Johannes Wiedewelt: Forskelle mellem versioner

'''Johannes Wiedewelt''' ([[1. juli]] [[1731]] i [[København]] - [[17. december]] [[1802]]) var dansk billedhugger. Søn af [[Just Wiedewelt]]. Faderen må tidlig have fået øje for sin søns kunstneriske begavelse, for allerede som dreng blev Wiedewelt sat i lære hos den italienskfødte historiemaler [[Hieronimo Miani]]. Da denne imidlertid forlod København [[1745]], tog Just Wiedewelt sig selv af sønnens videre uddannelse samtidig med, at han lod ham besøge det ældre [[Kunstakademi]], hvor Johannes Wiedewelt rimeligvis har tegnet og modelleret under [[Johan Christof Petzold]]. Tidlig er han dog begyndt at arbejde på egen Hånd og har nået resultater, der må have vakt en vis opmærksomhed; så meget vides i alt fald, at den unge kunstner allerede i foråret [[1750]] havde modelleret og fået støbt i tin to små buster, forestillende kong [[Frederik 5.]] og dronning [[Louise af Storbritannien|Louise]], og at disse arbejder blev overrakte de høje herskaber og betalte med 120 daler.

 

Stort mere end denne sum har Wiedewelt næppe haft til rådighed, da han et par måneder senere gav sig ud på en større studierejse. Over [[Hamborg]] drog han til [[Rouen]] og nåede i

begyndelsen af august [[Paris]], hvor han ikke længe efter havde det held at gøre bekendtskab med den danske [[Ambassadesekretær|legationssekretær]] ved det franske hof, [[justitsråd]] [[Joachim Wasserschlebe]].

dels som elev, dels som medhjælper, og var i den sidste egenskab højt skattet af mesteren, hvem han stod bi med marmorhugningen; det viste sig ogsaa, da Wiedewelt udtalte sit ønske om at rejse til [[Italien]], at Coustou søgte at holde ham tilbage ved at forestille ham, at han, om han blev i Paris, ved hvis Akademi han havde vundet en sølvmedalje, endnu et år (hele året [[1754]]), ville kunne gøre sig håb om at opnå Akademiets store rejsestipendium. Hertil synes Wiedewelt imidlertid kun at have fæstet ringe lid, og tilmed stod det ham vistnok klart, at han i det franske atelier ikke lærte andet godt end at hugge i [[marmor]]. Han skilte sig da fra Coustou, studerede endnu en kort Tid på egen Hånd i Paris og begav sig så, i maj 1754, over [[Lyon]], [[Marseille]] og [[Civitavecchia]] til [[Rom]].

 

Fra Wasserschlebe havde Wiedewelt anbefalingsbreve med til direktøren for det franske Akademi i Rom, professor [[Natoire]], der tog venlig imod ham, og gennem hvem han blev kendt med adskillige andre franske kunstnere; til hans omgangskreds kom også andre fremmede mestre til at høre, således tyskeren [[Rafael Mengs]] og italieneren [[Pompeo Battoni]]. Af ganske særlig betydning for ham blev dog frem for alt det nære venskabsforhold, hvori han kom til at stå til den fremragende tyske arkæolog og kunstkender [[Johann Joachim Winckelmann]], grundlæggeren af den nyere tids antikstudium. Sammen studerede Winckelmann og Wiedewelt hvad der på den Tid fandtes i Rom af oldtidens billedhuggerarbejder, og den store lærde vejledede sin unge ven til deres rigtige forståelse, opmuntrede ham til at tegne så meget som muligt efter dem og har sikkert ikke forsømt nogen lejlighed til at indskærpe ham den grundsætning, som Wiedewelt senere hævdede i sit lille skrift ''Tanker om Smagen udi Kunsterne i Almindelighed'', at den fremadstræbende kunstner gør stor uret mod sig selv og mod sit kald, dersom han giver sig til at arbejde efter naturen, før han grundig har studeret antikken og tilegnet sig dens ånd og stil. Dette skrift har sandsynligvis påvirket [[Bertel Thorvaldsen]] i retning af den internationale [[nyklassicisme]].<ref>[[Mikkel Bogh]]: ''Bertel Thorvaldsen'', ISBN 87-7248-531-0, side 10</ref>

 

Wiedewelt blev i Italien til [[1758]], da Akademiets præses gav ham tilhold om at vende hjem; størstedelen af de 4 år tilbragte han i Rom, men fik dog tid til at gøre en udflugt til [[Napoli]], [[Pompeji]], [[Herculaneum]] og [[Portici]], i hvilken sidste by han viede de to rytterstatuer af [[M. Nonius Balbus]] en ikke ringere hyldest end den, han i Rom havde ladet blive sine yndlingsskulpturer, [[Apollon]] i [[Belvedere]], [[Laokoon]]sgruppen og [[Niobe]]gruppen, til del.

 

[[1. Juli]] 1758 tog han i Rom afsked med vennerne og gav sig i følge med maleren [[Johan Mandelberg|Johan Edvard Mandelberg]] på hjemrejsen. Denne gik over [[Siena]] og [[Firenze]], hvor vennerne tilbragte 16 Dage og flittig besøgte kunstsamlingerne; Wiedewelt har selv i sine optegnelser og breve udtalt sig om indtrykkene, han modtog i disse og i kirkerne, og det er med noget blandede følelser, man erfarer, i hvilken retning hans smag gik; af malerierne synes et værk af den ret ubetydelige eklektiker [[Francesco Trevisani]] at have gjort det stærkeste

indtryk på ham, mens det om [[Michelangelo]]s monumenter i kapellet ved [[San Lorenzo]] ([[Medici]]gravene) hedder, at de er "''schlechter, als man sich einbilden sollte''". I [[Pisa]] så han freskerne i [[Campo santo]], "''so aber nicht viel taugen''", i [[Padua]] interesserer billedhuggerarbejderne, deriblandt [[Donatello]]s berømte rytterstatue, ham

ikke, "''ist nicht sonderlich''". Rejsen førte ham for øvrigt over [[Venedig]] gennem [[Tyrol]] og [[Tyskland]]; til København kom han [[6. Oktober]] 1758.

 

Hvad Wiedewelt havde hjemsendt fra Rom var ikke meget; foruden en del Tegninger og kopier efter antikken nævnes kun et relief, der kom til akademiet i sønderbrudt tilstand, og hvis emne nu ikke kendes. At man imidlertid i de rådende kredse allerede regnede ham for en betydelig Kraft, fremgår af begivenhedernes gang: næppe et halvt år efter sin hjemkomst blev han optaget som medlem af det nyorganiserede [[Kunstakademi]], og samtidig fik han udnævnelse til kongelig hofbilledhugger med frit atelier i [[Materialgaarden]] ved [[Frederiksholms kanal]]. Og bestillingerne lod ikke vente på sig; først blev det ham pålagt at udføre et monument over [[Christian 6.]] -- det var færdigt i marmor [[1770]] og består af en mægtig, med allegoriske relieffer prydet sarkofag, ved hvis endestykker 2 kvindelige figurer, «Sorgen» og «Berømmelsen» er anbragte; det hele er samlet med ikke ringe følelse for dekorativ

virkning og i mange enkeltheder smukt modelleret.

udførelse kom disse arbejder imidlertid ikke, da opførelsen af kirken, som man ved, blev standset, og af skitserne er ikke en eneste bevaret til vore dage.

 

I [[1760]] begyndte Wiedewelt at efterkomme en vistnok ikke mindre omfattende bestilling, og det lykkedes ham, selvfølgelig med bistand af talrige medhjælpere, at føre arbejdet til ende i Løbet af næppe længere -- måske endog kortere -- tid end 8 år. Det er de mangfoldige grupper, statuer og dekorationer af forskellig Art, som endnu står på deres plads i [[Fredensborg slotshave]].

 

Disse værker er af meget ulige værdi og i forskellig stil, om de end for enkeltfigurernes og endnu mere for figurkompositionens vedkommende gennemgående bærer utvetydigt mærke af den Påvirkning, kunstneren havde været underkastet i Paris. Mindst gælder dette om de kolossale -- 8 fod høje -- draperede siddende kvindefigurer, som danner hovedstykkerne i de 2, hver 62 fod lange, for øvrigt med Våbenskjolde prydede «dekorationer», og som symboliserer [[Danmark]] og [[Norge]]; her er ro og plastisk holdning og en renhed i linjerne, der peger tilbage over Coustou og hans samtidige og lige mod den oldromerske plastik.

 

Ret tiltalende, især ved det indtryk de gør af virkelig at sove, er de to hvilende drenge; af ''Årstiderne'' er ''Foråret'' ret smuk i linjerne, men står, som i det hele Wiedewelts statuer, dårlig på benene; de 3 andre er meget tarvelige. Ikke synderlig mere tiltalende er de i dekorationerne indlagte relieffer; ''Gratierne'', der pryder [[obelisk]]en på øen, er unaturlig tynde og lange og meget flove i udtrykket; bedre og ikke blottet for reminiscenser fra antikken er ''Vinhøsten'', der findes på et ''Monument champêtre'', der som helhed er godt arrangeret. Dette kan overhovedet siges om næsten alle de til samlingen hørende helt eller væsentlig set dekorative arbejder, således om et ''Monument pittoresque'' med et [[ionisk]] tempel i relief og med en ypperlig anvendelse af [[ægstave]] og andre ornamentale led; endnu værdifuldere er de fleste af de mægtige, på firsidede [[postament]]er opstillede vaser med deres fine, [[antikiserende]] profiler og stilfulde udsmykning.

Senere arbejder af ham viser langt tydeligere end Fredensborgsagerne, at han virkelig har lært noget af at se og tegne efter antikke statuer og relieffer. Man mærker det allerede i [[1768]], da han tegner en reliefkomposition til titelkobberet foran [[J. G. Bradt]]s ''Gjengivelser af Monumenterne i Fredensborg Slotshave''; af alle Wiedewelts frembringelser er der vistnok ingen, der røber mere Forståelse af antik komposition, linjeføring og bevægelse end denne tegning.

 

[[Billede:Peder paars stik 1772.jpg|thumb|300px|Stik af [[Johan Frederik Clemens]] efter tegning af Johannes Wiedewelt til pragtudgaven af [[Peder Paars]] fra [[1772]]]]

Wiedewelt, der fra [[1761]] var professor ved [[Modelskolen]], og som senere opnåede den på hans tid meget høje titel af [[justitsråd]], skal have passet sin lærergerning omhyggelig, endogså efter at han i [[1772]] var bleven Akademiets direktør. Den kunstneriske virksomhed, han ved siden deraf udfoldede, må kaldes i forbavsende grad omfattende, selv om man, hvad der vel er nødvendigt, forudsætter, at han til de fleste af sine værker -- ligesom senere [[Bertel Thorvaldsen]] -- har nøjedes med selv at gøre en skitse og ladet medhjælperne besørge resten, og at han til "det simplere arbejde", som i rigelig mængde udgik fra hans værksted, kun har leveret en tegning.

I [[1765]]-[[1766]] leverede han således til [[riddersal]]en på [[Christiansborg]] et allegorisk relief og 12 medailloner af oldenborgske konger samt 28 større og mindre Stykker af væsentlig dekorativ karakter; alt dette gik til grunde ved [[Christiansborgs brand 1794]], og kun nogle af medaillonerne kendes af kobberstik.

 

I [[1769]] fuldendte han sit hovedværk, [[Frederik 5.]]’s kolossale monument i [[Roskilde Domkirke]] -- en 6 Alen lang og 3 Alen høj sarkofag, der hviler på et fodstykke og prydes af talrige skulpturer; bag den bærer en søjle, som krones af en urne, en medaillon med kongens portræt; for enderne af sarkofagen sidder 4 1/2 alen høje, kronede kvindeskikkelser,

Danmark og Norge, som i dyb sorg. Om dette arbejde kan siges det samme som om Wiedewelts andre: det dekorerer godt, hvor det står, og frembyder en del smukt følte og vel udførte enkeltheder, men ved siden deraf meget, som tyder på en ikke ganske ægte følelse og en mangelfuld, i alt fald ikke konsekvent gennemført uddannelse.

I [[1768]]-[[1769]] var Wiedewelt på rejse i Frankrig og [[England]]; efter den tid fik han fra regeringen kun én stor bestilling, nemlig på over 50 mindestøtter for fremragende danske og norske, opstillede ved [[Jægerspris Slot]]; de blev udførte i årene [[1777]]-[[1784]] og er for en del i al deres beskedenhed vidnesbyrd om kunstnerens sans for gode proportioner og fin ornamentik. Fra værkstedet i Materialgaarden udgik end videre de på "Herkulespavillonen" i [[Rosenborg Have]] anbragte relieffer [[Herkules]] og [[Omphale]]. Men for øvrigt arbejdede Wiedewelt i den sidste snes år af sit liv så godt som udelukkende for privatfolk, og de opgaver, disse stillede ham, var kun sjælden nogenlunde betydelige eller lønnende -- næsten udelukkende på mere eller mindre tarvelig udstyrede og derfor prisbillige gravmæler. Et enkelt værk fra hans sidste tid er dog af større Interesse, statuen "Troskaben" på [[Frihedsstøtten]] i København, udført [[1797]]. Her er der, i alt fald i figurens bevægelse, noget, der virkelig minder om, at kunstneren har stået over for antikke billedværker.

 

Wiedewelt blev 8 gange valgt til direktør for Kunstakademiet og beklædte denne Post sidste Gang [[1793]]-[[1794]]; han havde adskillige gange Lejlighed til at vise Kunstskolen betydelige tjenester, særlig ved at skaffe den ud over de pekuniære vanskeligheder, som regeringens store sparsommelighed beredte den. Virksom var han til det sidste, skønt han i sin fremrykkede alder led af stor legemsskrøbelighed, der vedligeholdtes af gentagne slagtilfælde. I sin kraftigste alder havde han vistnok siddet i ret gode Kår, men som gammel måtte han ligefrem kæmpe med fattigdommen.

 

Der var sorg ved hans død; Wiedewelt havde været almindelig elsket af alle, der personlig havde med ham at gøre, og samtiden så i ham en mester af første rang; at [[Adam Gottlob Oehlenschläger]], hvis skønne mindedigt over ham er almindelig kendt, kaldte ham "''Danmarks [[Phidias]]''", er næppe af nogen blevet regnet for en overdrivelse.

 

Den ganske urigtige vurdering af hans kunst lader sig i virkeligheden let forklare, uden at man behøver at søge grunden dertil udelukkende i hans samtids fænomenale kritikløshed og nøjsomhed. Wiedewelt var ganske vist ikke nogen stor kunstner; han stod således langt tilbage for sin samtidige, svenskeren [[Johan Tobias Sergel]]; hans oprindelige begavelse var næppe overvældende, og hans uddannelse, først i Paris og så i Rom, af en sådan art, at resultatet som helhed blev en aldrig ret organisk sammensmeltet blanding af parykstil og antik -- en blanding, hvori den førstnævnte bestanddel som oftest vejede mest til.

 

 

== Referencer ==

 

[[Kategori:Danske billedhuggere|Wiedewelt, Johannes]]