Forskel mellem versioner af "Besættelsen"

1.284 bytes tilføjet ,  for 5 måneder siden
Nej. Vel omkring 20 informationsreducerende, nuanceændrende omformuleringer. Og mindst tre stave/grammatik-fejl. Fjerner version 10833165 af 188.179.123.130 (diskussion)
(sprogret, mere mangler)
Tag: Tilbagerullet
(Nej. Vel omkring 20 informationsreducerende, nuanceændrende omformuleringer. Og mindst tre stave/grammatik-fejl. Fjerner version 10833165 af 188.179.123.130 (diskussion))
Tag: Omgjort
[[Fil:Schalburgerblegdamsvej.jpg|thumb|Hovedkvarteret for [[Schalburgkorpset]], som var en dansk SS-gruppe, oprettet i [[1943]]. Den besatte bygning er [[Den Danske Frimurerorden]]s stamhus på [[Blegdamsvej]] i [[København]].]]
{{harflertydig|Besættelse}}
'''Besættelsen''' af [[Danmark]] under [[2. verdenskrig]] indledtes, da [[Nazi-Tyskland]] med [[Invasionen af Danmark i 1940|Operation Weserübung-Süd]] den [[9. april]] [[1940]] besatte et neutralt Danmark, der efter en kortvarig konflikt overgav sig til den tyske besættelsesmagt. Den tyske besættelse af Danmark skyldes en række strategiske årsager, som sikringen af jernmalms-transporten fra Norge, sikringen af danske landbrugsvarer til at forsørge den tyske befolkning,<ref>Det danske landbrug i den tyske krigsøkonomi 1940-45 (udgivet 2005) af Mogens Rostgaard Nissen</ref>. Dethvilket viste sig at være meget vigtigt for, at tyskerne kunne brødføde sin befolkning senere henne i krigen, og opsættelsen af en række forsvarsværker som [[Atlantvolden]]. Den danske regering, havde indstillet modstandenmodstand modtil de tyske styrker, mindre end to timer efter invasionen afi frygt for bombardementer af tæt befolkede områder som København.
 
Regeringen og de fleste offentlige danske institutioner fortsatte med at fungere relativt uændret under første del af besættelsen, og hvor den danske regering samarbejdede med den tyske [[Værnemagt|besættelsesmagt]]. Tyskerne havde gennemigennem hele besættelsen en fast styrke på 100.000 soldater udstationeret i Danmark.<ref>I Krigens Fodspor – forsvarsbyggerier i Danmark
Kulturarvsstyrelsen v/ Mette Bom</ref>
 
I august [[1943]] gikvalgte regeringen at gå af, efter at tyskerne havde stillet en række krav efter [[Augustoprøret|omfattende arbejdsnedlæggelser i landet]]. Herefter blev hverdagen vanskeligere for befolkningen som følge af af den stadigt dårligere forsyningssituationforsynings-situation og af den voksende modstand mod besættelsesmagten. Som svar på modstanden etablerede tysk militær og politi en langt hårdere magtanvendelse, der førte til [[Operation Safari|afvæbningen af det danske forsvar]], forsøg på at pågribe og deportere de danske [[jøde]]r, [[deportation af det danske politi]] samt indførelsenindførelse af [[dødsstraf]] for [[sabotage]] og angreb på besættelsesmagten. Mange medlemmer af [[Den danske modstandsbevægelse|modstandsbevægelsen]] blev [[henrettelse|henrettet]], og en del danskere mistede livet ved tyske [[Clearingmord|gengældelsesaktioner]].
 
Island var før krigen en suveræn stat, bundet til Danmark i en [[personalunion]]. medUnder Danmark.krigen Denblev Island den 10. maj 1940 blev Island besat af [[Storbritannien]] og den 7. juni 1941 blev øens forsvar overført til [[USA]]. DenMellem den 20. -og 23. maj 1944 stemte Islandskden islandske befolkning sig ud af personalunionen med Danmark og fik en republikansk [[Islands folkeafstemning om republik 1944|forfatning]].
 
Ved Danmarks besættelse i 1940 blev forbindelsen til Grønland brudt og detdette førteledte til [[Grønlandstraktaten (1941)|Grønlandstraktaten]] (Kauffmanntraktaten). Den 9. april 1941 indgik [[Henrik Kauffmann|Henrik vonVon Kauffmann]] (dansk diplomat f. 1888) en aftale med USA om, at de måtte opretholdelsestå for opretholdelsen af status quo for øen, så længe de anerkendte Danmarks krav til den. Den danske regering afskedigede Kauffmann som følge af den uberettigede aftale, men i 1945 [[Ratifikation|ratificerede]] rigsdagen traktaten.
 
[[2. verdenskrig på Færøerne|Færøerne blev besat af Storbritannien]] den 12. april 1940. Øens farvand blev kraftigt mineret og befæstet på vigtige strategiske steder. Øen led relativt alvorlige tab i forbindelse med luftbombardementer og ubådsangreb.
Besættelsen sluttede for det meste af Danmark den [[5. maj]] [[1945]], efter at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark den 4. maj havde kapituleret til de [[vestallierede]] styrker.
 
Det var den engelske [[Bernard Law Montgomery|feltmarskal Bernard Montgomery]] der i spidsenlederskab foraf [[:en:21st_Army_Group|21st Army Group,]] accepterede den ubetingede overgivelse af alle tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland, Vadehavsøerne, Slesvig-Holsten og Danmark den 4. maj 1945 klokken 18:30 i [[Lüneburger Heide]]. Kapitulationen af de tyske styrker trådte i kraft den 5. Maj 1945 klokken 08:00.
 
På Bornholm nægtede de tyske styrker at skulle overgive sig til Sovjetunionen. Det resulterede i, at sovjetiske flystyrker bombede [[Nexø]] og [[Rønne]] den 7. og 8. maj. Den 9. Maj invaderede Sovjetsovjetterne Bornholm med landstyrker., Dethvilket medførteledte til overgivelsen af de tyske styrker på Bornholm. Det sovjetiske militær blevfortsatte sin tilstedeværelse på Bornholm tilindtil den 5. april 1946.
 
Den 8. maj 1945 (også kendt som [[VE-dag]]) er den officielle sejrsdatosejrs dato for de [[De Allierede|allierede]] over [[Nazi-Tyskland]].
 
== Invasionen ==
Besættelsen af Danmark var ikke et vigtigt mål for [[Tyskland]]. Beslutningen om at besætte Danmark havde først og fremmest det [[strategi]]ske sigte at sikre det vigtige angreb på [[Norge]] og sikringen af indsejlingen til [[Nordsøen]]. Derudover var Danmark en vital del af [[Atlantvolden]], det tyske forsvarsværk, der skulle forhindre en allieret invasion.
 
Så sent som i februar 1940 var beslutningen om angrebet på Danmark ikke endeligt truffet. Først den [[29. februar]] blev det fastlagt, at også Danmark skulle besættes. Tyskland var afhængig af luftbaser i Danmark (især flyvepladsen i [[Aalborg]] var vigtig) i forbindelse med [[invasionen af Norge i 1940|invasionen af Norge]]. I den oprindelige plan skulle kun [[Nordjylland]] besættes. Planen blev ændret den 29. februar med en [[blyant]]stilføjelse på invasionsplanen.
 
Selv om der i [[Sønderjylland]] fandtes et tysk mindretal, og selv om denne landsdeldel af Danmark havde været tysk fra 1864 til 1920, da den af de tyske nazister foragtede [[Versaillestraktaten|Versaillestraktat]] ændrede detdette, var der ikke etnoget officielt tyskmassivt krav om en ændret grænsedragning fra tysk side. Der var dog kræfter i det tyske mindretal, der så hen til en revision af 1920-grænsen, men fra officiel tysk side var man afvisende over for disse ønsker.
 
Ca.I omegnen af 38.000 tyske [[soldat]]er var stillet til rådighed for generalen i [[Luftwaffe (Wehrmacht)|Luftwaffe]], [[Leonard Kaupisch]], der ledede invasionen. Herunder [[faldskærm]]regimentet ''1. Fallschirmjägerregiment'', hvis rolle det var at sikre flyvepladsen i Aalborg. DetDen operation blev historiens første luftbårne militæroperation.
[[Fil:Danish soldiers on 9 April 1940.jpg|thumb|En gruppe danske soldater om morgenen den 9. april nær Bredevad i Sønderjylland. To af dem blev dræbt senere samme dag.<ref>{{Harvnb|Hendriksen|1945|p=18.}}</ref>]]
Den 9. april 1940 overskred de tyske tropper grænsen til det neutrale Danmark og landsatte tropper i en række havne. I alt 13 danske soldater, ogsamt to [[pilot]]er, blev dræbt under forsøg på at standse den tyske fremrykning, mens 203 tyskere meldtes dræbt.<ref>[http://atlasmag.dk/node/64?page=45,0 Show us the music | Atlas Magasin<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Skønt [[Jylland]]s flade landskab, der er direkte forbundet med Tyskland, var det perfekte område for den tyske hær at operere i, lykkedes det de små spredte danske styrker at forsinke den tyske fremrykning. De tyske, væbnede styrker var dobbelt så store og mere avancerede end de danske i kraft af [[kampvogn]]e og massiv luftstøtte. Selv en beslutsom indsats fra det danske forsvar ville formodentlig kun have resulteret i en enkelt eller to dages forsinkelse af et uundgåeligt militært nederlag. Efter knap to timer bestemtevalgte rigsrådet bestående af [[kong Christian 10.]], [[Thorvald Stauning|statsminister Stauning]], [[Peter Munch|udenrigsminister Munch]], [[Alsing Andersen|forsvarsminister Alsing Andersen]] og cheferne for hæren og søværnet [[William Wain Prior|Prior]] og [[Hjalmar Rechnitzer|Rechnitzer]], at Danmark skulle overgive sig. Regeringen håbede at kunne forhandle sig frem til en fordelagtig besættelsesaftale med Tyskland.
 
Som et resultat af de danske myndigheders samarbejdsvenlige indstilling erklærede den tyske besættelsesmagt, at Tyskland ville "respektere den danske nationale suverænitet og territoriale integritet, såvel som neutralitet."<ref>fx "Nordens Historie del 2 1864-1964" Nordisk Forlag A/S, Gyldendals boghandel. Af Peter Ilsøe og Johs. Lomholt-Thomsen.</ref> De tyske myndigheder var indstillet på at give lempelige betingelser i forholdet til Danmark af flere grunde:
* Den tyske regering havde ingen særlige strategiske eller ideologiske interesser i landet, så den kunne undgå at anvende ressourcer på de forpligtelser og byrder, administrationen af landet krævede.
* Tysklands essentielle interesse i Danmark var at få del i landets overskud af landbrugsprodukter. Det formål ville dog under alle omstændigheder blive opfyldt af Danmark afud fra en økonomisk nødvendighed.
* Tyskerne håbede at opnå en [[propaganda]]mæssig fordel ved ataf Danmark, der skulle fremstå som et "model[[protektorat]]" og [[reklame]] for "det nye Europa".<ref>https://academic.oup.com/ia/article/19/9/513/2711850</ref> Ude i Europa blev landet derfor kaldt "[[Hitler]]s [[kanariefugl]]", og de tyske soldater glædede sig over fredelige forhold og kaldte udstationeringen i Danmark for "[[Flødeskumsfronten]]".<ref>[https://nordjyske.dk/nyheder/floedeskumsfronten/0c0b06b5-4e05-4f86-b539-7b41522a5958 Flødeskumsfronten | Nordjyske.dk<!-- Botgenereret titel -->]</ref>
* Ud over disse mere praktiske mål tilhørte danskerne ifølge den nazistiske [[ideologi]] den "[[arisk]]e [[race]]", i modsætning til de "laverestående racer" som polakker og russere.
 
Besættelsen af Danmark blev gennemført hurtigt, og mange danskere vågnede den 9. april uden at være klar over, at den allerede var et faktum. Den pludselige tyske besættelse oplevedes som et chok og en ydmygelse i store dele af befolkningen, ogomend der var delte meninger om, hvordan Danmark politisk skulle forholde sig til den. Forsvarsminister Alsing Andersen brugte betegnelsen 'det knæk vi fik' om dagen, og udenrigsminister Munch kaldte det i sine erindringer en ydmygelse. I hæren var der stærk utilfredshed med, at et bedre forsvar ikke var etableret.
[[Fil:King Christian X in Copenhagen 1940.jpg|thumb|Under besættelsen blev [[Christian 10.]] et stærkt [[symbol]] på national uafhængighed. Dette billede blev taget på kongens fødselsdag i 1940. Læg mærke til, at han ikke har følgeskab af gardere.]]
Der rejste sig hurtigt en meget dansk-national stemningsbølge i befolkningen, og fænomener som "[[algang]]" og "[[alsang]]" greb om sig. Samtidig blev kongkongen, [[Christian 10.]], et fremtrædende nationalt symbol. Der var ingendog endnu ikke antydning af aktiv modstand mod besættelsesmagten.
 
DetDer var i tysk interesse i at have et rimeligt forhold til Danmark, og for Danmark betød det, at regeringen blev siddende, og at [[Folketing]]et fortsatte med at fungere som før. Regeringen kunnevar i stand til at beholde meget af sin tidligere kontrol med indenrigspolitikken. De danske politikere besluttede, at det danske [[politi]] skulle samarbejde med de tyske besættelsestropper.<ref>{{Harvnb|Andersen|2002|p=367.}}</ref>
 
Allerede den 19. april 1940 blev de første 80 tyske [[emigrant]]er anholdt af det danske politi og interneret i [[Horserødlejren]]. På dendenne måde viste [[Thorvald Stauning|Stauning]] sin samarbejdsvilje med nazisterne. [[Domstol]]ene forblev på danske hænder, og kongen forblev i landet. Den danske offentlige mening bakkede overvejende op om den nye regerings linje, særligt efter [[Slaget om Frankrig|Frankrigs fald]] i juni 1940. Der var udbredt følelse af, at de ubehagelige realiteter omkring den tyske besættelse måtte behandles på en "realistisk" måde set i lyset af den aktuelle udenrigspolitiske situation. De danske politikere mente, at de måtte forsøge at bevare Danmarks privilligeredepriviligerede position ved at præsentere de tyske myndigheder for en enig front af politiske partier. Venstre og De Konservative blev taget med i en [[samlingsregering]], der samarbejdede tæt med Folketinget.
 
Den danske regering bestod førsti begyndelsen af [[Socialdemokraterne|Socialdemokratiet]] og [[Det radikale Venstre]] med [[Thorvald Stauning]] i spidsen. Selv var Stauning foruroliget over udsigterne til et nazistisk domineret Europa, men alligevel fulgte Socialdemokratiet en forhandlingsstrategi og håbede på at bevare det [[demokrati]]ske styre og den danske selvbestemmelse så længe som muligt. Der var mange spørgsmål, som måtte afklares i månederne efter den tyske besættelse. Regeringen accepterede en række krav:
* Artikler og nyheder, der "bragte det dansk-tyske forhold i fare", blev forbudt.
* Efter [[Operation Barbarossa|angrebet på Sovjetunionen]] skulle Danmark være medlem af [[Antikominternpagten]]. Derudover blev [[Danmarks Kommunistiske Parti]] forbudt og dets medlemmer, ogsåherunder medlemmer af [[Folketinget]], interneret uden dom.<ref>[http://modkraft.dk/artikel/rsdag-politiets-internering-af-kommunister-var-europ-isk-kvalitetsarbejde Albert Scherfig ''Årsdag: Politiets internering af kommunister var »europæisk kvalitetsarbejde«'', Modkraft.dk (2015)]</ref>
* Relationerne til de allierede blev afbrudt.
* [[Industri]]en og udenrigshandelen blev indrettet på at betjene det tyske marked. Danmark havde traditionelt haft [[Storbritannien|England]] som en væsentlig handelspartner. Myndighederne så en øget handel med Tyskland som vital for at opretholde livsvigtige forsyninger og hermed den sociale orden i Danmark. Øget [[arbejdsløshed]] og [[fattigdom]] ville lede til mere åben modstand mod tyskerne, som igen ville føre til en skarp reaktion fra tysk side.
 
Ud fra [[Landkrigsreglementet]] § 52 havde en besættelsesmagt ret til at gøre sine krav gældende ved - dog inden rimelige grænser - at rekvirere dem?????. Tyskerne kunne dermed forlange fødevarer, tøj, pelse, soveposer, uldtæpperudtæper, rygsække, muligvis også [[radio]]apparater udleveret. De indgik også overenskomster med landets leverandører. I så fald skulle varerne også leveres, og tyskerne kunne ikke straffes for dette. Krigsvigtige varer eller tjenester kunne de imidlertid ikke forlange.<ref>Hans Fredrik Dahl: ''Krigen som aldri tar slutt'' (s. 246), forlaget Aschehoug, Oslo 2017, ISBN 978-82-03-29679-6</ref>
[[Fil:Scavenius og Best.jpg|thumb|[[Erik Scavenius]] og [[Werner Best]] i gården til [[Christiansborg|Christiansborg Slot]].]]
=== Efter Stauning ===
I 1942 døde Stauning. Han blev fulgtefterfulgt som statsminister af [[Vilhelm Buhl]], men allerede samme år blev [[Erik Scavenius]] leder af samlingsregeringen og virkede som [[statsminister]] undergennem resten af besættelsestiden. Scavenius var [[diplomat]], (ikke valgt politiker), og havde et [[elite|elitært]] forhold til regeringsførelsen. Han var meget bekymret for, at den efter hans mening emotionelle offentlige mening ville destabilisere hans forsøg på at skabe en balance mellem dansk suverænitet og nazistiske krav. Scavenius opfattede sig som en beskytter af Danmark. Både under og efter krigen var der megen kritik af samarbejdsregeringen, særligt fra medlemmerne af den aktive [[modstandsbevægelse]], som mente, at han havde lagt hindringer i vejen for den aktive modstand, og dermed truet Danmarks nationale ære og skadet vores position i forhold til de allierede. Scavenius og de fleste politikere mente derimod, at kritikerne blot var naive og følelsesbetonede, eller i værste fald [[opportunist]]er.
 
De danske myndigheder opnåedevar i stand til gennem samarbejdspolitikken at opnå indrømmelser, men nægtede konsekvent at indgå i en [[told]]- og [[møntunion]] med Tyskland. De danske myndigheder bekymrede sigsi forgfor de negative økonomiske og politiske konsekvenser. De tyske myndigheder ønskede heller ikke at ødelægge de særlige relationer til de danske myndigheder ved at gennemtvinge forslaget, som de havde gjort i andre besatte lande. Det danske nazistparti blev holdt uden for regeringen. [[Folketingsvalg 1943|Et "demokratisk" valg]] blev afholdt i begyndelsen af 1943 og fik et klart anti-nazistisk resultat. Repræsentanter for det danske militær fik adgang til følsomme tyske militære informationer, som de med held videresendte til de allierede.{{kilde mangler|dato=Uge 52, 2008}}
BesættelsensDe økonomiske konsekvenser af besættelsen blev mindsket på grund af det tysk-danske samarbejde. Tilstrømningen af tyske investeringer til industri, landbrug og mest synligt til et enormt fæstningsbyggeri, især på Jyllands vestkyst, skabte alvorlige problemer med øget [[inflation]] i krigens første år. Den danske regering genforhandledevar i stand til at genforhandle vekselkursen mellem den tyske [[mark (møntenhed)|mark]] og den danske [[krone (møntenhed)|krone]], og løste dermed problemet. Pengene til de store investeringer hentede tyskerne i den danske [[Danmarks Nationalbank|Nationalbank]].
 
Den største succes i forbindelse med den danske politik i forhold til Tyskland var, at de [[danske jøder]] undgik [[pogrom|forfølgelse]] i over tre år. I de år, samarbejdspolitikken fungerede, nægtede regeringen konsekvent at acceptere tyske krav om indgreb modover for den jødiske befolkningdel af befolkningen. De tyske myndigheder følte sig i stigende grad generet af den danske holdning til spørgsmålet, men ville ikke gennemtvinge sine ønsker, da de forudså, at det ville blive set som "politisk uacceptabelt". Det gjaldt heller ikke den rigsbefuldmægtigede, ''[[Grader i Schutzstaffel|SS-Obergruppenführer]]'' (general) og tidligere medlem af [[Gestapo]], dr. [[Werner Best]], som fra november 1942 varfungerede som den øverste tyske repræsentant i Danmark. Best mente, at ethvert forsøg på at fjerne [[jøder]]ne ville være særdeles skadeligt for forholdet mellem de to regeringer og anbefalede derfor ikke at lave nogen form for aktion mod de danske jøder.
 
== Øgede spændinger ==
{{uddybende|Operation Safari}}
[[Fil:Denmark Fights for Freedom.ogv|thumb|''Denmark Fights for Freedom'', film om den danske modstandsbevægelse fra 1944.]]
Som årene gik, blev befolkningen i stigende grad fjendtligt indstillet over for den tyske besættelsesmagt. Tyske soldater udstationeret i Danmark oplevede mere og mere en køligt indstillet befolkning, men den fortsatte villighed til samarbejde hos regeringen gjorde forholdet tåleligt for dem. Den danske regering forsøgte at bekæmpe [[sabotage]] og andenandre former for voldelig modstand mod besættelsen, men i løbet af efteråret 1942 havde modstanden nået et niveau, hvor Tyskland for første gang officielt erklærede Danmark for "fjendtligt [[Territorium (suverænitet)|territorium]]". Efter de tyske nederlag ved [[Andet slag om el-Alamein|El-Alamein]] og [[Slaget om Stalingrad|Stalingrad]] øgedes den aktive danske modstand kraftigt. I marts 1943 tillod besættelsesmagten, at der blev afholdt valg. Resultatet gav en stærk opbakning til de demokratiske partier.
 
Efter [[folkeretten]] var det civileunder anden verdenskrig forbudt for civile at deltage i militære træfninger. Civile, der greb til [[våben]], var [[friskytte]]r og dermed efter folkeretten hjemfaldne til [[Krigsret (militær)|krigsret]], hvor de kunne skydes på stedet. Når enbesættelsen besættelseførst var et faktum, var befolkningen i området forpligtet til at adlyde besættelsesmagtens [[forordning]]er. DenDenne havde også ret til at udøve [[repressalie]]r, somsåsom [[henrettelse]] af [[Gidsel|gidsler]] som et tiltag mod ulydighed. Dette skelskille mellem militær og civil øvrighed overlevede ikke anden verdenskrig. I besatte områder havde de fleste opfattet det som en ret - ikke et lovbrud - at sætte sig til modværge mod besættelsesmagten, og detdette [[princip]] dannede grundlaget ved retsopgørene efter anden verdenskrig.<ref>Hans Fredrik Dahl: ''Krigen som aldri tar slutt'' (s. 61)</ref>
 
Valget i marts 1943, samt utilfredshed med den tyske besættelse og en voksende fornemmelse af, at krigen ville ende med et tysk nederlag, førte til omfattende [[strejke]]r og civile uroligheder i sommeren 1943. Den danske regering nægtede at reagere på en måde, der kunne tilfredsstille den tyske besættelsesmagt. Tyskerne erklærede [[undtagelsestilstand]] og rejste krav om indførelse af [[dødsstraf]]. Det førte til, at regeringen den [[29. august]] [[1943]] indgav sin afskedsbegæring. SammeOm morgenen samme morgendag gennemførte værnemagten et angreb på danske militæranlæg og skibe. Forsvaret blev afvæbnet, og personellet blev enten interneret eller gik under jorden.
 
Disse begivenheder markerede et vendepunkt: Nu begyndte et "[[departementschefstyre]]", idet Danmark blev administreret af ministeriernes departementschefer, og de "lovanordninger", som de udstedte, blev godkendt af [[Højesteret]]. På den måde undgik Danmark nazificering af administrationsapparatet. Forhandlingerne med den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best førtes fra 29. august 1943 af udenrigsministeriets direktør, [[Nils Svenningsen]].
 
Efter regeringens tilbagetræden var Danmark i fuldt omfang underlagt det tyske udenrigsministerium, der i oktober besluttede at deportere alle jøder fra landet. Informationer, der var sluppet ud om de tyske planer, tillige ogmed en beslutsom indsats fra befolkningen, sikrede, at langt de fleste af landets jøder blev sejlet sikkert over Øresund til det neutrale [[Sverige]].
[[Fil:Nørrebro Riot.jpg|thumb|Barrikader på [[Nørrebro (København)|Nørrebro]] under [[Folkestrejken (1944)|folkestrejken]] i sommeren 1944.]]
Sabotageaktionerne mod besættelsesmagten tog til i antal og omfang efter den danske regerings tilbagetræden. Af vellykkede sabotageaktioner erkan demnævnes den mod jernbanerne på [[D-dag]]en. Det lykkedes sabotørerne at forstyrre jernbanenettet i dagevis, hvorved de tyske forstærkningerforstærkningers transport blev forsinket betydeligt. Nyere forskning vedrørende jernbanesabotagen<ref>Det var historikeren [[Aage Trommer]], der med disputatsen ''Jernbanesabotagen i Danmark under den anden verdenskrig : en krigshistorisk undersøgelse'', Odense University Press, 1971. (''Odense University Studies in History and social Sciences. Vol, 3''). ISBN 87-7492-049-9, første gang fremsatte denne teori. Disputatsen mødte stor modstand, især fra tidligere modstandsfolk, men den var dog først og fremmest var af følelsesmæssig karakter. Modstanden betød bl.a., at Aage Trommer i slutningen af 1980'erne måtte lades ude af betragtning, da [[Frihedsmuseet]] søgte at forny en udstilling, pga.på grund af et krav fra de tidligere modstandsfolk i foreningen "Frihedsmuseets Venner" (Jubilæumsbogen ''Nationalmuseets Arbejdsmark 1807-2007'', ISBN 978-87-7602-079-8, s. 235</ref> har imidlertid sat spørgsmålstegn ved effektiviteten af sabotagen, idet bevarede optegnelser om togbevægelserne i Danmark viser, at det var relativt nemt at omdirigere sabotageramte togstammer via alternative ruter. Ud over jernbanerne var målene for en betydelig del af sabotageaktiviteterne virksomheder, der producerede krigsvigtige varer for tyskerne.
 
Modstanden mod den tyske besættelse førte til dannelsen af [[Frihedsrådet|Danmarks Frihedsråd]], og den [[Illegalt blad|illegale presse]] blomstrede. De vestallierede regeringer, der tidligere havde været skeptiske over for den danske vilje til at bekæmpe Nazityskland, begyndte i stigende grad at anerkende Danmark som en allieret, selv om det [[aldrig lykkedes fuldt ud på grund af modstand fra øst.]]
 
Frihedsrådet blev en betydende faktor for holdningsdannelsen i det danske folk. I rådet sad repræsentanter for de forskellige illegale organisationer, somherunder [[Frit Danmark]], [[Danmarks Kommunistiske Parti|kommunisterne]], [[Ringen (modstandsgruppe)|Ringen]] og partiet [[Dansk Samling]]. Frihedsrådet opretholdt en nær kontakt til [[SOE]] i London.
 
I januar 1944 foreslog Nils Svenningsen at bygge en dansk lejr for at undgå deportationer til Tyskland.<ref>Side 178 i "Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945." Udgivet 2002.</ref> Werner Best gik ind på det på betingelse af, at lejren blev placeret tæt på grænsen. [[Frøslevlejren]] blev oprettet til dette formål i august 1944.
 
I sommeren 1944 var der store folkestrejker i flere af landets store byer. Der blev nu også oprettet kontakter mellem Frihedsrådet og politikerne, der efterhånden kunne se en ende på krigen. Spørgsmålet om landets styrestyrelse i efterkrigstiden rejste sig. Forhandlingerne resulterede i en aftale om, at ministerposterne skulle deles ligeligt mellem Frihedsrådet og politikerne.
 
Krigens sidste tid blev barsk og var præget af stor brutalitet. Sabotage blev gengældt med modterror, herunder de somsåkaldte [[clearingmord]] og [[schalburgtage]]-aktioner. Da det danske politi efter tysk opfattelsemening ikke var samarbejdsvilligt nok, blev det opløst 19. september 1944. Ud af den danske politistyrke på 10.000 mand blev [[deportation af det danske politi|1.960 politifolk arresteret]] og sendt til [[tyske koncentrationslejre]].<ref>"19. september" af Carl Aage Redlich, udgivet [[1945]], side 11.</ref>. Mange slap væk fordi [[aflytningscentralen i Helsingør]] nogle dage før havde hørtopsnuset viden om tyskernes planer.
 
EfterI en anmodning fra modstandsbevægelsen bombede det britiske Royal Air Force (RAF) et [[Shellhusbombardementet|luftangreb på Gestapos hovedkvarter i København]]. Det menes at 304 blev såret og 117 omkom. Langt størstedelen af ofrene var fra den fejlbebombede skole [[Den Franske Skole]], der blev bombet ved en fejl.
 
DeDer flestevar varermangel varpå og [[rationeretrationering]] af de fleste varer, og man måtte klare sig med erstatningsvarer af ringe kvalitet. Varemanglen forværredes i vinteren 1945 af omkring 250.000 tyske civile fra østområderne i vinteren 1945, der strømmede ind i Danmark på flugt for den fremrykkende [[Røde Armé]]. Der var udbredt kriminalitet pga. politiets fravær.
 
== Økonomi ==
{{uddybende|Levevilkår for den danske befolkning under besættelsen}}
Den danske økonomi var på dette tidspunkt en landbrugsorienteret økonomi, og hvor industrien stadig var under udvikling. Danmarks vigtigste naturressourcer er den landbrugsegnede jord og det fiskefyldte farvand. Storbritannien og Tyskland var Danmarksde dominerende handelspartnere for Danmark, hvortilhvor Danmark i stor stil eksporterede fødevarer og importerede industrivarer og råvarerråmaterialer.
 
Den danske industri var meget sårbar og afhængig af importen af udenlandske råmaterialer, da Danmark ikke havde en betydelig egenproduktion af demdisse varer. Derfor var den danske økonomi stærkt udfordret under besættelsen og særligt hæmmet af de stigende priser på råmaterialer som [[kul]] og [[olie]]. Besættelsen betødfra Tyskland påvirkede også til, at Danmark mistede vigtige handelspartnere som Storbritannien, ogsamt med at fiskerietfiskeriproduktionen blev minimeretstærkt pga.svækket på grund af krigen i [[Nordsøen]].
 
Regeringen havde i nogen grad forudset problemetproblemets opståen før krigen og havde opbygget betydelige reserver, der sammen med indførelse af [[rationering]] var med til at mindske nogle af de værste økonomiske problemer. Forstyrrelsen og afbrydelsen af Danmarks [[udenrigshandel]] var også skadelig for økonomien. SammenlignetSet medi forhold til ødelæggelsen af andre besatte landes økonomi, var de længerevarende skadevirkninger i Danmark dog meget begrænsede.
 
Krigen medførte kun få skader på den danske industri- og fødevareproduktion. Danmark havde et godt økonomisk ståsted efter krigen, og dansk industri så en kraftig fremgangudvikling. Siden 1960'erne har dansk industri fyldt størstedelen af dansk [https://videnskab.dk/kultur-samfund/er-danmark-et-industriland eksport].
 
== Danskernes velfærd under krigen ==
UnderI første del af besættelsen fortsatte danskernes liv stort set uændret. Man mærkede ikke rigtigtrigtig til krigen, og besættelsen var relativ fredelig, hvilket også gav grunden til at tyskerne kaldte det "flødeskumsfronten". DeLivet for de tyske soldaterssoldater livudstationeret i Danmark og danskerne selv var fredelige og kunne slet ikke sammenlignes med forholdene ved fronterne eller i andre besatte lande.
 
Det var først i løbet af den senere fase af besættelsen, at krigen for alvor kunne mærkes i Danmark. Englændernes [[Royal Air Force|Royal Air Force (RAF)]] og [[United States Air Force|USA's flyvevåben (USAF)]] begyndte i højeremeget større grad end hidtil at flyve over Danmark til Tyskland for at udføre sine [[Strategisk bombning under 2. verdenskrig|strategiske bombekampagner]]. Krigen medførte madrationeringmadrationeringer og mangel på råmaterialer som kul og olie. MangeEn masse danskere, primært entreprenører og byggearbejdere, blev tvunget til at bygge de store betonanlæg som tyske ingeniøreringenører, havde planlagt i forbindelse med [[Atlantvolden i Danmark|atlantvolden]]. Den stigende sociale utilfredshed betød etogså stigende antal af sabotageoperationer fra [[Den danske modstandsbevægelse|modstandsbevægelsen]]. [[Folkestrejken (1944)|Folkestrejken i 1944]] markede???? også til tyskerne og de allierede, den danske befolknings utilfredshed med besættelsen.
 
Selv med mangler på råmaterialer og rationering af mad, forblev Danmark den nation under 2. verdenskrig med den [https://en.natmus.dk/historical-knowledge/denmark/german-occupation-1940-1945/ højeste levestandard].
16.344

redigeringer