Oraklet i Delfi: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Nordfra (diskussion | bidrag) →Den ældste tid: Lidt om Krøsus |
Nordfra (diskussion | bidrag) Om oraklet, da perserkongen nærmede sig Athen |
||
Linje 6:
Ifølge [[Homer]] var Apollon steget ned fra [[Olympen]], og havde rejst verden rundt "med sin vidtrækkende [[bue]], og ledt efter et [[orakel]] som kunne tale til dødelige". Man mente, Apollon holdt til ved oraklet ni måneder i året, og de [[laurbær]]skud han havde plantet, havde renset helligdommen. Man sagde, at mennesker efterhånden havde rejst et tempel der af grene hugget af laurbærbuskene, og at Apollon var kommet med spådomme gennem løvets raslen. Men efterhånden tav laurbærbladene, og guden foretrak at tale gennem den unge præstinde, Pythia.
Da [[Zeus]] blev [[univers]]ets hersker, ville han måle størrelsen af sin arv ved at slippe to [[ørn]]e løs. For at lokalisere verdens centrum fløj den ene mod øst og den anden mod vest, og de mødtes ved Delfi, hvor verdens navle således befandt sig og blev markeret ved et stort [[æg]] af [[sten]], kaldet ''omfalos'' (= navlestenen). Internationalt ry fik oraklet, da [[Krøsus]], hersker over [[Lydien]], sendte sine budbringere derhen for at spørge, hvad han havde foretaget sig på en bestemt dag hjemme i Lydien. Delfi var det eneste orakel, der gav det rigtige svar, nemlig at Krøsus havde lavet en ret af [[lam]] og [[skildpadde]]. Fra det øjeblik var Krøsus oraklets mest generøse velynder. Presset som han var af det ekspanderende [[Persien]], havde han hårdt brug for gode råd, og Apollon tilrådede, at han allierede sig med bystaten [[Sparta]], hvad han også gjorde. I øvrigt følte også spartanerne sig knyttet til oraklet, da de som [[dorer]]e, i lighed med Apollon, var indvandret nordfra. Men i længden var oraklet ingen garanti mod katastrofen. Da han spurgte Pythia, om han skulle risikere at gå til angreb på [[Kyros]], svarede hun, at i så fald ville et mægtigt rige gå til grunde. Han gik derfor til krig - men det var hans eget rige, der gik under. Apollon blev så beskyldt for utaknemlighed mod sin velynder, men præsterne i Delfi holdt på, at guden havde givet Krøsus tre års fremgang, som skæbnen ellers ikke havde undt ham. Det godtog samtiden. <ref>Tom Holland: ''Perserkrigene'' (s. 108-9), forlaget Gyldendal, Oslo 2008, ISBN 978-82-05-38564-1</ref>
Ca 750 f.Kr blev der rejst et tempel af [[sten]]. Kort tid efter blev det bestemt, at kun respektable, midaldrende kvinder kunne gøre tjeneste som Pythia, dog klædt i en ungpigekjole som tegn på sin renhed. I 548 f.Kr brændte tempelet ned. Det blev genopbygget, for dets prestige var så stor, at det var det eneste græske tempel, der var betjent af [[præst]]er på heltid. "Vogt mit tempel, og tag imod menneskemængden," skulle Apollon have sagt til delfierne. Delfi var det eneste græske samfund, der levede af sin helligdom. I Grækenland kunne alle - også kvinder og [[slave]]r - bære et offer frem for guderne, uafhængigt af en præsteskab. Da nabobyen [[Krisa]] i [[595]] f.Kr prøvede at annektere det indbringende orakel, var hele Grækenland rystet. En stor samling bystater under ledelse af [[Athen]]s vismand [[Solon]] marcherede til Apollons forsvar - ham ville man ikke risikere at fornærme! [[Gift]] blev hældt i Krisas vandtilførsel, så forsvarerne fik akut [[diaré]] og "måtte skynde sig fra sin post". Bymurene blev stormet, og den gudløse by udslettet. Århundreder senere blev sletten, hvor Krisa havde ligget, beskrevet som uden træer "som om den led under en forbandelse". Delfi var enten et orakel for alle grækere, eller ingen. Men også udlændinge kunne opsøge oraklet, hvor præstinderne nørede den hellige ild med ved fra fyrretræ og laurbær. <ref>Tom Holland: ''Perserkrigene'' (s. 106-7)</ref>
====Besøg fra Athen====
Da Athen blev truet av [[perser]]kongen, sendte byen et følge til Pythia. Efter at have renset sig i den kastaliske kilde og ofret foran den evige ild, fandt de præstinden ventende i templets mørke indre, ved siden af det lille kammers, hvor gudens [[lyre]], det hellige laurbærtræ og den netdækkede sten var gemt. Tåge steg op fra gryden hun sad ved, og før hun havde fået spurgt dem om, hvad de ville vide, faldt hun i trance og råbte med forvrængt, skrækslagen stemme: "Hvorfor sidder I her, uslinge? Flygt, flygt til verdens ende! Forlad helligdommen, overgiv jer til jeres sorg!" Chokerede snublede athenerne ud i sollyset. Men en præst, åbenbart lige så chokeret som de, skyndte sig efter dem og bad dem om at lytte til oraklet endnu en gang. Det gjorde de, og nu lød det hele en smule bedre. Pythia advarede om, at [[Athene]] ikke kunne formilde Zeus, men alligevel:
"Dette ord giver jeg jer, ubøjeligt, et løfte:<br />
Alt indenfor [[Attika]]s grænser skal falde,<br />
ja, og de hellige dale mellem de nære fjelde.<br />
Men trævæggen alene, trævæggen skal stå,<br />
så meget giver Zeus til Athene, som støtte til jer og jeres børn.<br />
Mænd til [[hest]], mænd til fods, de kom fejende ind fra [[Asien]].<br />
Træk jer tilbage, for I skal snart nok møde dem ansigt til ansigt.<br />
Guddommelige [[Salamis]] - du vil være undergangen for mange mødres sønner,<br />
når frøene er sået, eller avlingerne samlet ind."<br />
Efter dette kryptiske udsagn vågnede Pythia brat op fra trancen. [[Themistokles]] mente, at "trævæggen" måtte vise til [[skib]]e - ikke mindst, fordi Salamis var nævnt, og det er dog en [[ø]]. De andre mente, det kunne vise til det flettede gærde, der havde omgivet toppen af [[Akropolis]] i [[Erektevs]]' tid. En afstemning gav dog flertal til Themistokles' forslag om at styrke Athens [[flåde]]. Desværre er hans tale i forsamlingen ved [[Pnyx]] ikke bevaret. <ref>Tom Holland: ''Perserkrigene'' (s. 242-46)</ref>
==Nyere tid==
| |||