Max Horkheimer: Forskelle mellem versioner

'''Max Horkheimer''' (* [[14. Februarfebruar]] [[1895]] i [[Stuttgart]]; †- [[7. Julijuli]] [[1973]] i [[Nürnberg]]) var en tysk samfundsfilosof og sammen med sin kollega [[Theodor W. Adorno]] grundlægger af den såkaldte "[[Frankfurterskolen|Frankfurterskole]]".

Horkheimer kom fra en meget velstående [[Jødedom|jødisk]] fabriksejerfamilie i Stuttgart. Han valgte imidlertid filosofien,[[filosofi]]en og blev i [[1930]] professor i socialfilosofi i [[Frankfurt am Main]] og et år senere direktør for «Institut für Sozialforschung». Frankfurt var på denne tid centrum for samfundskritisk tænkning i Tyskland, med bl.a. sociologen [[Karl Mannheim]] og teologen [[Paul Tillich]]. Horkheimer samlede en række unge, radikale filosoffer, psykoanalytikere og samfundsteoretikere omkring sig, og han oprettede og redigerede «''Zeitschrift für Sozialforschung''» ([[1932]]-[[1941|41]]), der blev «Frankfurterskolens» organ. Horkheimer tog initiativ til og ledede flere banebrydende forskningsprojekter, bl.a. «Autoritet og familie» ([[1936]]) og senere i [[USA]] «Studier om fordomme», om den sociale, psykologiske og historiske baggrund for racefordomme. I emigrationsårene efter at [[Hitler]] var kommet til magten opholdt Horkheimer sig først i [[Geneve]] og [[Paris]], og senere i [[New York City]] og [[Los Angeles]]. Efter krigen vendte Horkheimer tilbage til Frankfurt, hvor han var professor indtil [[1965]].

Det var Horkheimer, der først lancerede termen «kritisk teori» i artiklen «''Traditionel og kritisk teori''» ([[1937]]). Horkheimer ville redde marxismens radikalisme fra [[Stalin]]s linie, som gik ud på at forsvare terror. Samtidig valgte Horkheimer betegnelsen «kritisk teori» for at distancere sig fra en tendens i marxismen til at blive et lukket dogmatisk system. Det hører med til den kritiske teoris program at være åben, ufærdig og eksperimenterende. I tråd med dette var Horkheimers form essayet[[essay]]et eller aforismen,[[aforisme]]n og ikke monumentale afhandlinger i klassisk tysk stil. Horkheimers hovedanliggende var at udarbejde særtrækkene ved den teori, der sigter mod en revolutionær samfundsændring (kritisk teori), til forskel fra den teori, der vil forklare, hvorfor det som er, må være som det er (traditionel, positivistisk teori).

Horkheimers skrifter fik i 40[[1940'erne]] en stadig mere dyster tone;. Han frygtede, at fascismen og stalinismen hver på deres måde indvarslede en ny, autoritær, statsdirigeret samfundsepoke, uanset om samfundet blev kaldt kapitalistisk eller socialistisk. «''Fornuftens formørkelse''» var titlen på Horkheimers bog fra [[1947]]. Senere vendte Horkheimer sig definitivt mod marxismen og så det som sig vigtigste samfundsopgave at værne om resterne af den politiske liberalisme mod de totalitære tendenser. Ved slutningen af sit liv vendte Horkheimer tilbage til sin ungdoms filosoffer, [[Arthur Schopenhauer]] og [[Friedrich Nietzsche]]. Han så i deres pessimisme en mere dækkende beskrivelse af fremtiden end i Marx' udviklingsoptimisme.