Adam Wilhelm Hauch: Forskelle mellem versioner

'''Adam Wilhelm Hauch''' ([[26. september]] [[1755]] i [[København]] – [[26. februar]] [[1838]] i København) var overhofmarskal, fysiker og søn af generalløjtnant [[Andreas Hauch]] og Sophie født Styrup.

 

 

Udnævnt til chef for den kongelige staldetat kom han tilbage til Danmark fra en ny større udenlandsrejse 1789. Samme år blev han udnævnt til medlem af direktionen for veterinærskolen og for stutteriet, hvis ledelse han forestod lige til sin død, og hvorigennem han virkede meget for hesteavlens fremme, ligesom han blandt andet søgte ved foranstaltning af vædløbskørsler i nærheden af [[Viborg]] at vække interesse for forbedring af trækdyrtyperne. Han, der allerede 1793 var blevet hvid ridder, blev 1794 kaldet til, som hofmarskal, at stilles i spidsen for hofbestyrelsen og i forening dermed til chef for [[Det Kongelige Teater]] og [[Det Kongelige Kapel|Kapel]], hvorhos samtidig forretningerne som ordenssekretær blev ham overdragne. Om det end var en vinding for ham ved bestyrelsen af hoffets økonomiske anliggender, at den hele kongelige familie ikke længer boede under samme tag, men at de enkelte hoffer -- Kongens, Kronprinsens, Enkedronningens og Arveprinsens med flere -- efter [[Christiansborgs brand 1794|Christiansborg Slots Brand]] i februar 1794 havde måttet tage ophold i forskellige bygninger i København, følgen heraf hvoraf blev blandt andet en sondring i deres økonomi, som i alt fald kun delvis havde fundet sted under de forudgående forhold, er der ingen tvivl om, at hans karakter og egenskaber have, også i denne retning, ydet god virkning og bidraget til fremkaldelse af orden og nøjagtighed i mange forhold. Han var selv punktlig i alt, men forlangte også, uden at tage imod undskyldninger eller forklaringer, punktlighed af enhver; en prompt, nøjagtig og uvægerlig pligtopfyldelse banede langt lettere vej til hans gunst end de mest glimrende evner. Hans i al sin simple naturlighed fornemme væsen og den korte, afgørende og faste tone, hvori han gav instruktioner og befalinger, ytrede velvilje eller mishag, behagede vel ikke overalt, men ingen vovede let lige over for ham at tilsidesætte ærbødigheden. For resten tillod han sig aldrig med vidende mindste uret. At han igennem disse egenskaber og ved sin hele færd måtte stige i gunst hos sit høje herskab, fulgte af sig selv i betragtning af, at der deri var meget tilfælles med kronprinsregentens arbejdsomhed, udtryksmåde, medfødte sans for tarvelighed og pligtopfyldende tilbøjelighed.