På sporet af den tabte tid: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Noter |
m Typo fixing, typos fixed: f. eks. → f.eks. ved brug af AWB |
||
Linje 10:
== Miljøet==
Romanens fortæller hører til det parisiske overklassemiljø, og alt foregår indenfor den ramme. Kun det første bind foregår i den lille provinsby, hvor en række af hovedpersonerne holder ferie eller ejer landsteder eller slotte. Alle romanens personer hører til de rige - eller også forsøger de at komme ind i dette miljø eller de er tjenestefolk eller prostituerede. Beskrivelserne er ikke maleriske, men psykologisk analyserende, særligt med henblik på kulturelle, æstetiske og seksuelle tiltrækninger. Kunstværker, blomster, påklædning og musik spiller en stor rolle og snobisme kommer hyppigt på tale. Det mest gennemgående træk er, at alle de skildrede personer, måske bortset fra fortællerens forældre, er usympatiske, ofte med sygelige og farlige manier. Nogle af personerne har en facade til at skjule deres virkelig jeg, andre bliver i løbet af deres liv helt anderledes, men sjældent bedre. Det er gerne mennesker der dømmes helt forkert af deres omgivelser og som selv har svigtende dømmekraft. Fortælleren selv, altså jeg-personen, er fra barndommen sygeligt afhængig af sin mor og bedstemor. Senere i livet bliver hans kærlighedsliv sygeligt besidderdomineret. Ved hjælp af sine penge forsøger han at overvåge og indespærre de kvinder, han elsker.
Det parisiske bybillede og de mondæne bade- og kursteder bliver sjældent beskrevet visuelt, selvom handlingen foregår i de fornemme kvarterer omkring Concordepladsen og i Faubourg St. Germain. Læseren må gøre sig klart f.
Mange læsere opfatter bogen som en nøgleroman, og der er skrevet meget om hvilke virkelige personer, der har tjent som forbilleder for persongalleriet i romanen. Skikkelsen Swann var bl.a. inspireret af Charles Haas, en kendt person i samtiden.
== Kulturhistorisk sammenhæng ==
[[Fil:Illiers-Combray.jpg|thumb|right|Illiers, den lille by, Proust kaldte "Combray" i sin roman. Byen antog navnet Illiers-Combray til ære for Proust.<ref>https://www.nytimes.com/2017/05/15/t-magazine/william-friedkin-marcel-proust.html</ref>]]
Romanen indskriver sig i rækken af epokegørende skønlitterære værker. I omfang er den sammenlignelig med [[Honoré de Balzac|Balzacs]] ''[[Den menneskelige komedie|La comédie humaine]]'', men den ligger ikke direkte i forlængelse af en romantradition. Impressionisterne har derimod påvirket Proust som Debussys opera ''Pelleas et Mélisande'' og [[Henri Bergson]] og [[Richard Wagner]] . Romanens univers kan ses i lyset af den kamp mellem [[ateisme]] og [[spiritualisme]], som prægede fransk kultur under den
[[Tredje franske republik|tredje republik]]. I samklang med traditionel, fransk antiklerikalisme havde [[Auguste Comte]] udgivet en række bøger om menneskehedens udvikling i tre etaper, hvoraf den sidste, den positive, angiveligt skulle udgøre højdepunktet og enden på al religiøsitet. Mod denne bastante ateisme, som Comte i øvrigt selv forlod, kom den nye spiritualistiske bølge, hvori forfatteren til Pelléas et Mélisande, [[Maurice Maeterlinck|Maeterlinck]] var den franske topfigur. Som filosof deltog Bergson i debatten og gjorde intuition til et nøglebegreb for en forståelse af instinktets forhold til intelligensen.
Den franske Proust-debat diskuterer Bergsons betydning for Proust. Et synspunkt er, at Prousts værk absolut ikke må anskues som en fortsættelse af Bergsons. Et andet er, at Bergson med sit originale sprog og tankegang havde påvirket hele den samtidige intelligentsia til at sætte begreberne [[intuition]] og [[instinkt]] på dagsordenen.
== Budskabet ==
Proust opfattes som [[Narcissisme|narcissist]] i brede kredse. De venstreorienterede opfatter ''På sporet..'' som en [[nøgleroman]] og en sentimental [[selvbiografi]]. Men Proust har overbevisende i breve, noter og avis[[Interview (journalistisk genre)|interview]] formuleret et sammenhængende program for sine [[Æstetik|æstetiske]] anskuelser, som er alt andet end sentimentale. Desuden kan romanen læses som samfundskritik, men det er kun ét lag i strukturen – og ikke det dybeste.
Det dybeste lag vedrører hovedpersonens udvikling til at erkende sit kald og sin dybeste natur (''moi profond''. Således udtrykt af Francoise Leriche i Marcel Proust Lettres, p. 430. Plon 2004.) Lidt anderledes skriver oversætteren René de Ceccaty: "Meningen med Proust's lange roman ligger ikke i den realistiske beskrivelse af et miljø og menneskelige forbindelser, men i en metafysisk refleksion over tiden og i kunstnerens desperate kamp for at afværge sin fortabelse." <ref>I forordet til La Divine Comédie. s. 47.</ref> Hermed hentydes til den pligt til at være nyttig i samfundet, og til at hjælpe sine medmennesker, der var et af positivismens kendetegn. Med fortabelse tænkes der altså ikke på et dogmatisk, kirkeligt begreb, men på den domfældelse, der afsiges af kritikerne, publikum og af tiden.
[[Ideologi]]sk set skulle romanen hverken være [[Ateisme|ateistisk]] eller religiøs. De tanker om intuition og instinkt, som Bergson havde spredt i debatten, rydder ''På sporet af den tabte tid'' op i ved at rette søgelyset mod de ukontrollerede dele af vor hukommelse, som på ganske ukaldet vis pludselig genskaber en virkelighed, vi har oplevet tidligere. Et sådant erindringsglimt (madeleinekagerne og lindeteen er det berømteste eksempel) kan give anledning til en særegen lykkefølelse. Prousts bog er en opfordring til at lytte til disse ukaldede signaler fra vor hukommelses skatkiste.
Proust udformede første gang denne bærende idé i et løsbladsfragment, der formentlig stammer fra 1908. Af forskere kaldes det: Il y a une légende bretonne qui dit...Det udgaves første gang i 2021 <ref>Les soixante-quinze feuillets. Gallimard 2021.</ref>:
Når jeg læser en af de legender fra Bretagne der beskriver, hvorledes de dødes sjæle kan tage bolig i almindelige ting og være ude af stand til at forlade dem igen før den dag kommer, hvor en person, der har kendt dem, ser og forstår situationen og befrier dem - så tænker jeg ofte at en sådan tro kunne jeg godt selv antage uden at gøre vold på mig selv. Det skyldes at jeg selv i mit liv har konstateret, at hver gang noget er blevet dødt for mig, eller i det mindste at jeg har troet, at det var dødt, så var dette noget i virkeligheden krøbet ind i en ganske lille form og det forblev dødt for mig indtil den dag jeg mødte denne ganske lille form. Jeg forsøgte ofte at få det frem ad intelligensens vej, men det lykkedes aldrig.
Line 40 ⟶ 39:
== Formen ==
Proust er fjern fra Bergsons spekulative metoder og tilhænger af poesiens metode til ny forståelse. Men han var skeptisk med hensyn til den suggestive prosa, som [[Arthur Rimbaud]] og [[Stéphane Mallarmé]] repræsenterede. Proust ønskede klarhed med hensyn til sætningernes mening og fortællingens forløb.
Hvordan overføre [[Tristan]] og [[Pelleas]] til en moderne bindstærk udviklingsroman? Kun i sine allertidligste noveller forsøgte Proust sig med et mytisk eller historisk univers. Med romanfragmentet (på 1000 sider!) ''Jean Santeuil'' er vi definitivt i den nutid, forfatteren selv har levet i. Den mytiske aura som Tristan og Siegfried bader i, bliver ''På sporet af den tabte tid'' også belyst af, takket være sproget og fortællerens placering med hensyn til alder – med hensyn til det kronologiske. Skønt romanen aldrig forlader det realistiske, får læseren indtryk af hovedpersonen som et aldersmæssigt hybridprodukt. Til tider tror han, at det er en otteårig dreng, der går til mondæne soiréer og på bordel, på andre sider får hun snarere indtryk af, at det er en fyrreårig mand, der får læst højt af sin moder, før han skal sove. En anden ejendommelighed ved formen er, at personerne så godt som aldrig skildres i deres ydre, og når det sker, er det i form af andres kommentarer og altså subjektivt. Det er en af vanskelighederne ved læsningen, fordi vi er vant til at visualisere romanpersoner. I ''På sporet'' karakteriseres personerne primært gennem deres indbyrdes kontakt.
Line 46 ⟶ 45:
== Sproget ==
Sprogets ejendommelighed er anvendelsen af et slags talesprog med mange lange sætninger og mange metaforer. Det proustske ordforråd er forbløffende dagligdags – i forhold til romanens ry som vanskelig at læse. Det er tankegangen, der er vanskelig, fordi den enkelte sætning hyppigt forlænges i stadig nye opdelinger og nuancer. Hver enkelt side kræver derfor tid, mens hele romanen fordrer at blive læst på rimelig kort tid, så dens opbygning og mening forstås.
== Tilblivelse ==
Proust skrev romanen fra 1909 til 1922, han arbejdede ikke lige frem efter den lagte plan, men skrev løbende [[indskud]]. De kunne udvikle sig til hele kapitler og bind. Derved blev det egentlige manuskript til et kludetæppe med stadig flere sammenfoldede ark indsat i det oprindelige kladdehæfte. Det er et studium at læse, hvad forfatteren overdrog til en højtlæser og en maskinskriverske. Efter det udskrevne skrev Proust nye indskud og flyttede om på mange dele. Han sammenligner selv sin arbejdsmetode med syningen af en kompliceret og kunstfærdig kjole, hvor inspirationen hele tiden orienteres ud fra det øjeblikkelige stadium. [[Første Verdenskrig]] og personen Albertine er to væsentlige handlingselementer, der begribeligvis ikke var planlagt fra begyndelsen.
== Udgivelseshistorie ==
| |||