Kontrapunkt (musikteori): Forskelle mellem versioner

De ældste regler for kontrapunkt, der i begyndelsen kaldtes discantus — benævnelsen kontrapunkt som betegnelse for flerstemmig sættelse opstår først i 14. århundrede. — findes allerede hos [[Franco af Köln]] (12. århundrede) og [[Jean de Muris]]; med nederlænderen [[Guillaume Dufay]] antager kontrapunkt mere kunstfærdige former, der yderligere udvikles af lærde kontrapunktikere som [[Johannes Ockeghem]], [[Josquin Desprez|Josquin de Prés]], [[Adrian Willaert]] og flere. Og efterhånden udartede til spidsfindigt kunstleri, indtil [[Giovanni Pierluigi da Palestrina|Palestrina]] og hans samtidige på ny fylder de stivnede former med levende indhold. Med operaens fremkomst (omtrent 1600) vandt [[homofoni]]en overtaget i den [[verdslig]]e musik, medens kontrapunkt væsentlig fandt sin plads i [[kirkemusik]]ken, hvor den i 17. og 18. århundrede nåede sin højeste udvikling i fugaen hos [[Johann Sebastian Bach]]. Og i det moderne musikstudium danner kontrapunkt et meget væsentligt led af kompositionslæren. Af forfattere, der har behandlet kontrapunkts teori, er de mest kendte af ældre [[Johann Fux]], [[Friedrich Wilhelm Marpurg]], [[Johann Philipp Kirnberger]], [[Luigi Cherubini]], [[Johann Georg Albrechtsberger]], af nyere [[Heinrich Bellermann]], [[Ernst Friedrich Richter]], [[Siegfried Dehn]], [[Otto Tiersch]], [[Hugo Riemann]] og nyere.