Catilinariske sammensværgelse: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
det mamerkiske [0 hits i Google!] henrettelseskammer -> det mamertinske fængsel |
Glenn (diskussion | bidrag) m +kat |
||
Linje 1:
En sammensværgelse i det gamle [[Rom]] ([[63 f.Kr.]]), der er os bedst kendt igennem [[Cicero]]s taler og [[Sallusts]] historieskrivning. Den var et led i den senrepublikanske kamp imellem [[optimater]] og [[popularer]].
Sammensværgelsen tager sit navn fra dens hovedmand, [[Lucius Sergius Catilina]], der oprindeligt stod på optimaternes side. Efter at have tabt to valg til [[consul]] på grund af manglende støtte fra optimaternes toppolitikere og deres [[clientela]] stillede han sig imidlertid på popularernes side og begyndte at holde hemmelige, natlige møder. En af sammensværgelsens deltagere talte imidlertid over sig til sin elskerinde, der straks henvendte sig til den siddende consul, [[Cicero]], og adviserede ham om, hvad de sammensvorne planlagde: at myrde consulerne, sætte senatet ud af kraft og tage magten over
Cicero handlede omgående. I en række af taler i senatet - ikke overraskende kaldet de catilinariske taler - anklagede han Catilina, der kun var til stede ved den første, direkte. Tonen lægges allerede i den første linje: ''Quosque tandem abutere, Catiline, patientia nostra?'' (Hvor meget længere vil du misbruge, Catilina, vores tålmodighed?). Ciceros brug af 'vores' er et dobbeltspil, idet romernes sagtens kunne omtale sig selv i majestætisk flertal, men samtidig er det et udtryk for Ciceros opfattelse af, at han taler for hele
Catilina, der i den første tale blev truet med en velfortjent og hurtig død, flygtede nordpå til en [[hær]], hans medsammensvorne i hemmelighed havde samlet. Den bestod fortrinsvis af [[Sullas]]
Inden længe blev Catilina besejret af senatets udsendte tropper og Cicero hædredes med titlen ''Pater patriae'' (fædrelandets fader), en titel han ikke forsømte at udnytte i resten af sin politiske karriere. I alle sine senere skrifter omtaler Cicero dette som sin største triumf og det er om ikke andet end episode, der har været uendeligt vigtig for eftertidens vurdering af Cicero såvel som menneske og som tænker.
[[Kategori:Antikken]]
|