Attila: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
→Attilas udseende, personlighed og navn: nogen (ental) er rettet til nogle (flertal) |
modtag er rettet til modtog etc. |
||
Linje 3:
|valgsprog =
|billede =Eugene Ferdinand Victor Delacroix Attila fragment.jpg
|billedtekst =Portræt af [[Eugène Delacroix]]
|titel = Konge
|land = Hunnerriget
Linje 23:
}}
[[Fil:Huns empire.png|thumb|310px|right|Hunnernes rige.]]
'''Attila''' ([[Oldnordisk (sprog)|oldnordisk]]: ''Atle, Atli''; [[Tysk (sprog)|tysk]]: ''Etzel''; ca. [[406]] – [[453]]) var den mest magtfulde af de [[Hunnerne|hunniske]] konger. Han regerede datidens største rige i Europa fra [[434]] til sin død. Riget strakte sig fra [[Centraleuropa]] til [[Sortehavet]] og fra [[Donau]] til [[Østersøen]]. På den tid var han én af de alvorligste fjender
Selv om riget brød sammen ved hans død, er han blevet en sagnagtig skikkelse i [[Europas historie]]. I store dele af [[Vesteuropa]] huskes han som indbegrebet af grusomhed og grådighed. Omvendt er der fortællinger, der hylder ham som en stor og ædel konge, og han spiller en vigtig rolle i tre nordiske [[saga]]er.
Linje 30:
{{Hovedartikel|Hunnerne}}
De europæiske hunner har formentlig været en vestlig gren af [[Xiongnu|Xiōngnú]], som var en gruppe af tidlige [[Mongoler|mongolske]] nomadestammer fra det nordøstlige [[Kina]] og [[Centralasien]].
Attila blev født ca. år 406, men man ved ikke noget sikkert om hans tidlige barndom. Derimod ved man, at han blev sendt til [[Rom]] som gidsel i [[418]] efter en fredsaftale med kejser [[Honorius]]. Til gengæld modtog hunnerne [[Flavius Aetius]], der ligeledes kun var et barn.
Linje 41:
Hovedkilden til oplysninger om Attila er historikeren [[Priscus]], der rejste med [[Maximin]] som ambassadør til hunnerne for kejser [[Theodosius 2.]] i [[448]]. Han beskriver den landsby, nomadefolket hunnerne havde rejst, som en stor by med solide træmure. Attila selv beskriver han sådan:
: “...kort af vækst, med et bredt bryst og et stort hoved; hans øjne var små, skægget tyndt og gråsprængt; og han havde en flad næse og
Attilas udseende viser sandsynligvis hans østasiatiske eller [[mongolsk (sprog)|mongolske]] afstamning, eller han kan have været en blanding af disse folk og de [[tyrkisk (sprog)|tyrkiske]] stammefolk i [[Centralasien]]. I realiteten havde han sikkert bare de karakteristiske, østasiatiske træk, som datidens europæere ikke var vant til at se.
Attila er berygtet i vestlig historieskrivning og folkesagn som den forfærdelige "Guds straf", og hans navn er blevet synonymt med grusomhed og [[barbar]]i. Noget af dette kan skyldes en sammenblanding i den folkelige forestilling af hans egne træk med viden om senere [[krigsherre]]r fra stepperne, som f.eks. de mongolske [[storkhan]]er [[Djengis Khan]] og [[Timur Lenk]]: De er efterhånden blevet til én blanding af grusomhed, snuhed og blodtørstig lyst til krig og plyndring. Attilas virkelige personlighed kan have været mere sammensat: Hunnerne på hans tid havde modtaget påvirkning fra
Attila levede på en tid, som har betydet meget for eftertidens vurdering af ham. Det var i det vestromerske riges sidste år, han havde sine kampe med Aetius, der ofte er blevet kaldt “den sidste romer”, og
Ordet ''Attila'' kan fortolkes på fire måder:
Linje 93:
Endnu i [[432]] var hunnerne forenet under [[Ruga]], men da han døde i [[434]], fik hans nevøer Attila and [[Bleda]] sønner af hans bror [[Mundjuk]] magten over de forenede hunniske stammer. Ved deres tronbestigelse forhandlede hunnerne med [[Theodosius 2.]]s udsendinge om udlevering af flere forræderiske stammer, der havde søgt tilflugt i det østromerske rige. Året efter mødtes Attila og Bleda med de kejserlige forhandlere ved Margus (i dag [[Pozarevac|Požarevac]]) og forhandlede siddende på hesteryg efter hunnernes skik en fordelagtig traktat igennem: Romerne gik ind på at sende de flygtede stammer tilbage (selv om de havde været velkomne hjælpere mod [[vandalerne]], og de lovede at fordoble deres tributbetaling på 350 romerske pund guld (= ca. 114,5 kg), at åbne deres markeder for hunniske handlende og at udbetale en løsesum på otte ''[[solidus|solidi]]'' for hver eneste romer, der var taget til fange af hunnerne. Hunnerne var tilfredse med traktaten, og de brød op fra lejren og rejste ind i kontinentets indre muligvis for at befæste og styrke deres styre. Theodosius benyttede lejligheden til at forstærke [[Konstantinopel]]s mure, han lod byens første havmure opføre, og han fornyede grænsebefæstningerne langs Donau.
Hunnerne forblev uden for romernes synsvidde de næste fem år. I
Theodosius havde ladet floden være ubeskyttet som svar på [[vandaler]]nes erobring af [[Karthago]] i [[440]] og [[Sassanidedynastiet|Sassanidfyrsten]] [[Yazdegerd 2. af Persien|Yazdegerd 2.s]] invasion i [[Armenien]] i [[441]]. Det gav Attila og Bleda fri bane gennem [[Illyrien]] og ned på [[Balkanhalvøen|Balkan]], som de invaderede i 441. Efter at have plyndret Margus og Viminacium erobrede hunnernes hær Sigindunum (det nuværende [[Beograd]]) og [[Sirmium]], før de standsede
Attila og Bleda svarede igen ved at genoptage krigen i [[443]]. De fulgte Donau og løb de militære forlægninger i [[Ratiara]] over ende, de belejrede Naissus (nutidens [[Niš]]) og brugte med held både [[Rambuk (våben)|rambuk]]ke og
Da hunnerne var stillet tilfreds for et stykke tid, trak de sig atter tilbage til det indre af deres rige. Ifølge [[Jordanes]] (der citerer [[Priscus]]) døde Bleda
* [http://www29.homepage.villanova.edu/christopher.haas/embassy.htm Priscus af Panium: Fragmenter fra Priscus' udsendelse til Attila]
Linje 105:
Konstantinopel led under [[naturkatastrofe]]r og menneskeskabte ulykker i de år, hunnerne var væk:
* Blodige kampe mellem tilhængerne af
* Udbrud af [[pandemi]]sk [[pest]] i både [[445]] og [[446]]. Efter det andet fulgte [[hungersnød]].
* En fire måneder lang serie [[jordskælv]], der jævnede store dele af [[bymur]]en med jorden og dræbte tusindvis af mennesker. Det udløste endnu en epidemi i byen.
Linje 113:
Attila forlangte, at romerne fortsat skulle betale tribut i guld, og at de skulle rømme en strimmel land, der strakte sig
== Attila i Vesteuropa ==
Så sent som i [[450]] havde Attila erklæret, at det var hans hensigt at angribe det magtfulde vestgotiske kongerige omkring [[Toulouse]] i forbund med kejser [[Valentinian 3.]]. Han havde tidligere stået på god fod med det vestromerske rige og dets ''de facto'' hersker, [[Flavius Aëtius]], som kortvarigt havde været i eksil hos hunnerne i [[433]]. De styrker, Attila stillede til rådighed mod goterne og [[bagauder]]ne, havde skaffet ham ærestitlen ''magister militum'' i det vestlige kejserrige. Desuden kan gaver og diplomatiske henvendelser fra [[Geiserik]], der frygtede vestgoterne og var modstander af dem, også have påvirket Attilas planer.
[[Valentinians]] søster, [[Justa Grata Honoria|Honoria]], forsøgte i foråret [[450]] at undgå tvangsægteskab med en romersk [[senator]] og sendte hunnernes konge en bøn om hjælp ledsaget af en ring. Selv om hun muligvis ikke havde til hensigt at blive gift med Attila, valgte han at forstå hendes bøn som et frieri. Han sagde ja og bad om halvdelen af det [[vestromerske rige]] som [[medgift]]. Da Valentinian blev klar over planen, var det kun på grund af sin mor, [[Galla Placidia]], at han sendte Honoria i eksil i stedet for at lade hende myrde. Han skrev til Attila og afviste pure ethvert retskrav i det formodede ægteskabstilbud. Attila lod sig ikke afvise og sendte bud til [[Ravenna]], hvor han lod proklamere, at Honoria var uskyldig, at tilbuddet havde været bindende, og at han agtede at hente, hvad det retmæssigt var hans.
Da Theodosius i mellemtiden var død efter en rideulykke, afbrød hans efterfølger, [[Marcian]], tributbetalingerne til hunnerne sidst på året 450. Én af hans grunde var, at hunnernes og flere andre folks plyndringer på Balkan havde efterladt meget lidt, der var værd at komme efter.
Linje 124:
Kongen over de [[saliske franker]]e var død, og striden om arvefølgen satte splid mellem Attila og Aëtius: Attila støttede den ældste søn, mens Aëtius støttede den yngste. Det gav Attila anledning til et angreb ind i Gallien. Da han havde samlet en styrke bestående af de undertvungne stammer, [[Gepider]]e, [[Østgoter]]e, [[Rugier]]e, [[Skirer]]e, [[Heruler]]e, [[Thüringer]]e, [[Alaner]]e, [[Burgunder]]e, og havde indledt marchen mod vest, erklærede han at ville gå i forbund med både [[Vestgoter]]ne og romerne.
I [[451]], da han ankom til provinsen [[Belgica]] med en halv million mand (ifølge [[Jordanes]]), stod hans virkelige hensigt klar. Den [[7. april]] erobrede han [[Metz]], og Aëtius satte sig i bevægelse for at standse ham. Han samlede tropper hos [[franker]]ne, [[burgunder]]ne og [[galler]]ne. Attilas fortsatte fremtrængen mod vest overbeviste den vestgotiske konge, [[Theoderik 1.]] om, at han burde gå i forbund med romerne. De samlede hærstyrker nåede [[Orléans]] før Attila, og det standsede og afbøjede den hunniske fremrykning. Aëtius optog forfølgelsen og nåede hunnerne på et sted, der kaldes ''de katalauniske marker''. Den nøjagtige placering kendes ikke, men man formoder, at det drejer sig om egnen ved [[Châlons-en-Champagne]]. De to hære stødte sammen i et stort slag, som man almindeligvis antager, at den gotisk-romerske alliance vandt. Det er dog ikke helt sandt, for dels faldt Theoderik i slaget,
== Invasion i Italien ==
[[Fil:Ulpiano Checa La invasión de los bárbaros.jpg|right|thumb|310px|[[Hunnerne]] rider ind i [[Italien]] under ledelse af Attila (i forgrunden til højre).]]
Attila gik ind i Italien i [[452]], hvor han fornyede sit krav på ægteskab med Honoria, mens hans hær plyndrede adskillige byer og jævnede [[Aquileia]] fuldstændigt med jorden. Valentinian flygtede fra [[Ravenna]] til Rom. På samme tid holdt Aëtius sit felttog i gang, men han manglede styrke til at tage et åbent slag, da mange af hans forbundsfæller var faldet fra. Til sidst standsede Attila ved [[Po]], hvor han
[[Fil:Leoattila-Raphael.jpg|thumb|275px|right|[[Raphael]]s ''Mødet mellem Leo den Store og Attila'' viser Leo 1. med apostlene Peter og Paulus svævende over sig på vej til mødet med Attila]]
Linje 137:
Hvad der end kan have været grunden, så forlod Attila Italien og vendte tilbage til sit palads på den anden side af Donau. Han planlagde at angribe Konstantinopel endnu en gang for at inddrive den tribut, som Marcian havde tilbageholdt. Men han døde i begyndelsen af [[453]], og ifølge den traditionelle forklaring, som stammer fra Priscus, faldt han om ud på natten efter sit seneste bryllup (med en smuk, gotisk kvinde, Ildico). Han havde voldsomt [[næseblod]] og blev kvalt, mens han lå bevidstløs.
En anden forklaring nævnes
Sønnerne [[Ellak]], [[Dengizik]] og [[Ernakh]] stredes om delingen af Attilas rige, og mens det stod på, blev de slået af østgoterne og [[gepiderne]] under [[Ardarik]] i [[slaget ved Nedao]]. Dermed brød hans rige sammen.
{{Arvefølge|[[Hunnernes konger]]|[[Ruga]]|[[Ernakh]]}}
| |||