Christian August Lorentzen: Forskelle mellem versioner

Hvor lidet betydelig Lorentzen end tager sig ud i vore øjne, indtager han dog en særplads i den danske kunsthistorie; ligesom hans uddannelse havde været ganske afvigende fra det sædvanlige, især for en kunstner, der blev både [[professor]] og direktør, således viste han også som udviklet kunstner lyst til at bryde nye veje, og han er en forløber, som historien må regne med, når der er tale om den udvikling, som dansk kunst mere og mere tog i national retning. Hans og Pauelsens historiske billeder og landskaber vare ikke betydningsløse led i rækken af det 18. århundredes bestræbelser for at gengive fædrelandets historie og natur. Således malede Lorentzen snart efter sin hjemkomst en række norske "Prospekter", som blev stukne af [[Georg Haas]]; de solgtes dels i sorte, dels i kolorerede aftryk og have været yndet vægudsmykning i de foregående slægtled. Fra en senere tid (1825-27) vare 4 landskaber på [[Christiansborg]], forestillende "de forskellige Verdensegne, der løde det danske Scepter". Mulig har Lorentzen været i [[Norge]]: i [[Trankebar]] og [[Vestindien]] havde han sikkert aldrig været. Til hans fædrelandske, i sin tid vel ansete billeder hører ''Wismars Belejring'', ''Hertha'', ''Christian IV i Slaget ved Femern'', ''Slaget ved Volmer'' og ''Slaget paa Reden 2. April'', der alle gave forskellige kobberstikkere lejlighed til at søge understøttelse af [[Fonden ad usus publicos]]. De sidstnævnte tilhører den kongelige malerisamling. Også genremaleriet, en senere tids kælebarn, havde en, i alt fald produktiv, forløber i Lorentzen. Han malede dels forskellige kongelige optog til teatret eller til [[Rosenborg]], dels egentlige livsbilleder: ''Husar og Valbykone'', ''Dyrehaven i fuldt Liv'', ''En Landsbysmedje'' og lignende emner. almindelig opmærksomhed vakte den samling af mindre billeder, som han malede for grosserer (senere Redaktør) M. L. Nathanson, et til hver af [[Holberg]]s komedier, i alt 30 (hvoraf dog 2, uvist af hvad grund, blev malet af [[C.W. Eckersberg]], inden Lorentzen selv havde sluttet rækken); de blev for størstedelen stukne af [[Clemens]] til en pragtudgave af Holbergs «Den danske Skueplads». Malerierne er i den kongelige malerisamlings eje, men vidne, i modsætning til den ros, samtiden ofrede på dem, trods en vis harmoni og frihed i anordningen snarest om, hvor lidt man da kunne nøjes med.