Tysk litteratur: Forskelle mellem versioner

'''Tysk litteratur''' omfatter normalt al litteratur skrevet på tysk. I traditionel forskning indbefatter begrebet derfor også litteratur fra både østrigske og schweiziske forfattere, forfattere fra tidligere tysksprogede områder i Østeuropa samt tysk-jødiske forfattere. Tysk litteratur omfatter utroligt mange store værker indenfor både prosa og poesi, og det synes umuligt at sætte alle disse værker ind i forståelige begreber som epoker og perioder, der altid vil forekomme overfladisk overlappende. Forsøget skal alligevel gøres her.

 

 

== Barokken (1600-1720) ==

I løbet af barokken gik man for alvor over til at bruge det tyske sprog i digtning og litteratur. Man betegner den tyske barok som det egentlige startpunkt for den tyske litteratur. Tyskeren Martin Opitz skrev ud fra antikke forbilleder en bog der skulle komme til at danne grundlag for tysk digtning de næste hundrede år frem. "Buch von der deutschen Poeterey" beskrev hvordan man skulle digte på tysk. Versemålet [[Alexandriner]]en og brugen af skiftevis hævninger og sænkninger ([[alternation]]) blev af ham anbefalet til det tyske sprog. De romanske sprog benytter sig af skiftevis lange og korte stavelser for at skabe rytme i digte, men i germanske sprog er akzentuering, altså hævning og sænkning en bedre metode til at danne rytme.

 

 

== Oplysningstid (1720-1800) ==

Oplysningstiden betød en enorm interesse for verdenen omkring os og mennesket i den. Selve ordet oplysning hentyder til at der skulle blive lys, der hvor der før var mørke. Ukendte ting skulle undersøges, ting skulle måles og vejes og gamle overleverede sandheder skulle ikke tages for givne, men skulle udfordres og stilles spørgsmål ved. Interessen for videnskaben og fritænkningen blev et centralt element i denne periode, der dermed danner starten for den moderne tidsalder. Men også ideen om det selvstændige menneske var kendetegnende for tiden. I denne periode blev det til en almengyldig regel, at ethvert menneske uanset stand har en værdi i sig selv, og at et hvert menneske har mulighederne, og ofte bør have mulighederne, til at udvikle sig. [[Immanuel Kant]]s credo "Sapere aude", hav modet til at ville vide, kan karakterisere perioden udmærket. Der var i modsætning til den pessimistiske stemning i dele af barokken en utrolig tro på fremtiden og en optimisme på mennesket og videnskabens vegne. Digteren [[Barthold Hinrich Brockes]] var som en tidlig oplysningsmand et tydeligt eksempel på, hvordan troen på gud kunne forbindes med en indædt tro på oplysningen og videnskaben. Hans digt "Vergissmeinnicht" (Forglemmigej) er et godt eksempel på dette. En af de mest centrale og fremtrædende oplysningstidsforfattere var [[Gotthold Ephraim Lessing]], der excellerede inden for kritik, filosofi og teori om teaterdramaer. Han tog udgangspunkt i Aristoteles´ lære om teateret og i Shakespeares dramaer. Han fik selv lejlighed til at prøve sine teorier af i en del stykker, bl. a. [[Minna von Barnhelm]], [[Nathan der Weise]] og [[Laokoon]]. Som senere oplysningsmand var han yderst skeptisk over for kirkens monopol på udlæggelsen af en gudgiven sandhed.