Tysk litteratur: Forskelle mellem versioner

Klassikken eller også Weimar-klassikken, fordi det var her den havde sit kunstneriske centrum, var især præget af venskabet mellem to af de største tyske forfattere, [[Johann Wolfgang von Goethe]] og den lidt yngre [[Friedrich Schiller]]. Den aldrende Goethe var igennem en modningsproces gået bort fra det meget følelsesladede subjektive fra Sturm-und-Drang-tiden og sammen med Schiller udviklede de bl. a. gennem forskellige tekster en helt egen litterær gren, der hentede inspiration fra den klassiske antikke verden. Deraf navnet. De to forfatteres mål var gennem en opbyggelig litteratur så at sige at opdrage mennesket til at træffe de rigtige moralske valg og derigennem nå frem til et bedre samfund. Skuffelsen var stor over det der skulle være det nye oplyste samfund, den franske revolution, der dog endte med udskejelser i absurde love og vilkårlige henrettelser. Det blev derfor i stedet kunsten der skulle udvikle mennesket, så det til sidst var modent til den politiske frihed, som det havde vist ikke at kunne håndtere i Frankrig. På et filosofisk plan gjaldt det især for Goethe om at finde en gylden mellemvej mellem driften og fornuften. En middelvej mellem det subjektive og det kollektive. Driften og subjektiviteten alene førte til ulykke for Werther i [[Den unge Werthers lidelser]], men mennesket kunne heller ikke helt leve efter fornuftens love. Idealet var en harmoni mellem de to yderpunkter.