Besættelsen: Forskelle mellem versioner

Den 9. april 1940 overskred de tyske tropper grænsen til det neutrale Danmark og landsatte tropper i en række havne. I alt 13 danske soldater samt to [[pilot]]er blev dræbt under forsøg på at standse den tyske fremrykning, mens 203 tyskere meldtes dræbt.<ref>[http://atlasmag.dk/node/64?page=45,0 Show us the music | Atlas Magasin<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Skønt [[Jylland]]s flade landskab, der er direkte forbundet med Tyskland, var det perfekte område for den tyske hær at operere i, lykkedes det de små spredte danske styrker at forsinke den tyske fremrykning. De tyske, væbnede styrker var dobbelt så store og mere avancerede end de danske i kraft af [[kampvogn]]e og massiv luftstøtte. Selv en beslutsom indsats fra det danske forsvar ville formodentlig kun have resulteret i en enkelt eller to dages forsinkelse af et uundgåeligt militært nederlag. Efter knap to timer valgte [[KM]] rigsrådet bestående af [[kong Christian 10.]], [[Thorvald Stauning|statsminister Stauning]], [[Peter Munch|udenrigsminister Munch]], [[Alsing Andersen|forsvarsminister Alsing Andersen]] og cheferne for hæren og søværnet [[William Wain Prior|Prior]] og [[Hjalmar Rechnitzer|Rechnitzer]], at Danmark skulle overgive sig. Regeringen håbede at kunne forhandle sig frem til en fordelagtig besættelsesaftale med Tyskland.

I 1942 døde Stauning. Han blev fulgtefterfulgt som statsminister af [[Vilhelm Buhl]], men allerede samme år blev [[Erik Scavenius]] leder af samlingsregeringen og virkede som [[statsminister]] gennem resten af besættelsen. Scavenius var [[diplomat]], ikke valgt politiker, og havde et [[elite|elitært]] forhold til regeringsførelsen. Han var meget bekymret for, at den efter hans mening emotionelle offentlige mening ville destabilisere hans forsøg på at skabe en balance mellem dansk suverænitet og nazistiske krav. Scavenius opfattede sig som en beskytter af Danmark. Både under og efter krigen var der megen kritik af samarbejdsregeringen, særligt fra medlemmerne af den aktive [[modstandsbevægelse]], som mente, at han havde lagt hindringer i vejen for den aktive modstand, og dermed truet Danmarks nationale ære og skadet vores position i forhold til de allierede. Scavenius og de fleste politikere mente derimod, at kritikerne blot var naive og følelsesbetonede, eller i værste fald [[opportunist]]er.