Einar Gerhardsen: Forskelle mellem versioner

'''Einar Henry Gerhardsen''' (født ''Einar Henry Olsen'', [[10. maj]] [[1897]] i [[Asker]] – [[19. september]] [[1987]] i [[Oslo]]) var en [[Norge|norsk]] [[politiker]] fra [[Arbeiderpartiet]], der var [[Norges statsminister]] gennem 3 perioder; [[1945]]-[[1951]], [[1955]]-[[1963]] og 1963-[[1965]]. Det gør ham til landets længst siddende statsminister siden indførelsen af [[parlamentarisme]]n. I Norge er han kendt under kaldenavnet "landsfaderen", og han er ofte omtalt som en af hovedarkitekterne bag den norske velfærdsstat, der voksede frem i årene efter [[anden verdenskrig]].

I sin samtid var Gerhardsen meget omdiskuteret. I november 1955 var han det første statsoverhoved fra Vesten, der aflagde officielt besøg i Sovjetunionen. Indbydelsen vakte opsigt i hele den vestlige verden. Gerhardsen afgjorde, at kun to journalister (fra NRK og NTB), samt to fotografer, fik lov til at være med. Efter at Norge blev medlem i [[Nato]] i 1949, og Natos atomstrategi fra 1954 betød, at en krig i Europa kunne udkæmpes med [[atomvåben]], anså Gerhardsen sit statsbesøg i [[Kreml]] som en anledning til at modvirke krigsfaren og spændingerne under [[den kolde krig]]: "''Det er i Norges interesse, og jeg tror i den almindelige freds interesse.''" Men besøget foruroligede Arbeiderpartiets indre kreds, der mistænkte, at russerne ville presse Norge til at forlade Nato.<ref name="autogeneret1">[https://www.tv2.no/a/13818499/ Kjell Persen: "Sådan ville Sovjet samarbejde med Arbeiderpartiet", TV2 16. november 2013]</ref>

Ved afrejsen fra [[Fornebu lufthavn]] dukkede KGB-manden Viktor Grusjko også op med roser til Werna, der glædesstrålende klappede ham på kinden. Mens Gerhardsens var i Rusland, samtalte [[LO]]s formand Konrad Nordahl og udenrigsminister [[Halvard Lange]] om den russiske infiltrering, der foregik i statsministerens familie. Allerede under den første samtale i Kreml kritiserede [[Nikita Khrusjtjov]] Norges Nato-medlemskab, selv om Norge havde gjort det klart, at man ikke ønskede at diskutere sikkerhedspolitiske spørgsmål. Khrusjtjov foreslog et udvidet samarbeide mellem Arbeiderpartiet og det sovjetiske kommunistparti. Gerhardsen påpegede, at i Norge er stat og parti adskilt, og han kunne ikke blande sine roller som statsminister og partileder. Khrusjtjov understregede, at han ikke ønskede noget uvenskab mellem Norge og USA, kun en yderligere forsikring om, Nato-styrker ikke fik oprettet [[militærbase|baser]] på norsk jord i den hensigt at angribe Sovjetunionen. Han omtalte også Sovjetunionens forhold til [[Danmark]]; at sovjetiske [[tankskib]]e var blevet bygget ved danske [[skibsværft]]er, men da det ophørte, afsluttede Rusland sine handelsforbindelser med Danmark.<ref>[https://digitalarchive.wilsoncenter.org/document/118468 Referat af samtalen]</ref> For Gerhardsen var det svært at balancere mellem at være en brobygger, uden at ødelægge Norges forhold til allierede Nato-lande, og Khrusjtjov "''forstod Norges rolle og ønskede ikke at sætte Norge i en vanskelig situation overfor sine dårlige allierede''". Men den fælles udtalelse, Gerhardsen og Khrusjtjov begge underskrev, blev modtaget med raseri af Arbeiderpartiets ledelse. LO-formand Nordahl afviste den, støttet af [[Haakon Lie]]. Gerhardsen blev også skarpt kritiseret af norsk [[presse]] for den måde, han havde nægtet den adgang til at følge ham under statsbesøget i Rusland, der måtte regnes som en vigtig politisk hændelse.<ref>[https://www.tv2.no/a/13818499/ Kjell Persen: name="Sådan ville Sovjet samarbejde med Arbeiderpartietautogeneret1", TV2 16. november 2013]</ref>