Marsk: Forskelle mellem versioner

18 bytes fjernet ,  for 10 måneder siden
m
retter wikilink
m (Retter flertydige links til Martin Vahl (link ændret til Martin Vahl (1869-1946)) med DisamAssist.)
m (retter wikilink)
En '''marsk''' er i [[økologi]]en en [[biotop]], der danner [[randzone]] mellem et fladvandet hav og fast land.
 
Ordet marsk hedder på gammeldansk ''mersk'', vestjysk ''mærsk'', oldnordfrisisk ''mersk'' og på mnty. ''mersch''.<ref>[http://www.hum.au.dk/jysk/publikationer/ordsag12.pdf Ord og sag 12, Institut for jysk sprog- og kulturforskning Aarhus universitet – 1992] ISSN 0108-8025</ref>
<ref>[http://www.hum.au.dk/jysk/publikationer/ordsag12.pdf Ord og sag 12, Institut for jysk sprog- og kulturforskning Aarhus universitet – 1992] ISSN 0108-8025</ref>
 
Marsk betegner de lavtliggende, frugtbare landstrækninger med [[ler]]bund ved [[Vesterhavet]]s kyster i modsætning til den højere liggende, mindre frugtbare [[gest]] med jordbund af [[moræne]]sand eller glacialt flodsand. Lerbunden skyldes stadige oversvømmelser af de lavtliggende strækninger. Vandet medfører lerpartikler af uorganisk og organisk oprindelse ([[Slik (geologi)|slik]] eller klæg), som bundfældes og efterhånden ophober sig til et mere eller mindre tykt lerlag. Dannelsen af lerstrand er ikke noget særegent for marsken, men foregår mange andre steder, men i mindre stil, fx i rolige vige og steder, hvor hverken bølgegang eller strøm er stærk nok til at hindre tæt plantevækst. Planterne bremser nemlig vandets afløb og skaber rolige forhold, hvilket fremmer bundfældningen. Ved Vesterhavets kyster sker en særligt effektiv dannelse af marsk. Årsagen er det stærke [[tidevand]], hvor der sker en daglig tilførsel af sediment. Også i flodmundingerne finder der marskdannelse sted, så langt, som tidevandet når. Det ses eksempelvis langs [[Elben]], [[Weser]] og [[Rhinen]].
[[Fil:USGS image cropped.jpg|thumb|Brakvands- og ferskvandsmarsk (principtegning).]]
 
Der findes store områder med brakvands- og ferskvandsmarsk langs kysterne af [[Ringkøbing Fjord]] og [[Nissum Fjord]]. Bedst er forholdene undersøgt ved Ringkøbing Fjord. I fortiden var fjorden mere åben mod havet, vandet var mere salt vand, og der var tidevand. Senere er fjorden i større og større grad blevet afspærret, så fjorden ikke længere er tidevandspåvirket, ligesom saltholdigheden er faldet. Sedimentaflejringen foregår derfor kun ved højvande, der forårsages ved vestenvind og stærk tilstrømning fra åerne. Vandet indeholder kun små mængder faste bestanddele, og slikken indeholder kun få uorganiske stoffer, den dannes væsentlig af 'affald' fra fjordens [[plankton]]. Bundfældninger af sediment er derfor nu langt svagere end tidligere. I den sydlige del af fjorden findes brakvandsmarsk. Som første sliksamler virker en sparsom vegetation af [[Børstebladet Vandaks|vandaks]] (''Potamogeton pectinatus'') og [[Almindelig Havgræs|havgræs]] (''Ruppia maritima''). Når bunden med disse planters hjælp er højnet noget, indfinder sig tuer af andelgræs (kveller-bæltet mangler), som under stadig forøget sliksamling vokser sammen til små øer. Med tiden bliver øerne større og kan til sidst blive landfaste. Imidlertid har der indfundet sig [[Kryb-Hvene|fioringræs]] (''Agrostis stolonifera'') og harril-græs, der efterhånden bliver dominerende ledsaget af væsentlig de samme planter som ved saltvandsmarsk. Sliksamlingen forøges kunstigt ved plantning af [[tagrør]] og [[Strand-Kogleaks|strand-kogleaksStrandkogleaks]] og ved anlæg af [[dige]]r lodret ud fra kysten. Omkring digerne opstår rolige vige, hvor slikken kan samle sig. Fra digernes rand kan planterne brede sig ud i vandet. Ved kysterne og på grundene i den øvrige del af fjorden dannes ferskvandsmarsk. Som første sliksamler virker her flere arter af ''Chara'', ''Potamogeton'' og ''Myriophyllum'', dernæst store bevoksninger af [[Almindelig Sumpstrå|sumpstrå]] (''Heleocharis palustris''), [[kogleaks]] (flere arter), [[dunhammer]], [[pindsvineknop]] og [[Dynd-Padderok|dynd-padderok]], og når bunden er højnet, indfinder sig eng af fiorin-græs. Mange steder fremmes landdannelsen ved plantning af tagrør og kogleaks. Når marskdannelsen er nået til et vist punkt, der i reglen vil være afhængigt af sliklagets tykkelse, kan den inddiges og derved beskyttes mod det salte vand. Marsken kan nu benyttes både som eng og agerland.
 
Mange steder i Tyskland og Holland ligger overfladen betydelig under flodvandstanden, så afløb kun kan finde sted gennem [[sluse]]r ved ebbetid. Flere steder, særlig i Holland, ligger den endog under ebbens vandstand, så vandet kun kan fjernes ved pumpning, Et stykke marsk, der er omgivet af et dige, kaldes en [[kog]] eller ''polder''. Med brede grøfter er kogen opdelt i mindre stykker, ''fenner''. De inddigede enge har et lavt, men tæt plantedække. Ved [[Højer]] er de dominerende planter ''[[Poa pratensis]]'', ''[[Lolium perenne]]'' og ''[[Trifolium repens]]'', altså en ganske anden vegetation end på den ubeskyttede marsk.
24.073

redigeringer