|
De '''De Nationalliberalenationalliberale''' var en indflydelsesrig retning i dansk [[politik]], meningsdannelse og kulturliv [[1842]]-[[1882]]. Retningen blev betragtet som et parti, meni denbetydningen havde"gruppering", ikke den interne disciplin,men der kendetegner nutidens partier. I perioden [[1845]]-[[1875]] var denikke [[offentligetale mening]]om i Danmark stort set nationalliberal og [[Nationalromantikken|nationalromantisk]]. De nationalliberale huskes især for [[grundlov]]en af [[1849]] og tabet af [[Sønderjylland]] i [[1864]]partiorganisation.
==Starten==
Retningen opstår, da [[Orla Lehmann]] formulerer [[Ejderpolitikken]] i 1842. Fra starten fra fik Dede Nationalliberalenationalliberale tilslutning fra en gruppe dengang ''yngre liberale'', deriblandt [[Carl Ploug]], gennem mange år redaktør af avisen ''Fædrelandet'', og [[D.G. Monrad]], der blev grundlovsfader i [[1848]]-[[1849]]. Senere kom [[C.C. Hall]] og [[A.F. Krieger]] også med i forreste række.
==I opposition==
Partiet var opstået blandt studenter og [[akademiker]]e, og det blev derfor ofte kaldt professorpartiet. I 1840’erne havde partiet blandt andet støtte fra købmænd og yngre embedsmænd.
De Nationalliberalenationalliberale ønskede en fri [[forfatning]]. De var [[skandinavisk]] indstillede, og de førte en [[Ejderpolitik]]. De ledende nationalliberale var født i årene omkring [[1810]]. Fra starten stod partiet i skarp modsætning både til den [[enevælde|enevældige]] kongemagt og til [[Gods (større gård)|gods]]ejerne.
Omkring [[1840]] støttede de fleste bønder enevælden. Gennem [[Bondevennernes Selskab]] (dannet [[1846]]) søgte Dede Nationalliberalenationalliberale med held at vinde bønderne for en fri forfatning. Alliancen med bønderne vaklede dog allerede fra [[1848]].
==Junigrundloven==
De Nationalliberalenationalliberale var ledende i [[martsrevolution]]en [[1848]]. [[Ministeriet Moltke I|Martsministeriet]] var en koalitionsregering mellem Dede Nationalliberalenationalliberale og mere konservative elementer. I efteråret 1848 blev Dede Nationalliberalenationalliberale presset ud af regeringen, og det konservative [[Ministeriet Moltke II|novemberministerium]] blev dannet.
[[Den grundlovgivende rigsforsamling]], der sad i 1848-1849, var delt i tre næsten lige store retninger. De nationalliberale stod mellem højrepartiet og Bondevennerne, der efter bruddet med Dede Nationalliberalenationalliberale nu repræsenterede bønderne, varog Venstre.udgjorde De konservative var Højre, mens De Nationalliberale var Centrumvenstresiden.
Stridspunktet i rigsforsamlingen blev sammensætningen af den nye rigsdag. Bondevennerne ønskede et etkammersystem med almindelig valgret. Højre ønskede et tokammersystem med privilegeret valgret. Det blev afgørende for udfaldet, at Centrumcentrum tilsluttede sig et kompromisforslag om to kamre med almindelig valgret til [[Folketinget]] og med privilegeret valgbarhed til [[Landstinget]]. Også på andre punkter fik Dede Nationalliberalenationalliberale afgørende indflydelse på [[Danmarks Riges Grundlov|grundloven]] fra juni 1849.
==Partiets højdepunkt==
I 1849-1857 fik kun få nationalliberale ministerposter i de konservative regeringer. I 1857 danner C.C. Hall en nationalliberal regering, der med en kort afbrydelse bevarer magten frem til 31. december 1863. Denne periode bliver Dede Nationalliberalesnationalliberales højdepunkt, hvor mange af de reformer, som partiet havde krævet i 1840’erne, bliver gennemført.
==Tabet af Sønderjylland==
Da Hall i 1863 også vil gennemføre Ejderpolitikken går det galt. [[Novemberforfatningen]] udløserbliver anledning til at [[Bismarck]] erklærer den [[2. Slesvigske Krig]]. Danmark taber krigen og må afstå [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]], [[Holsten]] og [[Lauenborg]] til [[Preussen]] og [[Østrig]].
De Nationalliberalenationalliberale fårmå bære skylden for nederlaget. Partiet mister sin prestige og sine ministerposter.
==Samarbejde med godsejerne==
==Manglende generationsskifte==
Et muligt generationsskifte blev forpurret, da en række yngre nationalliberale gik over til [[Mellempartiet]] i 1866. Helt frem til Dede Nationalliberalesnationalliberales opløsning blev partiets ledelse derfor præget af mænd fødte omkring 1810.
==Forfatningskampen==
De Nationalliberalenationalliberale ønskede ikke den [[forfatningskamp]], der prægede dansk politik i slutningen af 1800-tallet.
I [[1882]] lykkedes det for Krieger at få Folketinget og Landstinget til at enes om finansloven. Samtidigt protesterede både Ploug og Krieger mod Estrups forsvarsforslag.
Kort tid efter går Dede Nationalliberalenationalliberale i opløsning. De fleste fra partiet går til Højre. Monrad og enkelte andre nærmer sig Venstre.
==Den offentlige mening==
Ved indgangen til 1870’erne prægede Dede Nationalliberalesnationalliberales [[Nationalromantikken|nationalromantiske]] holdning stadig den offentlige mening og kulturlivet. Venstremanden [[Viggo Hørup]] rejste en kraftig opposition mod dette. Med støtte fra kredsen omkring [[Georg Brandes]] lykkedes det ham at beskære den nationalromantiske indflydelse.
==Nationalliberale partier i andre lande==
| 