Danmarks historie: Forskelle mellem versioner

Ved [[Wienerkongressen]] i 1814 var det de større magter, der uden at skele særligt til Danmark, besluttede landets skæbne. Danmark var med et blevet et ubetydeligt land, der fuldstændig var underlagt de store magters vilje. Nærmest naturstridigt blev denne periode en af de mest bemærkelsesværdige kulturperioder i dansk historie. Et væld af unge danske talenter indenfor billedkunst, arkitektur, litteratur, ballet, digning, filosofi m.m. i perioden fra starten af 1800-tallet og frem til cirka 1850 fik folk til at døbe den [[Guldalderen]]. Det var, som om den nationale krise fik det bedste frem i mennesker som [[Søren Kierkegaard]], [[N.F.S. Grundtvig]], [[H. C. Andersen]], [[C. W. Eckersberg]], [[Bertel Thorvaldsen]], [[August Bournonville]] og [[H. C. Ørsted]]. Mange af disse var børn af borgerskabet i København, og de var del af en selvsikker nationalromantisk bevægelse, der også snart begyndte at antage politiske dimensioner.