Tysk idealisme: Forskelle mellem versioner

'''Tysk idealisme''' er en betegnelse for en udvikling inden for [[filosofi]]en i slutningen af [[1700-tallet]] og begyndelsen af [[1800-tallet]] med rødder i dele af [[Immanuel Kant|KantKants]]s filosofi, og med filosofferne [[Johann Gottlieb Fichte|Fichte]], [[Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling|Schelling]] og [[Georg Wilhelm Friedrich Hegel|Hegel]] som hovedrepræsentanter for retningen. Bevægelsen er på ingen måde en homogen retning, men har stærke fællestræk.

[[Subjekt]]et forstås i tråd med Kant som fundamentalt skabende og produktivt, og er autonomt. [[Frihed]]en former virkeligheden og står dermed i en diastase, en spaltning til virkeligheden som helhed og sammenhæng. I skæringspunktet mellem forsøget på at forene virkeligheden som helhed og friheden findes bestræbelsen hos de tyske idealister: hos Fichte det ''absolutte jeg'' som fordeler sig i de enkelte individer for at fremme deres moralske udvikling, hos Schelling ''det absolutte som kommer til bevidsthed i individet'' for at menneskene skal kunne nyde den [[Æstetik|æstetiske]] [[kontemplation]] af bevidsthedens og naturens enhed –– og hos Hegel den ''absolutte ånd''.

Den tyske idealisme indledte og inspirerede i høj grad [[romantikken]] (med [[Goethe]] tillige som kilde). Af andre filosoffer som kan regnes til idealismen er [[Friedrich Daniel Ernst Schleiermacher |Schleiermacher]], [[Johann Friedrich Herbart|Herbart]] og [[Arthur Schopenhauer]].

== Se også ==