Pave Pius 11.: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
sprogret |
m bot: ændre magisk link for ISBN til skabelon:ISBN; kosmetiske ændringer |
||
Linje 1:
{{Infoboks pave}}
'''Ambrogio Damiano Achille Ratti''' ([[31. maj]] [[1857]] – [[10. februar]] [[1939]]) var [[pave]] under navnet '''Pius 11.''' Han blev valgt til pave den [[6. februar]] [[1922]]. Ratti kom fra [[Lombardiet]] i det nordlige [[Italien]]. Han var [[ærkebiskop]] i [[Milano]], til han blev valgt til pave. [[Vatikanstaten]] blev oprettet som selvstændig stat i [[1929]] i Pius' pavetid.
== Holdninger ==
I [[1854]] udtalte paven sig mod "''den gudløse og fordærvelige opfattelse''", at der skulle være frelse at finde udenfor [[den romersk-katolske kirke]], og som reaktion på [[økumeni]]ske verdensmøder i [[1925]] og [[1927]] erklærede Pius 11., at man på ingen måde kunne deltage i dem, "''fordi enheden, som [[Kristus]] ønsker det, ikke kan
I [[1929]] udtalte Pius sig mod, at begge køn skulle have adgang til uddannelse, fordi "''naturen selv''" forbød det. Samme år tog den 21-årige [[Simone de Beauvoir]] sin ''agrégation''-eksamen som den yngste nogensinde og ovenikøbet som den næstbedste i sin årgang.<ref>Peter Normann Waage: ''Jeg – individets kulturhistorie'' (s. 413), forlaget Schibsted, Oslo 2008, {{ISBN
Den katolske kirke var svækket af at have taget parti mod [[Alfred Dreyfus]] i [[Dreyfus-affæren]], og i [[mellemkrigstiden]] fik [[Ydre mission|
Under [[motto]]et "''Kristi fred i Kristi rige''" arbejdede Pius målrettet for at gøre [[pavekirken]]s værdier gældende i samfundet. Gennem den centralt styrede "Katolsk Aktion" skulle lægfolk bistå [[gejstlighed]]en. Omkring 500 [[saligkåring]]er og 33 [[helgenkåring]]er fremmede det. Pius tog afstand fra den [[nationalisme]], der fulgte i [[første verdenskrig]]s kølvand, selv om pavekirken blev [[diktator]]en [[Franco]]s stærkeste støtte. Gennem [[Laterantraktaten]] kom pave Pius og [[Mussolini]] til enighed om "det romerske spørgsmål". Mussolini vandt prestige hermed, og Pius undlod at kritisere hans invasion af [[Abessinien]].<ref>Martin Schwarz Lausten: ''Kirkehistorie'' (s. 241-2)</ref>
|