På sporet af den tabte tid: Forskelle mellem versioner

Prousts værk er en bog om tiden og livets forgængelighed: fra barndommens Combray, hvor alttil varden ordenvoksne ogfortællers meningsfyldtoplevelser i kontrast til den voksne fortællers møde medparisiske virkelighedenoverklasse. Omtrent halvvejs i værkets sidste bind, ''Den genfundne tid'', kommer jeg-personen efter mange skuffelser til klarhed over, hvad han skal skabe og hvordan. [[1. verdenskrig|Første verdenskrig]] er forbi, og "Marcel" vender nedtrykt tilbage til [[Paris]]. En dag får han en invitation til en musikalsk ''[[soirée]]'' hos prinsen og prinsessen af Guermantes på Avenue du Bois. Her snubler han over nogle [[brosten]] på [[fortov]]et uden for Guermantes hus. Det vækker et minde om den gang, han snublede over to sten i [[Markuskirken]] i [[Venedig]]. Flere minder kaldes spontant til live, og Marcel bringes ud over øjeblikket. Uden for tiden oplever han tingenes [[essens]]. For Proust er tiden den store ødelægger; en destruktiv kraft, som nedbryder og gør os til [[slave]] af den. Vi lever under forvandlingens lov tynget af manglen på noget konstant. Fortælleren er derfor lykkelig over disse pludselige erindringsglimt, der står i skarp kontrast til alle tings flygtighed. Vores ''frivillige'' [[hukommelse]] kan naturligvis huske situationer og steder; men den favner ikke det liv, der fyldte øjeblikket. Derimod bringer den ''ufrivillige'' hukommelse liv i fortiden, der genopstår, som vi den gang oplevede den. Disse spontane erindringer overbeviser fortælleren om, at der findes en enhed i hans personlighed og en faktisk kontinuitet mellem fortid og nutid; en erkendelse, der kan kaldes selve grundtanken i hans værk. På den måde er det afsluttende bind en kontrast til den livslede, der præger store dele af romanen. I ''Den genfundne tid'' triumferer kunsten ved at ophæve tidens ubønhørlige hærgen med vore liv. I det virkelige liv stillede Proust sig kritisk både til [[Realisme (litteratur)|realisternes]] og til symbolisternes litteratursyn. Hans kritik indledte et markant vendepunkt i romankunsten, hvor interessen for den ydre handling reduceres - mens fokus rettes mod den menneskelige [[bevidsthed]], som man ser det i [[Hamsun]]s tidlige bøger.