Danmarks historie: Forskelle mellem versioner

Mottoet "Hvad udad tabes skal indad vindes" bruges ofte om perioden efter den tabte krig i 1864. Citatet tillægges fejlagtigt [[Enrico Dalgas]], der var en stor katalysator for denne indstilling, men det var dog den københavnske digter H.P. Holst, der i 1872 udtalte ordene<ref>Hansen, Kjeld (2008) Det tabte land. Gads Forlag, København ISBN 978-87-12-04373-7 s. 82<\ref>. Især landbruget blev udvidet, og en stor eksport til primært England blev en af hovedårsagerne til en økonomisk velstand, der også blev begunstiget af, at hele landet blev forbundet med jernbaner. Byerne eksploderede nu i vækst. I 1800 boede der 100.000 indbyggere i København. Efter åbningen af voldene cirka 1850 og et efterfølgende byggeboom boede der omkring 1900 cirka en halv million. Den store industrialisering fik også konsekvenser politisk, hvor en arbejderbevægelse begyndte at spire frem. Internationale, det senere [[Socialdemokratiet|Socialdemokrati]], blev grundlagt i 1871 af [[Louis Pio]]. Det dominerende parti, [[Højre (1848)|Højre]], hovedsageligt bestående af godsejere fandt sammen med en del bønder og tidligere Venstre-folk i en skepsis overfor arbejderklassen. Da Venstre havde flertal i Folketinget efter 1872, besluttede den godsejerdominerede regering under konseilspræsident [[J.B.S. Estrup]] at administrere landet uden om folketingsflertallet ved hjælp af provisoriske [[finanslov]]e ([[provisorietiden]] 1875-94). Da Estrup var gået af i 1894, beholdt Højre regeringsmagten indtil 1901.