Poul Krisk Panck: Forskelle mellem versioner

'''Poul Krisk Panck''' (1692 i Aalborg - 15. juli 1750 i [[Trankebar]]) var en dansk [[handelsmand]] og [[guvernør]] i [[Trankebar]], der på detden tidspunkttid var en dansk handelskolonihandels[[koloni]], men som i dag tilhører [[Indien]]. På trods af vanskelige betingelser for kolonien var der i Pancks tid overskud på handelen og få stridigheder med det omkringliggende indiske samfund, hvilket ændrede sig til det værre under de næste guvernører.

Poul Krisk Panck blev født i [[1692]] i [[Ålborg]] som søn af Jacob Panck og Anne Hardingsdatter (s.d.). DrogHan drog til Trankebar omkring 1705-06 sammen med faderen Jacob Panck., Ansattesog blev ansat i kolonien som assistent i ca. 1706. i Trankebar.Han Varfungerede også en tid i [[Danmarksnagore]] (i dag [[Gondalpara]]), men vendte tilbage til Trankebar. I [[1716]] blev han [[sekretær (arbejde)|sekretær]] ved ''Det sekrete Råd'' og skulle have været optaget som medlem deraf, hvis ikke fordi faderen allerede var medlem, og man blev bange for at det hele blev for "pancksk". [[1718]] blev han [[kasserer]] efter sin far, [[1723]] overbogholderover[[bogholder]], [[1733]] [[guvernør]] og [[1738]] fik han titel af [[kommandant]] og [[guvernør]]. Panck var gift med Karen Werming, der døde [[1768]]. De fik to døtre: Wendela Elisabeth Panck, f. [[1732]] i Trankebar, gift med Ole Bie 1757, død [[1783]] i Trankebar (blev stammor til den engelske [[premierminister]] [[Anthony Eden]]), og Alhed Viveke, død [[1783]] i Trankebar. I [[1740]] søgte Panck om afsked på grund af sygdom, og denne blev bevilliget i [[1741]]. Panck døde den 14. december [[1747]] og blev begravet dagen efter ''"til jorden bestædiget ved Fakler om Aftenen under Løsning af 3de salver ved militien over Graven samt 21 Canoner efter Menut Glass(?) fra Castellet."''

I [[1729]] nedlagdes [[Ostindisk Kompagni]]. Et nyt kompagni blev stiftet og den 12. april [[1732]] satte [[Christian VI]] sit navn under [[Asiatisk Kompagni]]. Kompagniet fik overladt brugen af den befæstede by [[Trankebar]] samt 40 års [[monopol]] på handel med [[Asien]]. Den daglige ledelse i [[København]] bestod af 5fem personer: en af høj stand, en lovkyndig og 3tre købmænd, hvoraf en var [[Wilhelm Edinger (s.d.)]]. Denne direktion udnævnte Poul Krisk Panck, (hamsom kendte W. Edinger), som den første guvernør (stadfæstet [[1732]], overtog posten [[1733]]). PKPPanck, der jo havde boet i Trankebar det meste af sit liv, indvilligede noget uvillig i at betræde stillingen. Han nægtede dog at tage bolig på Trankebars [[fæstning]] [[Dansborg]], som var i slem forfatning, men ville bo i Kommandantens Gård, som han endte med at måtte købe for 1200 rd.[[rigsdaler]] og selv sætte i stand. Han havde indtil da levet som købmand med lokal handel. I øvrigt blev privat handel nu forbudt, nu skulle alle arbejde for kompagniet. Forbuddet blev dog ikke overholdt, man havde altid handlet og var nødt til det for at opretholde en ordentlig levestandard, og det var jo også noget svært at kontrollere for Direktionenkompagniets direktion derhjemme.

Panck skulle nu sammen med to andre medlemmer i Rådet sørge for Trankebars og [[Dansborg]]s opretholdelse af lov og orden samt vedligeholdelse og forsvar, hvilket viste sig svært, da Direktionendirektionen i [[København]] ikke havde megen forståelse for forholdene i Indien og ikke var flinke til at sende penge til opretholdelse og vedligeholdelse af kolonien og nyt mandskab til f.eks. Dansborg.

AngåendeMed vedligeholdesehensyn til vedligeholdelse af fæstningen og de offentlige bygningenbygninger skrev Panck hjem til direktionen: ''"Fæstningen med resten af fortifikationen ved dette sted, såvel som kompagniets huse, pakhuse og andre publique bygninger, hvis tilsyn og vedligeholdelse Deres Excellencer samt Velbårenheder og Velædelheder så højt anbefaler os, var tildels i overmåde slet stand, da transporten skete fra Majestæten til kompagniet i 1733. Skulle nu al den brøst og mangel, som derved fandtes, være repareret, nådige og gunstige herre! hvorfra skulle midlerne komme?"'' Når der ikke kom tilskud fra København, var der ikke midler til hovedreparationer. ''"Altså er der intet sket og bliver heller intet foretaget, før præces og direktionen meddeler, hvor meget der skal gøres og hvorfra midlerne skal komme."'' Resultatet var da også, at bl.a. Dansborg langsomt forfaldt.

Direktionen beklagede sig jævnligt over, at de varer, der kom hjem, var for ringe, men da Direktionendirektionen hjemmefra angav maksimumpriser på vareindkøb, såkunne der kunne jo kun købes for de angivne priser, og dermed var der ikke altid råd til de bedste kvaliteter af f.eks. [[lærred]] og [[kattun]]. Som Panck skrev hjem: ''"Højbemeldte kompagni får ligeså gode om ikke bedre varer end andre nationer for ens og lige pris, derfor vil vi altid gerne indstå og være ansvarlig, men når andre nationer går højt med prisen, falder af fornødenhed, at godset må være nogenlunde derefter."'' Englænderne o.a. købte nemlig varer til højere priser og dermed bedre kvaliteter.

I 1739 meddelte Panck om Trankebars militære besætning (normalt 50 mand (danskere)), som han ikke kunne få forstærkninger til hjemmefra og derfor blev nødt til at ansætte indfødte, at ''"størsteparten af de gemeene'' (dvs. de menige) ''består af sorte, der visselig er et slet folk og af hunger gjort værre til at have gavn af, som man burde."''

Der havde været en del privat [[slavehandel]] i Trankebar over årene, og mange [[tjenestefolk]] var vel [[slave]]r. Direktionen i København var ikke glad for dette og meddelte i [[1732]] ''"at ingen måtte det tillades at drive slavehandel, men var der nogen fordel derved, skulle den drives alene for kompagniets regning."'' Så det var altså kun, hvis det kom kompagnietvar til fordel for kompagniet, at slavehandel var tilladt!. PKPPanck selv var ikke meget for slavehandel og skrev i [[1733]] hjem, at han ikke fandt, at kompagniet kunne have nogen fordel af slavehandelen. DetDen fortsatte dog nogle år endnu.

Der blev også sendt slaver hjem til [[Danmark]] som [[underholdning]] for de kongelige[[konge]]lige. 2To gange blev der sendt en lille slavepige til dronningen[[dronning]]en, de døde dog begge undervejs. EndnuMed enskibet tredje''Prinsesse gangCharlotte forsøgteAmalie'' manblev ogdet 1739-40 for tredje gang at sendtesende en lille pige til dronningen, og Panck selvlod indskibedei (påsamme skibetanledning "Prinsesse Charlotte Amalie" 1739-40) samtidigindskibe en lille slavedreng ''"som menes at have et godt naturel"'' som gave til kronprinsen[[kronprins]]en. Han lod en af sine egne sorte tjenere følge med til at tage sig af børnene.

Derudover 3rummede lasten tre foræringsslaver til Guvernementet[[guvernement]]et i [[Kap det Gode Håb]], hvor skibene undervejs lagdeskulle lægge til, hvoraf den ene slave, en lille dreng, døde, inden de nåede frem.

MenPanck hanholdt varfast dog stadig ikkei heltsin gladbetænkelighed ved slavehandelen og skrev hjem [[1737]]: ''"vi mener fortsat, at det vil være til stor skade, om kompagniet fortsætter slavehandelen, det er ikke velset her i Asia at være slavehandlere, og der er stor forskel på, om fattige betjente tjener lidt derved, ogomog om at herskabet selv er slavehandlere. 10 à 12 slaver kan gå som kompagniets foræringsslaver - ikke mere. Vi har aldrig selv befattet os med slavehandel, heller ikke indirekte haft fordel af den - den være syndig eller ej - så det er ikke grunden til, at vi stadig værgervægrer os ved at optage denne handel for kompagniet."''