Napoleon 3. af Frankrig: Forskelle mellem versioner

Napoleon 3. undgik modsat sin onkel storkrige, men tog flere gange del i mindre. Han optrådte officielt som forkæmper for de undertrykte folkeslags rettigheder, men kunne ikke holde sin linje ude fra fransk erobringspolitik og nød derfor begrænset troværdighed. [[1853]]-[[1856]] deltog han i alliance med England i [[Krimkrigen]]. [[1859]] udkæmpede han den [[FranskAnden Italienske Uafhængighedskrig|fransk-østrigske krig]] (Anden Italienske Uafhængighedskrig) for at støtte de [[italien]]ske samlingskræfter; herved fik Frankrig byen [[Nice]]. I 1860'erne svækkede han til gengæld sin prestige alvorligt ved den mislykkede intervention i [[Mexico]] [[1862]]-[[1867|67]]. Da [[Preussen]] under [[Otto von Bismarck]] samtidigt begyndte at trænge sig frem, førte han en vigende og afventende kurs uden klart at tage stilling. Han søgte at opruste Frankrig, men uden konsekvens.

I [[1870]] førte han landet ind i [[Den fransk-tyske krig]], som førte til hans fald. Skønt stærkt svækket af sygdom fulgte han med hæren i felten, blev slået og fanget af preusserne i [[slaget ved Sedan]] september 1870 og næsten omgående erklæret for afsat i [[Paris]]. Han blev frigivet samme år og tilbragte sine sidste år med familien i eksil i England, hvor han døde af sygdom kort før et planlagt politisk come-back. Han er blevet hårdt bedømt af eftertiden som en politskpolitisk eventyrer, der var dygtig til at komme til magten, men ikke til at administrere den. Hans kraftige udnyttelse af napoleonsmyten skaffede ham øgenavnet "Napoleon den Lille".