der igen er skilt af en nederoderet
== Historie ==
I 1626 undersøges mulighederne for kommerciel udnyttelse af kulforekomsterne på Suðuroy, men kulminedrift opgives, da kullene er for vanskelige tilgængelige. 1733 forsøger et engelsk mineselskab at grave efter kul i Oyarnafjall mellem [[Ørðavík]] og [[Trongisvágur]], men opgiver året efter. Fra 1780 begynder man at bryde kul ved [[Hvalba]] og lige siden har man brudt [[kul]] i området.
1826 eksporteres de første kul til [[Danmark]] og 1901 begynder et fransk selskab at bryde kul nordvest for [[Tvøroyri]]. Et andet fransk mineselskab får 1932 rettighederne til at bryde kul de næste 50 år og bygger et større anlæg ved Rangabotni nord for Trongísvágur. Særlig under
Til [[fjeld]]et nord for Trongisvágur fører der en en vej til Rangabotnur. Her har man fra 1901-1955 brudt kul ved at grave minegange ind i fjeldet til det 1 m høje kullag. Kullet blev derefter fragtet via en hængebane ned til havnen ved Drelnes i nærheden af [[Tvøroyri]]. De forladte [[kulmine]]r og rester af bygninger, hængebane, [[tipvogn]]e, slagger og sorteringsanlæg kan stadig ses i området.▼
▲Til [[fjeld]]et nord for Trongisvágur fører der en en vej til Rangabotnur. Her har man fra 1901-1955 brudt kul ved at grave minegange ind i fjeldet til
Fra 1920'
Kul var på retræte
<gallery>
|