Christoffer Valkendorf: Forskelle mellem versioner

Valkendorf, som stod for finanspolitikken og ordningen af lensvæsenet efter [[Den Nordiske Syvårskrig]], hvor statskassen nærmest var tom, blev i disse år en betydningsfuld og indflydelsesrig kongetjener, der ikke ved sin private godspolitik virkede så udfordrende som [[Peder Oxe]], og ikke som [[Johan Friis]] i så udpræget grad repræsenterede højadelens synspunkter. Når da samtidig kansleren var den stilfærdige [[Niels Kaas]], der ved sin totale mangel på interesse for jordisk gods er et særsyn i tiden, var der grundlag for et ganske harmonisk samarbejde mellem kongen og centraladministrationen. Alt tyder da også på, at kongen satte pris på Valkendorf og lagde vægt på hans domme, selv om man kan spore, at Valkendorf vist var noget af en gnavpotte, som det kunne være svært at gøre tilfreds, og som kun var lykkelig, når han kunne komme til at sætte ny skik på tingene og få en mængde fra hånden i en fart. Fra kongen måtte han nu og da høre drillende bemærkninger om sin ugifte stand. Billedet af ham med de alvorsfulde rynker over næsen, den strenge mund under det skråt nedhængende skæg, der understreger næsefurerne, viser os ikke den fornøjelige selskabsmand, kongen hentyder til, når han ønsker ham hos sig på [[Koldinghus]] for »"med drik at gøre gæsterne fyldest og med dansen og anden kortvillighed … at gøre fruer og jomfruer des lystigere«".

Derimod svarer Valkendorfs usædvanlige rundhåndethed over for byen [[København]] og over for den lærde stand til kongens karakteristik i samme brev, hvori det hedder: »"… at og stoddere, fattige uden porten, skulle vide Eders overflødige rundhed at berømme.«" I en snæver vending var han ikke bange for at yde kongen en lille privattjeneste som at låne ham for 400 daler af en guldkæde til 600, fordi kongen netop var i bekneb. Denne udtrykte også ved en anden lejlighed sin taknemmelighed, da rentemesteren uopfordret havde sendt ham to tønder sild. Valkendorfs forretninger som rentemester og statholder var mangfoldige; i [[1576]] fik han f.eks. pålagt at sende alt det [[sennep]], han kunne skaffe i København, til Krogen. Flæsket var blevet for fedt.

For byen København blev Valkendorfs virke af stor betydning. Han var selv grundejer og havde huse og boder i Vestergade, Skindergade, Sankt Pederstræde og Stenboderne. Ved Stranden, lige over for slottet, lå desuden den store gård, hvor han havde sin bolig. I samarbejde med magistraten sørgede han for, at der blev "god politi" i staden. Han fik også voldene istandsat og vandforsyningen og kloakforholdene bragt orden. I den forbindelse veg han ikke tilbage for selv at gå op »"på muren til murermestrene«" for at »"undervise dem derudi«".