På sporet af den tabte tid: Forskelle mellem versioner

[[Ideologi]]sk set skulle romanen hverken være [[Ateisme|ateistisk]] eller religiøs. De tanker om intuition og instinkt, som Bergson havde spredt i debatten, rydder ''På sporet af den tabte tid'' op i ved at rette søgelyset mod de ukontrollerede dele af vor hukommelse, som på ganske ukaldet vis pludselig genskaber en virkelighed, vi har oplevet tidligere. Et sådant erindringsglimt (madeleinekagerne og lindeteen er det berømteste eksempel) kan give anledning til en særegen lykkefølelse. Prousts bog er en opfordring til at lytte til disse ukaldede signaler fra vor hukommelses skatkiste.