Lov (jura): Forskelle mellem versioner

Ved '''lov''' i juridisk forstand forstås en given [[præskriptiv|forskrift]] eller et givet regelsæt, der ''skal'' følges af dem, hvis adfærd loven tager sigte på at regulere. En lov erhører entil blandt flerede vigtigste [[Retskilde|retskilder]].<ref>https://denstoredanske.lex.dk/retskilder</ref>

Lovregler står i modsætning til moralske regler derved, at man ''bør'' følge moralske regler, mens lovregler er udformet som nøjagtigt beskrevebeskrevne forpligtelser, der paragraf for paragraf eliminerer al tænkelig tvivl, og herunder indeholder sanktionsbestemmelser, for det tilfælde, at de, der er underlagt loven, ikke respekterer den i handling. Lovgivning handler med andre ord om, hvad man ''skal'' og, hvad man ''ikke må'', mens moral og etik handler om, hvad man ''bør'' og ikke ''bør''.{{kilde mangler|dato=maj 2017}}

I Danmark har [[Folketinget]] og den regerende monark i forening den lovgivende magt, jævnførjf. [[Grundloven]]s § 3. I praksis (som nærmere reguleret i [[sædvaneret|retssædvane]] og i Grundlovens øvrige bestemmelser) foregår et givet lovforslags ophøjelse til lov, ved at monarken (for tiden dronningen) efter indstilling fra den relevante minister stadfæster lovforslaget ved sin kongelige underskrift, efter dette er blevet vedtaget af Folketinget ved tre særskilte behandlinger<ref>https://www.ft.dk/da/folkestyret/folketinget/lovgivningsprocessen-i-folketinget</ref> ([[Grundloven]]s § 41, stk. 2). Ved stadfæstelsen får loven lovskraft, så den har virkning indenfor den statslige forvaltning. Når den er kundgjort, får loven retsvirkning overfor borgerne.

Omend ministrene formelt set er en del af den udøvende magt og ikke af den lovgivende magt, er det i Danmark normalt i ministerierne, at lovgivningen bliver til på initiativ af den poltiske konstellation, der har regeringsmagten. Dette er i fuld overensstemmelse med grundlovensGrundlovens § 21, der giver Kongen (regeringen) adgang til fremsættelse af lovforslag. Og det er resortministeren, derRessortministeren står som den officielle forslagsstiller. Som eksempel kan nævnes, at ud af 67 fremsatte eller betænkningsafgivne lovforslag i folketingssamlingen 2009-10, var kun ét<ref>Forslag nr. L 53: Forslag til lov om ændring af lov om valg til Folketinget. (Ændring af reglerne om boliger til folketingsmedlemmer m.v.)</ref> fremsat af en gruppe folketingsmedlemmer uden om regeringen. Dog kan det være nødvendigt med forhandlinger og påfølgende justeringer, for at man kan sikre sig, at de forskellige lovinitiativer ikke bliver nedstemt i folketingssalen<ref>Dette gælder i særdeleshed, hvis regeringspartierne ikke udgør et absolut flertal i folketinget</ref>. Eventuelt kan en regering true med at gøre et lovgivningsspørgsmål til et [[kabinetsspørgsmål]], således at falder lovgivningen, så udløses der nyvalg. Det gælder som en grundregel, at ingen regering kan blive siddende, hvis den har et folketingsflertal imod sig. Dette princip kaldes også negativ [[parlamentarisme]].<ref>https://denstoredanske.lex.dk/parlamentarisme</ref>

På [http://www.ft.dk folketingets hjemmeside] kan man læse nuværende og tidligere folketingssamlingers lovforslag. Desuden kan man på siden finde Folketingets forarbejder og bemærkninger, som også er vigtige at iagtageiagttage, når en lov skal fortolkes i forvaltningen eller i anden juridisk sammenhæng.